Anmeldelse
Læsetid: 12 min.

Polanskis ’Officer og spion’ er en fremragende film. Den giver også en dårlig smag i munden

Roman Polanskis nye film, ’Officer og spion’, er en fremragende film, der handler om kampen for retfærdighed i et fjendtligtsindet bureaukrati. Det er også et kontroversielt værk, hvor Polanski bedyrer sin egen uskyld i anklager om seksuelle overgreb
Oberst Picquart (Jean Dujardin) kommer på kollissionskurs med sine overordnede i den franske hær, da han insisterer på at efterforske sagen om den dømte forræder kaptajn Alfred Dreyfus i Roman Polanskis ’Officer og spion’.

Oberst Picquart (Jean Dujardin) kommer på kollissionskurs med sine overordnede i den franske hær, da han insisterer på at efterforske sagen om den dømte forræder kaptajn Alfred Dreyfus i Roman Polanskis ’Officer og spion’.

Filmbazar

Kultur
17. september 2020

»Bravo, pædofili!«

Med de ord forlod den franske skuespiller Adèle Haenel tidligere på året uddelingen af den største franske filmpris, César, da det fra scenen blev offentliggjort, at Roman Polanski havde vundet prisen for Bedste Instruktion for sin nye film, Officer og spion.

Med sig tog Haenel resten af filmholdet bag Céline Schiammas Kvinde i flammer, hvori Haenel spiller den ene hovedrolle. Det var den foreløbige kulmination på en ballade, der begyndte allerede, da Polanskis film blev nomineret til flere César-priser. Dengang valgte den 21 personer store nomineringskomité at trække sig – og César-prisens præsident måtte gå af.

Haenels udråb refererede til anklagerne om bedøvelse og voldtægt af en mindreårig pige, som blev rettet mod den polskfødte instruktør i USA i 1977, og som efter forhandlinger med dommeren endte med, at Polanski erklærede sig skyldig i sex med en mindreårig.

Selve straffen skulle bestå af en psykiatrisk evaluering og de 42 dage, han allerede havde tilbragt i fængslet. Men året efter flygtede Polanski ud af landet, fordi han hørte rygter om, at dommeren havde tænkt sig at idømme ham 50 års fængsel. Og siden har han mestendels opholdt sig i Frankrig, der har nægtet at udlevere ham til retsforfølgelse i USA, og hvis filmbranche og intellektuelle elite siden har forsvaret ham og givet ham mulighed for at arbejde.

Med fremkomsten af #MeToo er det dog også i det ’frisindede’ Frankrig kommet til et opgør med magtfulde og beundrede kulturmænds grænseoverskridende adfærd og seksuelle overgreb. Flere kæmper er faldet, og nye anklager om voldtægt og overgreb har ramt Polanski sammen med krav om fængselsstraf på grund af den gamle sag.

Kunstner og værk

87-årige Roman Polanski er samtidig en af de seneste 60 års betydeligste filmskabere med utallige gode film og flere mesterværker bag sig: Den nye lejer, Chok, Rosemarys baby, Chinatown, Frantic, Bitter måne, Death and the Maiden, Skyggen og oscarvinderen The Pianist. Og hans nye film, Officer og spion, er aldeles fremragende.

Den bygger på virkelige begivenheder – og en bog af Robert Harris – og handler om den franske officer Alfred Dreyfus, som i 1894 blev uskyldigt dømt for spionage og landsforræderi. Dreyfus var – som Polanski – jøde og blev offer for en inkompetent, paranoid og antisemitisk hærledelse, der efterfølgende ikke ville indrømme, at de havde taget fejl, og en i samfundet generel frygt for at blive angrebet af ærkefjenden Tyskland og et had til de fremmede, ikke mindst jøderne.

Man skal passe på med at motivanalysere, og man skal respektere filmkunsten nok til at skille kunstner og værk ad, men det er påfaldende, at Polanski vælger at lave en film som Officer og spion på et tidspunkt, hvor han selv er under anklage og bedyrer sin uskyld i alle beskyldninger om overgreb – på nær det i slutningen af 1970’erne, som han jo allerede har erklæret sig skyldig i.

