»Barmhjertighedens engel,« bliver Mildred Ratched (Sarah Paulson) på et tidspunkt kaldt i Netflix-serien Ratched.
Hun er sygeplejerske på et velrenommeret psykiatrisk hospital i Californien, og hun har sammen med en sygeplejer, Huck (Charlie Carver), netop hjulpet to af hospitalets mere ulykkelige patienter på flugt.
Sandheden om Mildred Ratched er dog mere kompleks end som så. Faktisk er hun godt på vej til at blive det monster af et menneske, hun er i Milos Formans filmatisering af en Ken Kesey-roman, Gøgereden (1962), hvor hun spilles af Louise Fletcher og ender med at få Jack Nicholsens rebelske McMurphy ned med nakken. Ratched er med andre ord en slags forløber for Gøgereden, selv om jeg ikke er sikker på, hvordan hverken Kesey eller Forman ville tage imod serien.
Historien foregår i 1947 og handler om, hvordan Mildred Ratched blev, som hun blev, og det har ikke mindst med en ulykkelig barndom og overgreb og vanrøgt fra en tidlig alder at gøre. Men den slags psykologisk arkæologi er i virkeligheden mindre interessant end alt det, der foregår i seriens nutid, og som præsenteres som en skamløs og kulørt blanding af Alfred Hitchcocks suspense og Douglas Sirks melodrama. Der er knald på farverne, når seriens skabere, Evan Romansky og Ryan Murphy, inviterer os med til en søvnig californisk kystby, et luvslidt motel med en mystisk ejer (Amanda Plummer) og så det stort anlagte og på mange måder luksuriøse psykiatriske hospital, Lucia State Hospital.
Tvivlsomme behandlingsmetoder
Mildred Ratched er ganske rigtigt sygeplejerske – hun sejlede med den amerikanske stillehavsflåde under Anden Verdenskrig – men det er under falske forudsætninger og takket være en god del manipulation og bedrag, at det lykkes hende at få en stilling på Lucia. Det bringer hende straks på kollisionskurs med stedets magtfuldkomne oversygeplejerske, Betsy Bucket (en fantastisk Judy Davis), der er forelsket i hospitalets geniale og lidt mystiske leder, doktor Hanover (brillante Jon Jon Briones), som til gengæld ikke kan fordrage hende.
Hospitalets patienter er mestendels velhavende mennesker, som har forskellige mentale problemer, og husmødre, der har fundet ud af, at de er homoseksuelle, og nu er blevet tvangsindlagt af deres mænd for at blive kureret. Hanovers behandlingsmetoder består af alt fra samtaler, medicin og vandterapi til det hvide snit, hypnoterapi, LSD og det, der er værre. Han har et ægte ønske om at kurere sine patienter, men han synes også at famle lidt i blinde, når det kommer til de mere, skal vi sige, avancerede metoder, der set med moderne øjne er både primitive og grusomme.
Tilmed mangler hospitalet penge, og Hanover forsøger at overtale guvernøren (Vincent D’Onofrio) til at bevilge penge til nye terapiformer. Først forgæves, men så lykkes det, men kun fordi den ærgerrige og ikke særlig sympatiske guvernør kan se en idé i at lancere en genvalgskampagne på hospitalet, hvor den brutale, såkaldte præstemorder, Edmund Tolleson (Finn Wittrock), indlægges til psykiatrisk vurdering inden en eventuel retssag og en tur i den elektriske stol.
Technicolor-mareridt
Og så er der ellers lagt op til en heftig cocktail af sex, stoffer, mord, amputation og sindrige intriger, hvoraf Mildred Ratched står bag de fleste. Det er ikke tilfældigt, at hun vil arbejde på Lucia, hvor ikke alle er, hvad eller hvem de giver sig ud for at være, og hvor de færreste tør være sig selv. Heller ikke Ratched, der ikke vil erkende sin tiltrækning til guvernørens pressesekretær, Gwendolyn Briggs (Cynthia Nixon), som selv skjuler sin homoseksualitet i et skinægteskab med en homoseksuel mand. Og da slet ikke den temperamentsfulde doktor Hanover, der helt bogstaveligt talt har lig i lasten, og som stræbes efter livet af en hovedrig, hævngerrig kvinde (Sharon Stone, der altså gør en god diva).
Ja, det er næsten for meget af det gode, og det er både en af Ryan Murphys styrker og svagheder. Han holder sig på ingen måder tilbage, når han lader sine hovedpersoner kæmpe for at finde og holde fast i deres egen identitet i et samfund og en tid, der ikke har plads til dem. Hans serier, der bestemt ikke er for alle, er fulde af arrede, desperate, utilpassede individer; det gælder American Horror Story, American Crime Story, Pose, Feud og Hollywood, og det gælder Ratched, der ligesom American Horror Story er lidt af et freakshow, men også tager de udstødtes parti og argumenterer for deres ret til at være til.
Serien handler som sagt om, hvordan et menneske bliver til et monster – det er ikke noget, man fødes som, selv om retssystemet ser det sådan, fordi det er nemmest – og det er i høj grad vejen derhen, som optager Murphy og Evan Romansky. De har skabt en forførende flot Technicolor-agtig udgave af 1940’ernes Californien, der skiftevis tager sig ud som et mareridt og en drøm, og hvor pludselige farveskift angiver personernes sindsstilstand. Det er overgearet og ovedrevet, men det er også underholdende og indimellem morsomt på den grumme måde.
Og så er Sarah Paulson helt forrygende i titelrollen. Hun er skiftevis iskold og følelsesladet, og man er sjældent helt sikker på, hvor man har hende. Det giver Ratched et klædeligt strejf af uforudsigelighed og farlighed, at man ikke ved, hvordan hun vil reagere i en given situation.
’Ratched’ – Skabt af Evan Romansky og Ryan Murphy. Alle første sæsons otte afsnit kan ses på Netflix
"et monster ikke noget, man fødes som, men noget man bliver"
Sikke engang fordrukkent sludder!
Hun var overhovedet ikke noget monster - højst striks - og måske lidt hjerteløs
/O
steen ingvard nielsen, jamen så må du vel have solid viden om området - jeg forestiller mig, at du er uddannet indenfor og har forsket i områder som psykologi, psykiatri, neurobiologi og den slags områder, når du kommer med det meget kategoriske udsagn om at udsagnet "et monster er ikke noget, man fødes som, men noget man bliver" skulle være noget fordrukkent sludder, og måske du så vil indvi os andre i din visdom ?
Richard Rodgers er citeret for at sige om Stephen Sondheim, som jeg oversætter: at han voksede fra at være en bedårende lille dreng til et monster, efter at de havde arbejdet sammen på musicalversionen af 'En sommers dårskab'. Relevansen er dog, at Sondheim året før havde skrevet et af sine mest spektakulære flops, 'Anyone Can Whistle', der i hælene på Kesey dramatiserer anti-psykiatrien.
“Every monster starts off as someone's baby.” ~Cameron i Continuum, S2E9.