Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Portugisisk roman skaber surrealistisk liv ud af Anden Verdenskrigs murbrokker

Afonso Cruz’ roman ’Kokoschkas dukke’ holder de historier, der stadig angår hele Europa, i live
De sørgelige liv i Dresdens bomberegn får fine virkelighedsmuligheder i Afonso Cruz’ roman ’Kokoschkas dukke’.

De sørgelige liv i Dresdens bomberegn får fine virkelighedsmuligheder i Afonso Cruz’ roman ’Kokoschkas dukke’.

Richard Petersen

Kultur
18. september 2020

Må man skrive legende, ornamenteret og måske ligefrem morsomt om jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig? Den nyoversatte roman Kokoschkas dukke af portugiseren Afonso Cruz (f. 1971) gør netop det. Den handler om krigsforbrydelser, men også om at gøre opdigtede personer virkelige, så de ikke fortaber sig i historiens mylder.

Romanen følger en jødisk mand og en jødisk kvinde, som løber på hinanden, da de forsøger at gemme sig for nazisterne. De danner en forhutlet familiekonstruktion, mens bomberne falder over Dresden. Romanen udkom på portugisisk i 2010 og vandt i 2012 EU’s Litteraturpris, og man fornemmer et næsten kontinentalt projekt. Kokoschkas dukke strækker sig fra Lissabon til Minsk i et forsøg på at holde de historier, der stadig angår hele Europa, i live.

Den er fortalt med en mild surrealisme, der fint indfanger det umulige i projektet og det stadigt uforståelige i de virkelige krigsforbrydelser. 

For eksempel begynder en ung pige at bløde fra håndflader og fra øjenbryn, det står ud som fra »vandhaner«, da hun når den præpubertære alder. En ældre herre, der ikke forstår volden, beskrives rammende som »et stykke porcelæn i en elefantbutik«. Og Anden Verdenskrig afsluttes med en kapitelindledning, der har samme unaturlige selvfølgelighed som håndfladeblodet:

»Og krigen var ved at være forbi efter at have ødelagt alt, husene, følelserne, de schweiziske ure«.

Bogen er en blanding af ensemblefortælling, prosalyrik og klassisk romankunst. På den ene side er romanen alvorsfuldt poetisk med sætninger som »de levende blev efterhånden mere og mere døde«. På den anden side er det en spasmager af en bog, hvor der er en tyk kat, der hedder »Luftwaffe« og en detektiv, der hedder »Filip Marlov«. Der er små håndtegninger på siderne, der er en helt anden roman inde i romanen, og der er en sidehistorie, der er en ren Raymond Chandler-noir-parodi.

Sangfugle i en krigstid

Hovedsporet er den jødiske dreng Isaac Dresner, der gemmer sig for en nazistisk soldat, der har skudt hovedet af hans bedste ven. Han finder ly under gulvbrædderne i en fuglehandel, hvor den mentalt tilbagestående fuglehandler Bonifaz Vogel tror, at han hører stemmer, der vejleder ham i, hvor meget en sangdrossel skal koste.

Afonso Cruz: ’Kokoschkas dukke’.

Saxo
At folk stadig køber sangfugle under en verdenskrig er i sig selv hjerteskærende, og skildringen af den fortabte Vogel lige så varm og ulykkelig: »Hans stillede stolen tæt ved kanariefuglene, satte sig under deres kvidren og lod dem fylde sit hoved med tomme rum. Når fuglene sang allermest intenst, blev Bonifaz Vogel siddende stille af frygt for, hvis han rejste sig, at banke hovedet mod de allersmukkeste triller.«

Da Isaac endelig kommer op fra sit skjul, tager han sig af den åndslammede Vogel og en anden flygtning, den hviderussiske malerinde Tsilia, der render ind i deres liv.

Herfra bliver det svært at holde styr på personerne, der vrimler frem mellem to virkelige begivenheder. Den ene er bomberne over Dresden, og den anden er kærlighedsforholdet mellem den østrigske maler Oscar Kokoschka og den kosmopolitiske kulturperson Alma Mahler. Hendes ægteskaber talte Walter Gropius og Gustav Mahler, og i den korte affære med Oscar Kokoschka når han at forelske sig så voldsomt i hende, at han, da hun forlader ham, fremstiller en tro kopi af hende.

Til sidst smider han dog Alma-dukken i skraldespanden, og historien fræser videre, da forhutlede skikkelser på skift overtager den og bruger den som gudebillede, som moderskikkelse og som alter ego.

Skrift mod ødelæggelsen

Kompositionen minder om Fernando Pessoas (1888-1935) modernistiske leg med aliasser og forbytninger. Den store portugisiske digter var kendt for sine ’heteronymer’: Han gav sig selv andre navne og iførte sig sine fiktive personers tøj, når han gik rundt i Lissabons gader. Men hos Cruz er et legesygt persongalleri også en etik og en poetik. Det er ikke en ironisk stiløvelse, men en nødvendighed for at komme ud i alle afkroge af et ødelagt Europa.

Anden Verdenskrig har hidtil repræsenteret en ydre grænse for fiktionen. Vidnesbyrdlitteratur har været forbeholdt dem, der var i lejrene og siden påtog sig den umulige, men nødvendige opgave at fortælle om det.

Men tiden går, og efterhånden taler man om de efterkommere og børnebørn, der skal huske noget, de ikke har oplevet, men heller ikke må glemme. 

Kokoschkas dukke er i den sammenhæng en nyskabelse inden for vidnesbyrdstraditionen. Afonso Cruz gør prosaen til en skabelsesproces, der omvender den virkelige verdens ødelæggelse ved at bruge fantasi og lethed. 

Det skabelsesideal lægges i munden på en kugleskør forlægger, der forklarer en privatdetektiv, hvorfor han hyrer forfattere til at skrive bøger:

»Som jeg allerede har sagt, så fremstiller vi her liv. Vi tager papirpersoner, der er lige så tynde som de sider, de lever på, og giver dem en eksistens.«

Kokoschkas dukke er en roman, der vil forbinde sig til verden. Det gør den gennem håndfladeblødende piger og åndssvage fuglehandlere. Jeg kan ikke komme på et sted, hvor disse sørgelige liv i Dresdens bomberegn kunne få finere virkelighedsmuligheder end i en bog.

Afonso Cruz: ’Kokoschkas dukke’. Oversat af Ole Eistrup. Jensen & Dalgaard. 304 sider. 300 kroner. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her