Læsetid: 3 min.

Hos Shadi Angelina Bazeghi er poesiens sprog som computerens, der opløser modsætninger

Shadi Angelina Bazeghis digtsamling er bedst i det enkelte
Shadi Angelina Bazeghis digtsamling ’Flowmatic’ er bedre i den enkelte linje end den er som en helhed. Som værk vil det alt for meget på én gang og vil ikke noget af det nok til rigtigt at blive spændende.

Shadi Angelina Bazeghis digtsamling ’Flowmatic’ er bedre i den enkelte linje end den er som en helhed. Som værk vil det alt for meget på én gang og vil ikke noget af det nok til rigtigt at blive spændende.

Jakob Dall

18. september 2020

Ny, voldsomt strittende digtsamling bærer undertitlen »absintdigte«, hvilket jo antyder noget med Paris og beruset dekadence, men har en titel, Flowmatic, der peger i en helt anden retning. Det sære, sjove ord er – det oplyser bogens flap – navnet på et programmeringssprog, opfundet i 1959.

Flowmatic blev siden videreudviklet til COBOL, der blev brugt både til at lave de programmer, der udgør skelettet i det amerikanske socialsystem, og også – i 1980’erne, i Iran, under krigen mod Irak – til at lave de programmer, der holdt styr på tusindvis af døde, uidentificerede kroppe. Det sprog virkede altså, usynligt og umærkeligt, på tværs af landegrænser, fjender og fjendebilleder.

Det er et fantastisk sammenfald, der føles som et fortætningspunkt i en global, sammenfiltret og tragisk historie. Man ville sådan ønske, at Bazeghi havde fortalt mere om det sammenfald, gerne i prosa og klartekst, det vil sige fortalt om COBOL og Flowmatic og programmeringssprogenes internationale skæbne. Men så konkrete eller forankrede er hendes serielle, luftige digte aldrig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu