Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Samara Sallams første soloudstilling er en ufuldendt, men dog skarp og sorgfuld debut

På Museet for Samtidskunst i Roskilde mødes en statsløs palæstinensisk kunstner og en saudiarabisk kvindelig robot i en fiktion om, hvordan vold og traumer opleves på tværs af nuet og fremtiden
Spredt rundt på gulvet på Museet for Samtidskunst ligger afstøbninger af Samara Sallams eget hoved.

Spredt rundt på gulvet på Museet for Samtidskunst ligger afstøbninger af Samara Sallams eget hoved.

Museet for Samtidskunst

Kultur
24. september 2020

Midt i rummet står en række krogede stumtjenere. Guldmalingen er let afskallet. Hver enkelt bærer med besvær på en slasket kropsdel – som var den en omvendt krykke. Det ligner latex i et mudret glaslook. Det ligner, at kropsdelene stadig er varme og bøjelige i glaspusteriet, i gang med at kunne strækkes og vrides. Let deforme og lavmælte hænger de til skue, som efter tortur, som på hjul og stejle. En åben brystkasse med spiddende ribben gemmer på to dråbeformede lunger. En stor grov hånd og en spinkel hånd på lange gennemsigtige arme. Delene knyttes sammen af vidunderligt sære frankensteinske skruer.

Er en kunstig krop også en torteret krop? Den poetiske skulpturformation her er det mest forførende i Samara Sallams soloudstilling This Is Why We Cried på Museet for Samtidskunst i Roskilde. En både tankevækkende og skarp debut af en ung kunstner med et sorgfuldt politisk kald.

Og samtidig en udstilling, der sagtens kunne have tænkt sit stof videre og mere præcist.

Spredt rundt på gulvet, omkring kropsdelene, ligger afstøbninger af Samara Sallams eget hoved. Brune gummihoveder med ansigterne mod gulvet.

Du er velkommen til at bevæge hovederne rundt, siger folderen høfligt, som om kuratoren har været bange for at indgyde for meget aggression i publikum.

Men tør jeg? Har jeg lyst til at rulle Sallams eget hoved over gulvet? Det ligner et ansigt fra et computerspil – så hvem er det egentlig, jeg ville yde vold mod?

Hvad er mon konteksten for de voldelige motiver? Den får jeg præciseret i den medfølgende udstillingsfolder, samt i en lille udgivelse med en længere tekst af Samara Sallam, som man kan købe i museumsbutikken – jeg tænker straks, at det er ærgerligt, at hele den fortælling ikke er integreret mere tydeligt i selve udstillingens fysiske elementer.

Fortællingen er, at Samara Sallam er født i Syrien som palæstinensisk flygtning og har levet i Danmark siden 2016, hvor hun lige nu studerer ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Hendes udgangspunkt for This Is Why We Cried er godt tænkt. Det, som teksterne genfortæller, er Sallams personlige oplevelse. Givet sin arabisk-palæstinensiske baggrund rejser Sallam med et pas for statsløse, et såkaldt fremmedpas, og på en rejse fra København til Paris i 2017 blev hun uden grund tilbageholdt i isolation og udspurgt af myndighederne på baggrund af sit manglende statsborgerskab. Hun nægtede at svare på spørgsmål på fransk og forsøgte på sin egen måde at bevare en smule kontrol i situationen.

At befinde sig i et identitetsmæssigt limbo, ikke at blive anerkendt som borger, igangsætter senere for Sallam en slags identifikation, alliance, rivalisering og et søsterskab med AI-robotten Sophia Hanson, der omtrent samtidig får tildelt statsborgerskab i Saudi-Arabien. Uretfærdigheden er til at føle på. Er en robot mindre fremmed end et menneske?

Men den lavintelligente Sophia har naturligvis ikke menneskelig autonomi, hun har ikke større evne til at sætte sig imod samfundets vold end Sallam. De to kvinder er lige fremmede, lige udsatte, de er sammenfiltrede og forvekslede med hinanden.

Sorgfulde kald til fremtiden

Sallam iscenesætter hver enkelt del af This Is Why We Cried som et kald til en fremtidig Sophia.