’Cause célèbre’

Hovedpersonen i Officer og spion er major Georges Picquart (Jean Dujardin), der har uddannet den jødiske kaptajn Dreyfus (Louis Garrel). Efter at Dreyfus er blevet dømt for landsforræderi, bliver Picquart forfremmet til oberst og får til opgave at styre det franske militærs efterretningstjeneste.

Han er ikke selv voldsomt begejstret for jøder – antisemitter er der mange af i hæren – men han er en mand af ære, og da han under efterforskningen af en anden mulig spion i hæren finder ud af, at Dreyfus blev dømt på et endog meget tyndt grundlag, beslutter han sig for at grave i sagen.

Det bringer Picquart på kollisionskurs med den øvrige hærledelse, blandt andre nogle meget magtfuldkomne generaler og en krigsminister, der på ingen måder er interesserede i at lade Dreyfus slippe fri, heller ikke selv om de for at dække over deres fejltagelser må lade den rigtige spion gå fri.

Sagen får alvorlige konsekvenser for Picquart, der har en affære med en højtstående embedsmands kone, Pauline Monnier (Emmanuelle Seigner), og gennem en advokatven bliver han involveret i kampen for at få Dreyfus frikendt.

Det er i den forbindelse, at Picquart møder den indflydelsesrige avismand – og senere franske præsident – Georges Clémenceau (Gérard Chaillou) og den berømte forfatter Émile Zola (André Marcon), der får trykt sit berømte, åbne brev, J’Accuse, i en af Clémenceaus aviser.

I brevet anklager Zola toppen af det franske militær for sammen med regeringen at stå bag et bevidst justitsmord på Dreyfus, blot fordi denne er jøde. Og med ét bliver Dreyfus-affæren en cause célèbre, der optager og deler hele nationen.

Personligt og kollektivt ansvar

Lige fra første scene i Officer og spion, hvor Alfred Dreyfus, dømt for landsforræderi, for øjnene af sine officerskolleger og på ydmygende vis bliver degraderet for så at blive ført bort og deporteret til Djævleøen ud for Fransk Guyanas kyst i Sydamerika, holder Roman Polanski historien og publikum i et jerngreb.

Filmen er både et elementært spændende spiondrama, et indfølt portræt af et hæderligt menneske og en oprørende skæbnefortælling om moral og etik og kampen for retfærdighed for et individ, der bliver tromlet af et nådesløst system.

Picquart er en såre sympatisk hovedperson, og han spilles med stille intensitet af Jean Dujardin. Hans antisemitisme stikker ikke lige så dybt som omgivelsernes, og da han bliver forfremmet til oberst og sætter sig for at rydde op i efterretningstjenesten, har man en fornemmelse af, at han samtidig skubber til et i forvejen dårligt konstrueret korthus af intriger, løgne og personlige antipatier.

På flere måder minder Officer og spion om Stanley Kubricks Første Verdenskrigs-film Ærens vej (1957), der både udstiller krigens meningsløshed og det franske militærs umenneskelige bureaukrati. Et bureaukrati, der er betinget af, at soldater og officerer ikke tænker selv, men bare parerer ordre og skyder dem, de får besked på at skyde.

Det siger også Picquarts upålidelige næstkommanderende, major Henry (Grégory Gadebois), til sin nye chef på et tidspunkt i Polanskis film, og skulle det så vise sig være den forkerte, han har skudt, er det jo ikke hans skyld.

Og det er for så vidt en af moralerne i Officer og spion – hvis man skal uddrage en sådan: Et militær, en regering, et samfund er ikke bedre end de mennesker, som leder det, og alle har vi et både personligt og kollektivt ansvar for at sige fra, hvis vi ser uretfærdigheder blive begået. Vælger vi at holde mund, er vi lige så skyldige som dem, der begår uretfærdighederne.

De samme emner

Interessant nok var det jo det, som Adèle Haenel gjorde, da hun rejste sig midt under César-uddelingen, manifesterede sin utilfredshed med prisen til Roman Polanski og gik sin vej. Hun havde fået nok af den franske kulturverdens omfavnelse af instruktøren, og det kan man ikke fortænke hende i. Men hvad betyder anklagerne for Officer og spion som film og for instruktørens øvrige, betydelige værk? Kan man ikke længere nyde det?

