Der må sidde en caster et sted på et produktionsselskab og fryde sig. For det har været noget af et sats at hyre en række store danske billedkunstnere, der hverken er ude på at indynde sig hos seerne eller deres kolleger, til et realityformat i stil med TV 2’s Toppen af Poppen, hvor kendte danske musikere nyfortolker hinandens sange. Jeg fryder mig også, for Kunstnerkolonien i Skagen er forrygende tv.
DR har indlogeret seks danske kunstnere på et hotel i Skagen, hvor Anna Ancher og P.S. Krøyer for 150 år siden skabte deres berømte kunstnerkoloni. De nulevende kunstnere skal over 14 dage bo og spise sammen, skabe kunstværker og til sidst udstille sammen.
Forlægget indgyder ærbødighed, men det preller heldigvis af på deltagerne, der er storleverandører i oneliners. For eksempel når den strenge Kirsten Justesen (f. 1943) i et af de første afsnit møder den energispjættende maler Frederik Næblerød (f. 1988). Hun insisterer på, at hun i hvert fald ikke er 77 år gammel, men »seksoghalvfjerds et halvt. Nu skal du ikke komme for godt i gang«. Han kvitterer med at rende byen rundt efter en flaske rødvin, for »Kirsten vil gerne have noget vin, ellers gider hun ikke være her«.
Straks skal de installere sig i hver deres atelier. Næblerød har fået en kæmpemæssig lagerhal og går til arbejdet med racercykelbriller i panden og en energi, der er en stukken gris værdig. Maleren Erik A. Frandsen (f. 1957) har fået lov til at låne Krøyers gamle atelier, og som en bamsefar, der har fået en ny gadget, hygger han sig med at afprøve stedets potentielle special effects og se, om han kan lave et camera obscura. Ved at indsætte en lystæt trædør og bore et lille hul i den, slipper virkeligheden indenfor omvendt projekteret op på væggen, som en slags Platons hule. »Der er hus på hovedet!« klukker Frandsen lykkeligt.
Og så er der John Kørner (f. 1967), der på bedste divamanér ikke er tilfreds. Han kan under ingen omstændigheder skabe kunst i det værksted, han har fået. Han kører til Skagen Odde Naturcenter på jagt efter et nyt, sætter sig ned i det overvældende landskab og fyrer en tirade af mod arkitekturen. »Jeg synes, det er lidt uforløst. Det provokerer mig.« Ha! Tænk, hvis vi alle sammen begyndte at stille den slags krav til arbejdspladsen.
Kunstnerkolonien i Skagen er den genreblanding af reality-tv, socialt eksperiment og kulturformidling, som jeg ikke anede, at jeg længtes efter. Kameraet følger kunstnerne og deres proces med et ligefremt og uærbødigt blik, der både underholder og gør mig klogere.
Pædagogisk reality-tv
Jeg har for eksempel lært, hvordan man siger pænt nej tak. I en lang scene følger man maleren Maria Torp (f. 1975) arbejde sine stiliserede, hyperrealistiske portrætter frem. Hendes hånd bæver og overvejer, hvor den næste lillebitte streg skal lægges. Så tromler Frederik Næblerød ind og spørger, om han må bruge rummet.
»Nej,« siger Maria Torp. »Du har en meget vild energi. Nogle gange er det fedt at kunne vælge den fra, eller bare vælge sin egen energi.«
Det er en kærlig og ærlig sætning, som ingen bliver kede af, og således viser Maria Torp pædagogisk vej for alle os introverte nørklere, der drømmer om arbejdsro.
Kunstnerne skal selvfølgelig besøge Skagens Museum. Mens nogle bruger timer på at studere Anna Anchers pasteller, er det igen Næblerød, der som et barn i sukkerchok keder sig og river et maleri ned fra væggen. Men straks har han fundet Skagens Bamsemuseum (!), og nu falder han i staver over mølædte sovedyr på stiliseret skovtur. Klip til atelieret, hvor han overbevisende viser, hvordan de uhyggelige tøjdyr har inspireret ham til at fremmane mareridtsbilleder på lærredet. Programmet kommer ubesværet fra spas til saglighed.
For efter ethvert realityegnet udsagn vender kunstnerkolonien tilbage til værkerne og tager projektet seriøst.
Kirsten Justesen bruger et af de første afsnit på at krukke som en anden Ghita Nørby over, at hun ikke kan få vejret, eller som hun siger, sit »visuelle vejr«. Det er, fordi hun er blevet installeret i et kunstnerværksted med lidt for mange tegneremedier og krimskrams i vindueskarmene – eller »børneefterladenskaber«, et nyt, men præcist ord, hun harmdirrende opfinder til lejligheden. Hun går i stedet udenfor for at samle blade fra buske og træer, så hun kan skabe – hvad man tror er – et privat staudebedsprojekt.
