Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hos Shadi Angelina Bazeghi er poesiens sprog som computerens, der opløser modsætninger

Shadi Angelina Bazeghis digtsamling er bedst i det enkelte
Shadi Angelina Bazeghis digtsamling ’Flowmatic’ er bedre i den enkelte linje end den er som en helhed. Som værk vil det alt for meget på én gang og vil ikke noget af det nok til rigtigt at blive spændende.

Shadi Angelina Bazeghis digtsamling ’Flowmatic’ er bedre i den enkelte linje end den er som en helhed. Som værk vil det alt for meget på én gang og vil ikke noget af det nok til rigtigt at blive spændende.

Jakob Dall

Kultur
18. september 2020

Ny, voldsomt strittende digtsamling bærer undertitlen »absintdigte«, hvilket jo antyder noget med Paris og beruset dekadence, men har en titel, Flowmatic, der peger i en helt anden retning. Det sære, sjove ord er – det oplyser bogens flap – navnet på et programmeringssprog, opfundet i 1959.

Flowmatic blev siden videreudviklet til COBOL, der blev brugt både til at lave de programmer, der udgør skelettet i det amerikanske socialsystem, og også – i 1980’erne, i Iran, under krigen mod Irak – til at lave de programmer, der holdt styr på tusindvis af døde, uidentificerede kroppe. Det sprog virkede altså, usynligt og umærkeligt, på tværs af landegrænser, fjender og fjendebilleder.

Det er et fantastisk sammenfald, der føles som et fortætningspunkt i en global, sammenfiltret og tragisk historie. Man ville sådan ønske, at Bazeghi havde fortalt mere om det sammenfald, gerne i prosa og klartekst, det vil sige fortalt om COBOL og Flowmatic og programmeringssprogenes internationale skæbne. Men så konkrete eller forankrede er hendes serielle, luftige digte aldrig.

Faktisk er det tit svært at ane en situation eller et øjeblik bag dem. I stedet hopper de mellem snart det ene, snart det andet. Der er et utal af tanker, postulater og billeder, gerne stemningsfulde, men samtidig efterligner teksterne jævnligt computersprogets udtryk.

Shadi Angelina Bazegji: ’Flowmatic’.

Shadi Angelina Bazegji: ’Flowmatic’.

Saxo
Så kredser de måske om erindringsglimt fra Iran, så beskriver de et angreb med nervegas, tror jeg, så berører de måske Jupiters drejning rundt om sig selv, så harmes de over de fordomme, der rammer minoriteter her i landet.

Poesiens sprog

Måske er pointen, at poesiens sprog lidt er som COBOL, computerens sprog, det bevæger sig hen over grænser og opløser modsætninger og stivnede former. Men heller ikke den tanke forfølges i bogen.

I stedet er alle disse forskellige spor skrevet sammen i en stil, hvor ordene kun halvt følger digtets traditionelle opsætning – jævnligt begynder de i stedet ligesom at dryppe hen over siderne, jævnligt står ordene i højre margen eller med ekstra, indlagte mellemrum til det næste ord på samme verslinje.

Samtidig arbejder digtene meget bevidst med at gentage og samtidig forskyde kerneformuleringer og markører, det være sig »der er 117 jorddøgn mellem solopgangene« eller tallene et, fem og ti. Læg til det, at sætningerne uforfærdet springer mellem dansk, svensk, engelsk og farsi, tror jeg, at selve siderne jævnligt skifter mellem at være sorte og være hvide, at der er indlagt mængdevis af citater, skrevet i kursiv. Der er, kort sagt, helt utroligt mange litterære greb og signaler på spil på samme tid.

Så måske er tanken, at poesien skal være et væv af stemmer og signaler. Men når teksten er mest oppe at køre, så føles det ikke sådan. Så føles det mere, som om en udklædningskasse – fyldt med det tøj, man ville klæde sig ud i, hvis man nu skulle klæde sig ud som noget digt-agtigt – er blevet tømt hulter til bulter ud over siderne. I sine mere stilfærdige øjeblikke lyder det sådan her, dog kan avisens spalter ikke yde opsætningen retfærdighed.

»DISPLAY septembernætter hæse flowmatiske septembernætter

et interstellart objekt bevæger sig ind i Pegasus
med 44 km i sekundet hey

spis lige brød til vi er her vi er her ikk
EXIT PERFORM du ved DISPLAY«

Nå ja, selv har jeg en svaghed for disse sammenstød mellem computersprog, højlyriske billeder og hverdagsudtryk, »ikk«, »du ved«. De sammenstød er noget af det gode i Flowmatic.

Der er også en meget forståelig vrede i de passager, der handler om danske og vestlige fordomme, ligesom der er nogle fine enkeltformuleringer undervejs: »alt det crap hjertet kan begære igen og igen giv mig blåbær/ blå hænder absintgrønt«.

Men bogen er bedre i den enkelte linje end den er som en helhed. Som værk vil det alt for meget på én gang og vil ikke noget af det nok til rigtigt at blive spændende.

Shadi Angelina Bazegji: ’Flowmatic’. Gyldendal. 92 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her