Det kan man godt – en kunstner er ikke (kun) sin kunst – men det er lidt af en balancegang, blandt andet fordi Officer og spion virker som Polanskis eget J’Accuse – i øvrigt filmens originaltitel – i forhold til det justitsmord, han mener, bliver begået mod ham. 

Instruktørens film kredser ofte om de samme, tilsyneladende personlige emner: Normalitet og vanvid, psykoseksuelle magtspil mellem mænd og kvinder, ofre, der hævner sig på overgrebsmænd, almindelige mennesker, der forsøger at gøre godt i samfund, der vil dem ondt.

Selv er Polanski en fascinerende skikkelse, der har oplevet adskillige rædsler i sit liv: Han undslap i Warszawas ghetto de jødeudrensninger, der under Anden Verdenskrig tog livet af hele hans familie, og i 1969 blev hans højgravide kone, Sharon Tate, myrdet på brutal vis i en villa i Hollywood. Det undskylder naturligvis ikke grænseoverskridende eller kriminel adfærd, men det kan være en nøgle til at forstå manden og de ofte meget mørke, desillusionerede film, han laver.

En uskyldig mand

Officer og spion er selvfølgelig ikke kun en film om Roman Polanski. Den er meget mere end det – al god kunst transcenderer sin skaber og antager eget liv. 

Men at instruktøren i høj grad spejler sig selv i den forfulgte Alfred Dreyfus, og at han med filmen sender et budskab til verden om, at han opfatter sig selv som uskyldig, var givet også dét, som Adèle Haenel reagerede på til César-uddelingen; Polanskis eget hykleri og den franske filmbranches medløberi ved ikke blot at finansiere hans film, men også give den priser. (I øvrigt vandt Officer og spion sidste år en stor pris på filmfestivalen i Venedig).

Selv om man kan adskille mand og værk, bliver César-priserne – og den franske filmbranche – symbolet på et gammelt system, der beskytter sine genier på bekostning af selvsamme genis ofre.

I Frankrig har man altid ladet kunsten trumfe alle andre hensyn, og de første reaktioner på #MeToo var da også meget tøvende; tænk bare på det åbne brev, som hundrede prominente franske kvinder, skuespillere, forfattere, kunstnere og akademikere skrev under på, da bevægelsen ramte verden. I brevet angreb kvinderne den puritanisme, som efter deres mening karakteriserede bevægelsen, og som risikerede at undergrave det seksuelle frisind.

Kritikken af kvinder og brev fulgte prompte, og siden er tonen blevet en ganske anden – eller er den?

Officer og spion fortjener isoleret set at vinde filmpriser. Så god en film er det. Spørgsmålet er dog, om den overhovedet burde være blevet lavet.

Det var helt rigtigt af Haenel at gå sin vej og højlydt smække med døren, da prisen for bedste instruktion gik til Roman Polanski. Som dansk biografgænger må man afgøre med sig selv, om man vil se filmen. Men hvis man som jeg – der tidligere har forsvaret ham og fortryder det – har svært ved at skelne mellem kunst og kunstner og samtidig får en dårlig smag i munden af denne forførende, filmiske forsvarstale, kan det ikke undgå at farve ens oplevelse af Officer og spion.

’Spion og officer’ – Instruktion: Roman Polanski. Manuskript: Roman Polanski og Robert Harris. Fotografi: Pawel Edelman. Længde: 132 minutter. Biografer landet over.

Tidslinje: Roman Polanskis liv og fiktion

Der er ingen tvivl om, at Roman Polanskis dramatiske liv spiller en væsentlig rolle for de film, han laver. I 2014 lavede vi en gennemgang af instruktørens liv og værk, som vi her bringer i en let forkortet og samtidig opdateret udgave:

1933

Roman Polanski fødes i Paris, men hans polske familie flytter tilbage til Kraków i 1936. Under de tyske nazisters invasion bliver familien forflyttet til Krakóws ghetto. Polanskis far deporteres til koncentrationslejrene i Mauthausen-Gusen og hans mor til Auschwitz, hvor hun myrdes kort efter. Polanski forenes med sin far efter krigen. Steven Spielberg tilbyder i 1990’erne Polanski at instruere Schindlers liste, men han takker nej, fordi skildringerne fra ghettoen kommer for tæt på hans eget liv. Derimod instruerer han i 2002 den oscarvindende Holocaust-film Pianisten, der finder sted i en ghetto i Warszawa.