Så finder hun en enorm rododendronbusk. »Det siges, at der er 90 skridt rundt om den. Nu laver jeg en performativ vandring rundt om rododendronbusken i 90 skridt«, proklamerer hun højstemt. Halvvejs rundt har hun glemt at tælle skridtene, og det er gudsbenådet komik. Men så bliver man alligevel overrasket, for snart har Justesen tryllet de indsamlede blade om til et formalistisk værk, der er rigt på krop og natur.
Selv den forsagte kunstner Cathrine Raben Davidsen, der er en selvproklameret enspænder, lukker os ind. Hun arbejder næsten alkymistisk med at fremkalde skyggevirkninger i kobberstik, og hun ætser maling væk, når farverne er for voldsomme. Ved at låne hendes blik ser man pludselig de mange farvespil, der er i tang, hun finder på stranden. Hun nyfortolker et Anna Ancher-værk af en blind kone ved at male det i negativer, og man bliver overrumplet af hendes sans for at visualisere det usynlige.
En helt anden tilgang har Næblerød selvfølgelig. Han kratter rundt på et lærred med hænderne og kigger ikke engang på, hvad han laver, da sirlige Maria Torp kommer forbi. Modsætninger mødes, og de to får sig en interessant snak om processer.
Sådan bliver jeg klogere på de mange måder, man kan skabe kunst på, når Næblerød fortæller, hvordan han manisk producerer værker, for at sortere skidt fra kanel til sidst – og når Torp så forklarer, at hun kun arbejder på et værk af gangen. Og det er bedst, hvis hun ikke helt forstår motivet, for så kan hun gå og undre sig over det i de seks måneder, det kan tage hende at blive færdig.
Der findes andet end malerkunst
Det eneste, jeg kunne ønske mig, var at programmet havde været mere dristigt i sit valg af kunstformer. For siden Krøyer og Ancher er der altså kommet installationskunstnere, videokunstnere og performancekunstnere til. Ud over Kirsten Justesen er der kun malere med i programmet.
Hvorfor ikke spørge videokunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen, der arbejder med at iscenesætte alverdens fordomme på egen krop, om hun ville give sit besyv med?
Eller man kunne spørge den unge performancekunstner Esben Weile Kjær. Jeg kan lige forestille mig, hvordan han kunne vride sig som sexet havmand på stranden ved Grenen.
Måske man endda kunne have lokket Claus Carstensen til. Gad vide, om han igen ville lave kunst med sin egen urin og gad vide, hvad han stiller af krav til sit atelier?
Jeg håber, at DR vil gøre det til et fast sensommerhøjdepunkt at sende et hold kunstnere til Skagen – eller til Christiansø eller Nymindegab, der også har haft betydelige kunstnerkolonier. Jeg er blevet langt klogere på vejen fra tanke, gennem hånd og til kunstværk og ikke mindst på, hvor mange indsigter der gemmer sig bag det, jeg andre steder ville have afskrevet som krukkeri og særhed.
Og så har jeg lært, at man ikke skal tale til Kirsten Justesen, før hun har fået sit morgenæg. »Schhh!«, lyder det fra den skrappe grande dame af dansk kunst.
Vi tier velvilligt og glor i stedet.
’Kunstnerkolonien i Skagen’. Vises på DR2 og kan ses på dr.dk/tv. Afsnit 4 sendes 6. september. I alt 6 afsnit. Anmelderen har set fire ud af seks afsnit.
En kommentar til:
”Kunstnerkolonien i Skagen er den genreblanding af reality-tv, socialt eksperiment og kulturformidling, som jeg ikke anede, at jeg længtes efter”.
Der er ikke meget reality – tv over det, for de ville aldrig have arbejdet med deres kunst på netop den måde, som de gør, hvis ikke de særlige omstændigheder, de er anbragt i, havde tvunget dem til det. Selv om de på et teknisk niveau arbejder ud fra det, som de ved, at de kan.
Til gengæld fungerer det fint som socialt eksperiment og ikke mindst psykologisk eksperiment, hvor hver af deltagerne, på grund af de særlige omstændigheder, ret hurtigt afslører træk ved deres personlighed og deres identitet som kunstnere, som vi måske ellers ikke ville have fået at se.
Det undrer mig, at såvel anmelderne i Berlingske, Politiken og Information mener, at de af serien (indtil videre) er blevet så meget klogere på både kunst og kunstnere. Så må de sandelig på forhånd have været meget uvidende herom (og det kan vel ikke rigtigt passe?).