Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den slags krigsdokumentarer er hverken til at bære eller til at undvære

’Til Sama’ er en dokumentar om, hvordan belejringen og bombningen af Aleppo opleves på første hånd, henvendt til den filmende instruktørs førstefødte, der kommer til verden midt i den humanitære katastrofe
I en af filmens få muntre scener, morer instruktøren og hendes venner og familie sig med at male en udbrændt bus.

I en af filmens få muntre scener, morer instruktøren og hendes venner og familie sig med at male en udbrændt bus.

Fra filmen.

Kultur
11. september 2020

Da de fredelige optøjer i Aleppo begyndte i 2011, var Waad al-Kateab en 19-årig økonomistuderende på byens universitet. Hun begyndte at filme sine venner og medstuderendes aktivisme, og det blev hun ved med. Også da Assads styre slog hårdt ned på oprørerne, og floden, der løber gennem byen, en morgen var fuld af lig. Al-Kateab filmede videre, mens det syriske oprør udviklede sig til borgerkrig, under belejringen og bombardementerne af Aleppo, og blev ved, indtil håbet i 2017 var ude for de tilbageblevne tilhængere af et mere frit Syrien i Aleppo. Og imens levede hun sit liv, med hvad det indebar af venskaber, forelskelser, ægteskab og forældreskab. 

Til Sama er hendes dokumentation af krigen og det liv, der leves under den, henvendt til datteren Sama, som Waad al-Kateab får med lægen Hamza. I begyndelsen af filmen præsenteres han som hendes ven, nyuddannet læge og aktivist, i et klip, hvor han står neden for en trappeskakt og kigger op på hende og smiler med hovedet på skrå. Den kvinde, han på det tidspunkt er i et forhold med, insisterer på at flygte, men for Hamza (og for Waad al-Kateab og mange andre) er det ikke en mulighed at opgive kampen mod Assadstyret.

Galgenhumor i beskyttelsesrummet

»Jeg bliver ved med at filme. Det giver mig en grund til at være her,« siger Waad al-Kateab i en scene. Det er der grund til at være taknemmelig for, selv om (eller fordi) det på ingen måde er rart at se de rystede, nærgående optagelser fra det hospital, Hamza arbejder på, og hvor parret bor det meste af filmen.

Til Sama er lavet på mod til at blive og holde stand mod et brutalt styre, selv når det viser sig at have både evnen og viljen til at sønderbombe byen, man bor i. Waad og Hamza opgiver deres lille hus, fordi det ikke er sikkert at gå på gaden, men hospitalerne i Aleppo er forfærdeligt nok yndede bombemål for Assadstyret. Til sidst er deres hospital det eneste, der er tilbage.

Filmen veksler mellem et hverdagsspor, hvor man ser den lille familie, deres gode venner og personalestaben på hospitalet gøre deres bedste for at overleve og holde modet oppe, og så den store fortælling om krigen og familiens tilblivelse. Den store historie er nogenlunde velkendt, men man får fornyet sin forfærdelse over den, når den flettes sammen med scener, hvor Waad og Hamza på en påfaldende rutinepræget måde haster ned i beskyttelseskælderen med Sama. Her sidder de så og er bange uden at være i chok, for det er angrebene for almindelige til. I en af filmens første scener spøger Hamza på galgenhumoristisk vis med den spæde Sama, der sidder på sin mors skød og gør store øjne. »Hvorfor har du født mig?« siger han med imiteret babystemme til Waad. »Der har kun været krig hele mit liv.« Der grines meget lidt og meget resigneret. Til Sama er på usentimental vis også et svar på spørgsmålet om, hvorfor Samas forældre har valgt at udsætte hende for fare og rædsler i stedet for at flygte.

En god film at blive vred af

Til Sama er beslægtet med Feras Fayyad to fremragende dokumentarer The Cave (2019) og De sidste mænd i Aleppo (2017) og givetvis også med en del af de film, der kan ses på den lille københavnske filmfestival Syrian Doc Days, der varer ugen ud. Den gør stort indtryk, både fordi billedmaterialet er voldsomt, og fordi historien er så velfortalt.

Mange af filmens scener er virkelig drabelige og blodige. Denne anmelder har ikke set alt, hvad der foregik på lærredet, fordi hænderne pr. refleks røg op for øjnene. Waad al-Kateab har næppe haft tid til at stå og dvæle ved hvert eneste offer, der kom ind under bombeangrebene, men filmen er rig på chok over, hvordan smadrede kroppe ser ud. Som i The Cave er det, der gør indtryk, også i høj grad de pårørendes første reaktioner på tabet af en af deres nærmeste. Man ser en mor insistere på at bære sin dræbte søn hjem gennem byen og to brødre, hvis forældre er blevet væk og måske også dræbt, stå og hulke bøjet over deres afdøde bror, der ligger på en båre.

På den måde får man for en stund skrællet det lag af kynisme (eller hvad man nu skal kalde evnen til at distancere sig fra andres lidelse), der gør det muligt at koncentrere sig om sit eget fredelige liv, af. Det er selvfølgelig ikke rart. Det er heller ikke tankevækkende i den forstand, at man under og efter filmen føler sig bedre klædt på til at læne sig tilbage og udtænke analyser af den syriske borgerkrig og alle de skyldsspørgsmål, den afstedkommer. I hvert ikke umiddelbart. Det, billederne af døde, tilskadekomne, sørgende og afmægtige mennesker fremkalder, er sorg og vrede. Den første reaktion på eksempelvis den scene, hvor de er nødt til at foretage et kejsersnit på en tilskadekommen kvinde, der er gravid i femte måned, er, at det er fuldkommen uacceptabelt, at mennesker udsætter andre mennesker for det her. Overvejelserne om, hvem der skulle have gjort hvad hvornår, kommer først senere. Til Sama er – endnu – en god dokumentarfilm at blive ulykkelig og vred af.

’Til Sama’. Instruktion: Waad al-Kateab og Edward Watts. Fotografi: Waad al-Kateab. Syrisk. Varighed: 100 minutter. Vises i udvalgte biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her