1962

Kniven i vandet gør Polanski til et navn i Vesten. Filmen er et trekantsdrama om et ægtepar, der inviterer en mandlig blaffer med på en bådtur, som udmunder i et voldeligt magtspil mellem de to mænd. Filmen fremstiller mennesket som grundlæggende fejt og egoistisk – og kvinden som det drilske objekt for mandens magtmanifestation.

1965

I den britiske psychohorrorfilm Chok (Repulsion) spiller Catherine Deneuve en søvngængeragtig og ængstelig ung belgisk kvinde, der hallucinerer om seksuelle overgreb om natten og ender med at afvise en beundrers tilnærmelser ved at slå ham ihjel.

1968

I en af Polanskis mest populære film, psykothrilleren Rosemarys baby, spiller en ung Mia Farrow Rosemary Woodhouse, der under sin graviditet får bange anelser om, at hendes mand, i samarbejde med det nysgerrige og dominerende nabopar, udfører mørk heksekunst og vil tage hendes ufødte barn fra hende i pagt med djævlen. Filmen balancerer subtilt mellem hendes paranoia og spor, der indikerer, at hun måske har ret i sin frygt.

1969

Polanskis højgravide hustru, skuespilleren Sharon Tate, og tre af deres venner bliver myrdet i parrets hjem i L.A., mens Polanski er i Europa for at arbejde. Det er medlemmer af Manson-familien, der står bag mordet. Mediernes sensationelle historier om Tate og Polanski og deres livsstil forud for mordet efterlader Polanski med stor bitterhed over for pressen. Han har i et interview udtalt, at tabet af Tates død har ændret ham fra at have »et grænseløst, ubekymret hav af optimisme og forventninger« til »indgroet pessimisme … uendelig utilfredshed med livet«.

1974

I Polanskis måske mest populære mesterværk, den stilfulde film noir Chinatown, spiller Jack Nicholson privatdetektiven Jake Gittes, der kommer på sporet af en skandale vedrørende den lokale vandforsyning i L.A. Faye Dunaway spiller en mystisk femme fatale, hvis myrdede mand og suspekte far er en del af skandalen. Til sidst indrømmer hun over for Gittes, at hendes yngre søster ikke blot er hendes søster, men også hendes datter. Og i filmens klimaks bliver hun myrdet i et mareridtsagtigt Chinatown.

1976

Den nye lejer er endnu en psykologisk thriller i en lejlighed, men den er også en forvandlingsgyser. Polanski spiller bureaukraten Trelkovsky, der lejer sig ind i et lejlighedskompleks, efter at den tidligere beboer, en ung kvinde, er sprunget ud ad vinduet og nu ligger for døden. Trelkovsky flytter ind i lejligheden med alle hendes ting, og langsomt, i tiltagende paranoia over de øvrige beboeres nysgerrighed og klager, smelter han fatalt sammen med den tidligere lejer.

1977

Den 11. marts anholdes Polanski i L.A. for seksuelt overgreb på en 13-årig fotomodel, Samantha Geimer. Polanski laver et forlig med Geimers advokat, hvor blandt andet voldtægtsanklagen frafaldes, mens anklagen om samleje med en mindreårig fastholdes. Af frygt for, at dommeren vil give ham mange års fængsel, flygter Polanski ud af landet og har ikke siden kunnet vende tilbage til USA.

1989

Polanski gifter sig for fjerde gang med en yngre skuespillerinde, den 33 år yngre, franske Emmanuelle Seigner, som han har to børn med og stadig lever sammen med i dag.

1992

Bitter Måne er en erotisk thriller, der viser Polanskis karakteristiske tæft for det paranoide, og som har en solid sadomasochistisk undertone. Hugh Grant spiller en mand, der på en sejltur til Indien med sin hustru (Kristin Scott Thomas) bliver forgabt i en eksotisk fransk kvinde (Emmanuelle Seigner), alt imens hendes kørestolsbrugende, amerikanske mand (Peter Coyote) detaljeret fortæller ham om ægteparrets voldsomt erotiske, siden psykisk og fysisk voldelige, forhold.

