Læsetid: 5 min.

Samara Sallams første soloudstilling er en ufuldendt, men dog skarp og sorgfuld debut

På Museet for Samtidskunst i Roskilde mødes en statsløs palæstinensisk kunstner og en saudiarabisk kvindelig robot i en fiktion om, hvordan vold og traumer opleves på tværs af nuet og fremtiden
Spredt rundt på gulvet på Museet for Samtidskunst ligger afstøbninger af Samara Sallams eget hoved.

Spredt rundt på gulvet på Museet for Samtidskunst ligger afstøbninger af Samara Sallams eget hoved.

Museet for Samtidskunst

24. september 2020

Midt i rummet står en række krogede stumtjenere. Guldmalingen er let afskallet. Hver enkelt bærer med besvær på en slasket kropsdel – som var den en omvendt krykke. Det ligner latex i et mudret glaslook. Det ligner, at kropsdelene stadig er varme og bøjelige i glaspusteriet, i gang med at kunne strækkes og vrides. Let deforme og lavmælte hænger de til skue, som efter tortur, som på hjul og stejle. En åben brystkasse med spiddende ribben gemmer på to dråbeformede lunger. En stor grov hånd og en spinkel hånd på lange gennemsigtige arme. Delene knyttes sammen af vidunderligt sære frankensteinske skruer.

Er en kunstig krop også en torteret krop? Den poetiske skulpturformation her er det mest forførende i Samara Sallams soloudstilling This Is Why We Cried på Museet for Samtidskunst i Roskilde. En både tankevækkende og skarp debut af en ung kunstner med et sorgfuldt politisk kald.

Og samtidig en udstilling, der sagtens kunne have tænkt sit stof videre og mere præcist.

Spredt rundt på gulvet, omkring kropsdelene, ligger afstøbninger af Samara Sallams eget hoved. Brune gummihoveder med ansigterne mod gulvet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Nielsen
Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu