Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sådan kan mennesker også være

Forbrydelse og straf. Ny bog går ind i drabsdømtes mørke og kommer ud med almenmenneskelige opråb
Kultur
25. september 2020
Thomas Thurahs interviewbog med 12 drabsdømte rækker ud med stærke spørgsmål og overvejelser, der ikke kun angår mordere, selv om det ikke bliver mørkere, end når det femte bud overtrædes.

Thomas Thurahs interviewbog med 12 drabsdømte rækker ud med stærke spørgsmål og overvejelser, der ikke kun angår mordere, selv om det ikke bliver mørkere, end når det femte bud overtrædes.

Robin Skjoldborg

Den allerførste faglitterære bog på dansk om en morder udkom i 1861 og hed Spildte Guds Ord paa Balle-Lars. Den var skrevet af pastor J.E. Gjellebøl fra Præstø, der som sjælesørger for den drabs- og dødsdømte Lars Nielsen forsøgte at få ham til at angre mordet på en enke. Det var spildte ord, for inden henrettelsen trak Balle-Lars sin tilståelse tilbage.

Siden er der udkommet et hav af bøger om drab og mordere, for vi mennesker fascineres af den værst tænkelige forbrydelse – det man med et udtryk fra bogen, som denne anmeldelse gælder, kalder for »væmmelsesfryden«. Blandt det sensationshungrende bras findes der dybdegående værker om den tragedie med flere ofre, som ethvert drab medfører, og Thomas Thurahs samtaler med 12 drabsdømte i Herstedvester Fængsel hører absolut til i den gode kategori.

Efter en optakt med præmis og præsentation er bogen kort fortalt opdelt i fem hoveddele: Fra drab til fængsel; fængselslivet og troen; tanker om drabet; drabets landskaber; forestillinger om fremtiden. Drabets konsekvens er omdrejningspunktet, og metoden er undersøgende og gengivende, hvor de medvirkende selv kommer i tale, men det her er meget mere end 12 kliniske cases – der er jo »et menneske bag episoden«, som en af de 12 fremhæver.

Hvad har et menneske og en morder at sige om det at have slået ihjel? Om straf, skam og soning? Hvad tænker de 12 om deres offer, sorgen, de efterladte, straffen og retfærdigheden? Hvad er deres tanker om tro, skyld, og tilgivelse? For at hverken personer eller forbrydelse skal kunne identificeres, optræder de 12 drabsdømte under pseudonym, og indimellem anonymt. Alle afsoner fra ti år til forvaring og livstid, og deres drabstyper gælder drab på nærtstående – som børn og ægtefæller – voldsdrab og seksuelt betingede drab.

En anden bog i samme genre, journalisten Erik Pedersens Mordere fra 1977, tager også udgangspunkt i samtaler med 12 drabsdømte, foruden fagfolk. Forfatteren Hans Magnus Enzensberger citeres i forordet for, at »først i kraft af mordets eksempel forstår man overhovedet, hvad en forbrydelse er«. I 1977 forklarer man ud fra årsag-virkning som sindssyge, dårlig opvækst, jalousi osv., hvorfor et menneske kan myrde et andet menneske, for drab er for det meste udløst af en årsag – og hvem kan forlige sig med ren ondskab og meningsløshed?

I 2020 går Thomas Thurah den videre, eksistentielle vej og bringer store ord og begreber som skyld, tilgivelse, synd, fortvivlelse, soning, tro og afmagt ind, hvilket gør hans bog mere dyb og almen. Selv om læseren formentlig ikke har slået nogen ihjel, rummer vi alle nogle grundlæggende, fællesmenneskelige træk, der gør os til mennesker; de drabsdømtes historie er alles historie, som der står i forordet.

Omvæltninger i livet

En inspirationskilde har været den norske teolog Paul Leer-Salvesens bog Efter drabet fra 1988, om norske drabsdømtes tanker, ligesom forfatteren – blandt andre – har haft et vist samarbejde med fængselspræsten i Herstedvester. Tanker om tro er således et gennemgående tema i bogen, for selv om drabsdømtes forhold til Gud og religion kan være diffust, rumme tvivl og fortvivlelse – som hos de fleste af os andre – danner den kristne kultur klangbund for vores måde at leve og tænke på, især når det gælder skyld, synd og tilgivelse. Det kommer op til overfladen, når de store omvæltninger og katastrofer sker i vores liv, og både direkte og indirekte spiller Bibelen ind i forfatterens samtale med de dømte.

Troen og kirkens budskab har både et rum og et ritual, som hverken jura eller adfærdsvidenskab kan tilbyde. Det giver et sted at vende sit kaos mod, til at finde ro og fordybelse og sammenhæng – i det mindste med Vorherre – hvilket er bedre end ingenting, når man må leve med skylden. For som en siger: »Den forsvinder aldrig. Aldrig. Ikke, hvis man er et normalt menneske, tror jeg. Altså hvis man er et menneske i det hele taget.«

Mens hævn og ære i forbindelse med drab er ukristeligt, er sammenhæng, nåde og forsoning i kristendommen vigtige nøgleord, der kan åbne et livshåb, når man i sin celle ikke bare afsoner, men også soner. Den indsatte er spærret inde, men skylden kan sættes fri ved at blive rettet mod noget større uden for én selv. Ikke at det betyder forsoning med den livsødelæggende synd eller med drabsofferets pårørende – det er en umulighed, hver af de 12 er afklarede med – men forsoning med sin skyld, som et skridt på vej mod en slags »til-givelse«, en genopretning og transformation mod livet, selv om det gjorte hverken kan slettes eller glemmes. Det giver ikke en fred fra, men en fred til.

Sorgen og skammen går aldrig væk, men de to hænger sammen. Et gennemgående træk hos nogle af de dømte er »selvstraffen«, forbudte følelser som glæde og sorg. Må en morder for eksempel have lov at føle sorg over tabet af en nærtstående, hvis død han selv har forårsaget? Hvordan leve med sorgen over det barn, man selv har slået ihjel? Døm selv.

Denne bog er ikke spildte ord, men rækker ud med stærke spørgsmål og overvejelser, der ikke kun angår mordere, selv om det ikke bliver mørkere, end når det femte bud overtrædes. Som en af de dømte siger et sted: »Det er sådan noget, mennesker gør. Sådan kan mennesker også være.«

Vi er ikke alle mordere. Men vi er alle mennesker.

Skyldig i drab – 12 drabsdømte om at have slået ihjel og om straf, skyld, soning og tilgivelse. Thomas Thurah. Gyldendal. 380 sider. 300 kroner

Henrik Bach er sognepræst ved Fårevejle og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her