2009

Polanski bliver anholdt i Schweiz på foranledning af de amerikanske myndigheder, som stadig ønsker ham straffet for overgrebssagen fra 1977. Han fængsles i Zürich i to måneder og kommer dernæst under husarrest. Han får støtte af en lang række kendisser og kolleger. I 2010 afviser Schweiz at efterkomme amerikanernes krav.

2013

Venus i pels, der er med i hovedkonkurrencen på Cannes Film Festival, er en filmatisering af et teaterstykke, der baserer sig på Leopold von Sacher-Masochs roman af samme navn. Gennem en række drilske fortællelag udfoldes magtspillet i en erotisk underkastelsesrelation mellem en mand og en kvinde.

2019

Officer og spion, der handler om justitsmordet på kaptajn Alfred Dreyfus i 1890’ernes Frankrig, har premiere på filmfestivalen i Venedig. Den får gode anmeldelser og vinder juryens store pris. Nye anklager om seksuelle overgreb har dog ramt Polanski, og der demonstreres imod ham til filmens franske premiere.

2020

Officer og spion nomineres til flere af de franske César-priser, hvilket resulterer i, at komiteen bag trækker sig, og prisens præsident træder tilbage. Da filmen til César-uddelingen vinder for bedste instruktion, udvandrer skuespilleren Adèle Haenel, mens hun råber: »Bravo, pædofili!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Malou Lauridsen

At han ikke er sat i fængsel endnu. Hvor ser nogen den mands film?

Sex med mindreårige er blevet det store dyr i åbenbaringen.
Og ja, man er straffældig, hvis man har sex med 13-årige. Men 50 år i et amerikansk fængsel er vel lige i overkanten?
Offeret mener i øvrigt selv, at processen omkring retssagen og den livslange graven i sagen har været mere ødelæggende for hende end selve den seksuelle handling.
Tiden var også en anden. I den seksuelle frigørelses ånd tillod man sig mange ting, som vi nu må tage afstand fra.
Var Polanski så skyldig? Kan hænde, men det vides ikke.
Man bør nemlig tage i betragtning, at det amerikanske retssystem er sådan indrettet, at de færreste anklagede tør af afslå et tilbud om ’plea bargain’. Med god grund! De, der afslår, bliver rutinemæssigt idømt groteskt lange straffe. Så kan de lære det, kan de!
Af den grund anslår man, at omkring 90 % af alle indsatte i USA slet ikke har begået den kriminelle gerning, de er fængslede for!
Og anklagerne efter 2010 om 3 overgreb foretaget i 1970’erne og 80’erne?
Afskyeligt, hvis de er sande. Omtrent lige så afskyeligt, hvis de er opdigtede.
Hvis det sidste er tilfældet, så tror da pokker, at Polanski prøver at rense sig selv!
Det kan vel dårligt bebrejdes ham?

Jan Fritsbøger, Hans Larsen, Per Torbensen, uffe hellum, Alvin Jensen, Gitte Loeyche og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

Nej han kan ikke bebrejdes at han hævder han er uskyldig men det er han jo ikke. USAs uperfekte retssystem er vel ikke bevis for at Polanski ikke er pædofil?

Han har hele tiden haft muligheden for at hyre et dream team af advokater og rejse over og forsvare sig selv men han har valgt aldrig at tage til et land der muligvis ville arrestere ham og sende ham til USA.

Mage til hykleri skal man lede længe efter. Først at fastslå at filmen er et storslået kunstværk og efterfølgende betvivle om filmen overhovedet burde være blevet lavet. Som om det første ikke var en rigelig begrundelse for det andet. Der er vist én der er blevet bange. Men alle har selvfølgelig grund til at være bange i nymccarthyismens tidsalder.

Hans Larsen, Ebbe Mortensen, Per Torbensen, Torben Lindegaard, Ole Kresten Finnemann Juhl, Olaf Tehrani, Gert Hansen, ulrik mortensen, Pietro Cini og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar

* Var Polanski skylding i det, han erkendte sig skyldig i for at opnå 'plea bargain'?

Anders Sørensen

Hvis man kan adskille kunstneren (og altså dennes værk) fra privatpersonen og dennes gøren og laden, er det vel ret ligegyldigt, om kunstneren (og altså værket) beskriver ting, der muligvis refererer til private forhold.