I udstillingsfolderen finder man et længere brev, som Sallam har skrevet til sin AI-søster. Det er en tankestrøm af erindringer, refleksioner; stærke passager om Sallams familiehistorie, om bedstemoren, der altid grinte for at overleve i verden med mindet om sin mors død i den israelske hærs massakre i den palæstinensiske landsby Tantura i 1948.

Sallams fortælling om det palæstinensiske land, der blev stjålet, til sit ufødte barn. Og tanker om, hvordan en ung krop bærer generationers traumer i sig, og hvordan et eksil altid opleves fysisk.

Teksten er mest galgenhumoristisk og sårbar samt mindst kryptisk der, hvor man får konkrete detaljer om familiemedlemmer, om Sallams barndom og kropslige selv, og der er noget at hægte den lidt flagrende, manifestagtige fortælling om traumer, teknologi og undertrykkelse op på.

Brevets tekst er omkodet til et binært lydværk af 21 timers varighed. Fra et mørklagt rum strømmer lyden ud i resten af galleriet – enkle toner med diskret variation. Det lyder meditativt, som et strengeinstrument, jeg ikke kan placere historisk, en lokal lyd. Det er rart, at den digitale lyd ikke dominerer. Omprogrammeringen – Sallam er selv del af et internationalt kollektiv af programmører – giver mening i forhold til at vise kontinuitet mellem det levende og det teknologiske.

Brevet beskriver Sallams pointe: at robotter er forlængelser af menneskekroppen. En AI har pligt til at træne sig op til at forstå de grusomheder, den er skabt ind i og bærer i sig – for eksempel, at den selv er hvid og er blevet til i et hvidt overherredømme på bekostning af andres udslettelse.

Det er ganske smukt at ville fortælle en fremtidig robot – hvis bevidsthed man ikke kender – om sin egen og sin families sorg. Hvornår bliver Sophia intelligent nok til at opfange Sallams henvendelse? Nogensinde? Kan en robot føle sorg? Er sorg en følelse, der ikke kan styres af et magtapparat?

Nu bliver volden og sorgen, udtrykt i de lemlæstede, enkle kropsdele og det rullende hoved, mere klare for beskueren. Men straks får jeg også lyst til at se mere gennemgribende materielt arbejde med netop de temaer.

Teksten forklarer lydværket ud fra en mistro til det sprog, der kategoriserer og dehumaniserer mennesker. Det er en fin pointe, men også en hurtig en af slagsen.

Jeg savner, at de viltre ideer, der snurrer i teksten, de spørgsmål, der åbnes op for, de personlige billeder, der males op uden omsvøb, bliver diskuteret mere i værkerne; som så måske risikerer at slække på den enkle form? 

Sammenligningen mellem Samara selv og robotten Sophia er spændende, men i forhold til de mange spor, udforskningen af vold, traumer, sprog versus lyd/gestus, teknologi versus krop og køn, er materialet for mig stadig i gang med at åbne sig op.

Værdighed for de fremmede kvinder

Udstillingens tredje værk er et skulpturelt tekstværk. En lilla skærm på væggen i et også mørklagt rum. Teksten, endnu et flaskepostbrev fra Sallam til Sophia, er ridset ind i glasset som et relief og kredser blandt andet om kvindekroppen og mandens magt. Looket er digitalt og abrupt. Som i alle teksterne kunne en redaktør med fordel have været inddraget, men der er mange fine elementer – som når Sallam siger til Sophia, i en symbiotisk insisteren:

»But You, you have my pussy« og »my tits, my hair, my eyes, my fake smile, my 90s makeup«.

Søger man på Sophia Hanson, dukker hun op med auberginefarvet læbestift, som et reklamebillede fra 1994. Og det er en stærk pointe: den kvindelige robot tages alvorligt som en levende enhed. Stort set alle hollywoodfilm, fra HER til Ex Machina fremstiller kvinderobotten som stærkt seksualiseret.

This Is Why We Cried består derimod i den grad Bechdel-testen, der går ud på, at to kvinder skal have en samtale, der handler om andet end en mand. Selv om Sophia aldrig svarer, bliver hun tildelt værdighed fra sin levende søster, og de to græder sammen i Sallams fiktion.

Samara Sallam: ’This Is Why We Cried’. Museet for Samtidskunst. Indtil 20. december 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her