Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sammy Balojis værker om kolonihistorie er et forsvar for skønheden som erkendelsesform

Den internationalt anerkendte kunstner Sammy Baloji laver værker af og om kobber. En congolesisk naturressource, der på udstillingen ’Other Tales’ på samme tid rummer århundreders kolonihistorie og en stor, ulmende skønhed
Sammy Baloji arbejder på tværs af materialer og stilarter. Han er både maler, dokumentarfotograf, arkivar og kobbersmed. Men i alle discipliner kæler han for øjet, og hans udstilling ’Other Tales’ i Aarhus er meget mere end tilføjelser til Europas dårlige samvittighed. Baloji slipper af sted med at formidle voldsomme, udmattende emner, fordi han fortæller med stor skønhed.

Sammy Baloji arbejder på tværs af materialer og stilarter. Han er både maler, dokumentarfotograf, arkivar og kobbersmed. Men i alle discipliner kæler han for øjet, og hans udstilling ’Other Tales’ i Aarhus er meget mere end tilføjelser til Europas dårlige samvittighed. Baloji slipper af sted med at formidle voldsomme, udmattende emner, fordi han fortæller med stor skønhed.

Mikkel Kaldal

Kultur
18. september 2020

Jeg kunne begynde denne artikel med at skrive, at jeg har set en meget smuk udstilling, hvor der på et råt plankegulv står spredte kobbervaser med planter, hvis matte blade suger metallets blanke skær til sig. Hvor et drengekor synger smukke klagesange, mens maskinlyd dunker rytmisk fra højttalerne omkring mig. 

Udstillingen handler om Den Demokratiske Republik Congos historie. Det er en historie om belgisk kolonistyre, slaveri, racesegregation, borgerkrig og udbytning af naturessourcer.

Så kan jeg tillade mig at lægge vægt på skønheden? 

Kan man tale om æstetik, når man står over for så voldsomt materiale?

Det kan man. I hvert fald når man som den congolesiske kunstner Sammy Baloji (f. 1978) i udstillingen Other Tales, der lige nu vises på Kunsthal Aarhus, insisterer på, at det skønne findes, også selv om vold og udbytning også gør. 

Det gør han for eksempel med et værk, der viser negativaftryk af luksuriøse tekstiler fra Congos oprindelige befolkning, som i 1600-tallet havnede i svenske og danske kongers kunstkamre via hollandske mellemmænd. Aftrykkene har Baloji indprentet på kobberplader, som nu viser skyggen af det bløde, ornamenterede stof i metallets tykke flade. Negativerne virker som for sent ankomne varsler om den rovdrift på naturressourcer og mennesker, der fulgte under kong Leopold, og leder tankerne hen på danske diskussioner om kolonihistorien.

Samtidig er pladerne smukke og dybe, nærmest ulmende i farven. Kobberet skinner flertydigt udstillingen igennem. Som fornemme dekorationer, som metal i minernes mørke og som rødglødende fare, når det smeltes om.

Glimt fra fortiden

På gulvet står små vaser af kobber med sukkulenter og figenplanter, som jeg kender fra min egen vindueskarm.

Jeg sætter mig ned blandt planterne, der står som en menighed fuld af forventning foran et lille hvidt alter. Her ser jeg, at vaserne har små indgraveringer. Nogle er dekoreret med blomsterornamenter, andre har geometriske mønstre.

Det viser sig, at kobbervaserne har været ammunitionshylstre, der blev brugt af Belgien i begge verdenskrige. Dekorationerne er lavet af soldater i skyttegrave eller i hospitalssenge, de udsmykkede hylstrene for at slå tiden ihjel. Nu står de her og indeholder det, jeg troede var stueplanter – men som jeg kan læse er arter, der er importeret til Europa fra Congos Katanga-provins, der er kunstnerens hjemstavn og rig på naturressourcer. 