Hvorfor skulle, i tilfældet, Polanski have frikort til at lave film og blive bedømt som kunstner, blot han ikke tager udgangspunkt i personlige forhold?

Det er hykleri eller berøringsangst at mene, at man da sagtens kan se Polanskis film, hvis bare han afholder sig fra at beskæftige sig med det, der punkterer vores opfattelse af kunstneren adskilt fra hans værk.

Den eneste grund til, at man stadig opfører operaer af Wagner er, at hovedparten af krænkelsessegmentet ikke har tilstrækkelig historisk viden og kulturel baggrund til at være klar over, at valkyrieridtet er skrevet af en notorisk antisemit. Og gud ske tak og lov for det. Så har vi andre stadig muligheden for at gå i operaen og nyde hans uomtvisteligt geniale værker.

Menhvad med videnskaben? Kan vi overhovedet tillade os f.eks. at fremtille væksthormoner og insulin via gensplejsning, når DNA-spiralens opdager Watson har udtalt sig åbenlyst racistisk ved flere lejligheder? Burde der ikke i indlægssedlen på Victoza og Semaglutid fra NOVO være en længere redegørelse for denne problemstilling? Og man kan da heller ikke være bekendt at bruge denne betændte og racistiske videnskab i forbindelse med DNA-beviser i poitiarbejde og retssager. Cytosin, adenin, guanin og thymin bør simpelthen ties ihjel.

Hans Larsen, Jes Balle Hansen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

Flemming Olsen. Meget whataboutery her synes jeg. Statutory rape og så noget nogen har sagt kan du vel godt se forskel på?

Gerninger vs. udtalelser?

På Wagners tid var hans udtalelser heller ikke ulovlige. Da Polanski erkendte at han havde sex med en 13-årig var det et ulovligt forhold.

Polanski er en kujon uden respekt for sit offer. Han ynker sig selv og er højst sandsynligt begynde at tænke på sit eftermæle som bliver: pædofil.

Malou Lauridsen: Ja, jeg prøver altid at se tingene i en større sammenhæng. Temaet er efter min opfattelse, om man kan forkaste en persons væsentlige livsværk på baggrund af hans i øvrigt tvivlsomme livsførelse og moral.

Men jeg kan da finde på andre eksempler, hvis du ikke synes om de fremførte. Edgar Allan Poe USA' s store digter giftede sig som 27-årig med sin 13-årige kusine. Det måtte man åbenbart godt dengang, der hvor han boede, men bliver det bedre af det? Pædofili er vel pædofili og ondt i sig selv, og er det ikke en farlig glidebane at begynde med historiske relativiseringer? Ikke desto mindre, synes jeg stadig at "The Raven" er et fantastisk digt, som fortjener at blive læst og husket.

Hans Larsen, Christian de Thurah, Jes Balle Hansen , Birgitte Johansen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

“Temaet er efter min opfattelse, om man kan forkaste en persons væsentlige livsværk på baggrund af hans i øvrigt tvivlsomme livsførelse og moral.“

Du trivialiserer lidt og kommer med endnu et eksempel fra en anden tid. Polanski erkendte forholdet og flygtede så. At feje hans fortid ind under tæppet og hylde hans film er at skide på retssikkerheden og ofret. Han er en skyldig person der stadig er ustraffet.

At filmverdenen så har ladt ham virke er efter min mening også enormt usympatisk. Man skulle have vendt ham ryggen for længst, ligesom man skulle have gjort med Epstein og Weinstein. De havde også et netværk til at holde hånden over dem.

Christian de Thurah

Hvad med Polanskis film fra før 1977? Kan man heller ikke tillade sig at kunne lide dem?

Malou Lauridsen

De Turah. Måske lidt en forsimplet gang whataboutery du kommer med her..

For mig er Polanski en gigantisk kujon. På flugt på 5 årti er den indrømmede pædofile. Det handler et eller andet sted også om ordenlighed og her har filmbranchen ladt ham søge offer-rollen i denne film. Polanski er jo ikke eftersøgt fordi han er jøde men han vil gerne fremstille det sådan.

Malou Lauridsen. Ja Poe var fra en anden tid, men du modsiger din egen absolutte præmis "pædofili er ondt" hvis du relativiserer det på den måde. Var det der skete på filmholdet under optagelserne af "Du er ikke alene" med en voksen instruktør som ikke kunne holde fingrene fra børn, så heller ikke så slemt, fordi det var 40 år siden og en anden "tidsånd"? Skadevirkningerne på ofrene var vel de samme. Men filmen i sig selv promoverede eller forsøgte at promovere en mere liberal holdning til homoseksualitet, som fik en betydelig indflydelse.

Malou Lauridsen

Flemming Olsen, det handler om Polanski og hans offer. Ikke om Poe eller andre pædofili-sager. Måske du kan finde en anden tråd til dem?

Polanskis sag er helt speciel fordi han stadig er på flugt. Hvad du synes om andre kendte personer/kunstnere der i datiden har gjort ting der er ulovlige i dag interesserer mig ikke videre.

Hvad med dit? Hvad med dat? Hvis nu? Du er ude i gentagen whataboutery.

Christian de Thurah

Malou Lauridsen
Whataboutery? Ja, måske. Men jeg får det indtryk, at du abonnerer på en idealistisk forestilling om, at det gode, det sande og det skønne må være et. Noget, der ikke er godt, kan heller ikke være smukt, en instruktør, der er et dumt svin, kan ikke lave gode film osv. Det er dejligt enkelt, men det diskvalificerer også en betragtelig del af vores kulturhistorie.

Malou Lauridsen

De Turah. Den film er jo et forsvar for ham selv. Forekommer det dig ikke suspekt at han sidestiller sig selv med Dreyfus?

Christian de Thurah

Malou Lauridsen
Jeg tror, vi taler lidt forbi hinanden. Du taler om Roman Polanski, jeg taler om hans film. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er en stor fan af Polanskis film, jeg mener faktisk, at vi endnu har til gode at se en dårlig film fra ham, men jeg er ikke nogen fan af Polanski. Egentlig interesserer han mig slet ikke.
Jeg har endnu ikke set Dreyfuss-filmen, men jeg glæder mig til at se den, og hvad instruktøren måtte have haft af mere eller mindre skumle bagtanker med den, kommer nok ikke til at påvirke min opfattelse af, om det er en god eller dårlig film i særlig høj grad.
Min pointe med at skrive om filmene fra før1977 er, at jeg synes det er interessant, hvad man vil mene om film, der er lavet, før Polanski blev beskyldt for pædofili og voldtægt. Hvis man fx synes, “Rosemary’s Baby” var en god film, da den kom frem, skal man så nu gå tilbage og revurdere den i lyset af, hvad der senere er sket? Hvem ved, måske havde Polanski lavet svinestreger allerede den gang. Vi vidste det bare ikke. Er filmen nu dårlig? Eller er den stadig god alligevel? Og gælder al denne bagkloge revisionisme kun nulevende kunstnere, eller skal hele kulturhistorien have et ordentligt etisk eftersyn med omskrivning for øje?

Jan Fritsbøger

der forekommer en del tilfælde hvor et menneske bryder en lov uden at man af den grund kan beklikke vedkommendes moral,
da jeg var 23 blev jeg kæreste med en pige på 14 og hendes forældre bifaldt forholdet, hvis vi havde haft sex inden hun fyldte 15 ville det have været strafbart,
men er det rimeligt at to mennesker som elsker hinanden ikke må følge deres hjerte,
for mig har lovens ånd altid været vigtigere end lovens bogstav,
og det er en selvfølge at det er og bør være strafbart hvis en voksen forfører et barn og dermed udnytter den unges umodenhed til at opnå egen tilfredsstillelse,
og det er vel den situation loven skal beskytte imod,
og jeg ved ikke om der var kærlighed inde i billedet da Polanski brød loven, og om der evt. kan være andre omstændigheder som kan indvirke på en moralsk dom i sagen,
at juraen er klar er der til gengæld ingen tvivl om

Filmen er fremragende, men desværre for kort. Desuden giver den ikke et fyldestgørende billede af den forgiftede atmosfære som drev mange franskmænd til - i ytringsfrihedens navn! - at håne og tilsværte dem, der turde forsvare den stakkels og uskyldige Dreyfus.
Filmens titel er totalt misvisende. Filmen burde hedde "J'accuse!" (Jeg anklager) eller "Dreyfus-affæren".