Et andet værk viser et kæmpemæssigt sort-hvid-fotografi af et afrikansk drengekor. De er iført hvide dragter med et korssymbol af kobber på brystet. Det er et kirkekor, det burde være et kors, men nej – symbolet har intet med kristendommen at gøre, kan jeg læse, at det er et oldgammelt lokalt tegn, der nu har mistet sin betydning.

Det er ikke helt til at afgøre, hvad der er på færde mellem drengekoret og planterne foran alteret, hvilken historie der vinder over de andre. Man skal arbejde, ofte med sig selv og sine egne fordomme, for at blotlægge lagene i Sammy Balojis fortællinger.

Slanger og tudser

Et værk, der iscenesætter alle disse modstridende tegn, er installationen »A Blueprint for Toads and Snakes Chura na Nyoka« (2018-2019), som ligner en scene til et dukketeater.

På ’scenegulvet’ er der en byplan i sort og hvidt, et gammelt kort, hvor man kan se, hvilke dele af et landområde der blev eksproprieret af Belgien. En »sanitetsbarriere« adskiller de indfødte og europæiske boligområder.

På scenevæggene er der malet junglekrat og palmeblade med fingertykke strøg i gulgrønne farver. Mit eurocentriske blik kunne nemt have betragtet teknikken som en aflægger af pointillismen, en fransk stilart, hvor små farveprikker former motiverne.

Men jeg må læse mig frem til, at penselføringen og motivet refererer til Atelier du Hangar-skolen i Congo, hvor studerende fra hele kontinentet videreudviklede lokale vægmalingstraditioner.

Fra en skjult højttaler hvisker en stemme en fabel. Den handler om tudsen og slangen, der er for forskellige til at kunne leve fredeligt sammen. Igen må jeg læse, at det er fra et teaterstykke målrettet skolebørn, kommissioneret af det belgiske kolonistyre i 1957 (!) for at legitimere raceadskillelse.

Går man rundt om den lille scene, kan man selvfølgelig se, at det bare er lærred, træ, finer og maling. Det er en iscenesættelse af det teatralske ved kolonimagten, dens falske modsætninger mellem primitive og civiliserede folkeslag.

På væggen hænger portrætter malet efter fotografier af congolesiske fordrevne. De er sart og præcist malet i blågrå, falmede toner. Som andenhåndskopier af, hvad der engang var levende mennesker, kigger de mig tavst i nakken.

Scenen er elegant, portrætterne virkelighedstro. Æstetikken lokker og giver liv. Og det er det, der gør udstillingen fascinerende. Other Tales udfordrer de blår, som skønmalerier stikker mig i øjnene – og bruger selv samme virkemidler til at formidle langt mere komplekse historier.

Mere end fortrængte historier

Baloji arbejder på tværs af materialer og stilarter. Han er både maler, dokumentarfotograf, arkivar og kobbersmed. Men i alle discipliner kæler han for øjet. Han lader aldrig én komme helt til bunds, og det giver værkerne en åbenhed. Baloji har udstillet på museer i London og Paris og flere gange været repræsenteret på documenta-udstillingerne, der hvert femte år viser fortrængt eller overset kunst fra hele verden.

Men Other Tales i Aarhus er meget mere end tilføjelser til Europas dårlige samvittighed. Værkerne river tid og smerte fra hinanden og sætter det sammen på ny. Som når en kobbervase kan indeholde slavegjorte og skyttegrave og stor ynde på én og samme tid.

Baloji slipper af sted med at formidle voldsomme, udmattende emner, fordi han fortæller med stor skønhed. Skønhed i dekorationer, i metal, i tryk og maling, skønhed, der overvælder synsfeltet langt mere end kolde fakta.

Det er ikke bare det store i det små, men et forsvar for skønheden som erkendelsesform. I det skønne blanke kobber bor det uforståelige og det uudholdelige. Det lærer man af Sammy Baloji.

Sammy Baloji: ’Other Tales’. På Kunsthal Aarhus til 1. november 2020

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her