Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sufjan Stevens er saliggørende ståluld for krop og sjæl

Med Sufjan Stevens’ nye album er vi trådt ind i en ny storhedstid for denne amerikanske auteur. Det er et kolossalt album, der forsøger at indfange tidsånden i stedet for selv at blive fanget af den
Sufjan Stevens’ reaktion på nuets USA er en klart artikuleret vrede, selvransagelse og samfundskritik – uden at give køb på poetiske dobbelttydigheder og en sanselig tilgang til Bibelen, skriver Ralf Christensen.

Sufjan Stevens’ reaktion på nuets USA er en klart artikuleret vrede, selvransagelse og samfundskritik – uden at give køb på poetiske dobbelttydigheder og en sanselig tilgang til Bibelen, skriver Ralf Christensen.

Evans Richardson

Kultur
26. september 2020

Det er noget af en oplevelse at lytte til den amerikanske, 45-årige singersongwriter og multiinstrumentalist Sufjan Stevens’ frie fald gennem sin tro på sit nye og ottende album The Ascension.

Hans kristne tro knager. Og hans tro på den amerikanske drøm har nærmest vendt sig til væmmelse.

The Ascension markerer en ny storhedstid for denne amerikanske auteur med det enorme musikalske vingefang og den skamløse ambition. Det er et kolossalt, 81 minutter langt album, der indfanger tidsånden i stedet for selv at blive fanget af den. Han forsøger at ruske i den, få den til at vågne op.

»They will paralyze us / With new illusions,« tordner han med blid stemme.

Sange om massemordere og krigsgeneraler

Sufjan Stevens’ karriere startede smukt og velopdragent i indiekulturen omkring årtusindskiftet. Fra starten var han en øm, lys og luftig, nærmest hviskende sanger med lette fingre over sine instrumenter. En æstetisk opfindsom og renfærdigt rørende singersongwriter med tekster, der kunne handle om en massemorder eller en krigsgeneral.

Efter sit femte album Illinois i 2005 tog han  – til det første af nu tre – fem år lange tilløb til hvert nyt album, og så begyndte eksperimenterne for alvor.

Det svulmende, komplekse The Age of Adz i 2010 dyppede og muterede hans sangskrivning i elektronisk eksplosive beats og programmerede lyde så mikroskopiske, at de lød, som om nogen trådte i tøsne. En ny tyngde.

Modsætningen, det ultraintime album Carrie & Lowell fra 2015, var en emotionelt rå og musikalsk spinkel dokumentation af Stevens’ sorg over sin mor Carries død i 2012.

I årene mellem pladerne indgik Stevens i alskens samarbejder. Musik til balletter og til en klassisk cyklus om vores solsystem. Hiphop/electronica-trioen Sisyphus og indspilningen af hele 100 julesange, nykomponerede såvel som coverversioner.

Imellem de to seneste albummer er han flyttet fra New York og op i Catskill Mountains. Han har leveret sange til den fabelagtige coming of age-homofilm Call Me By Your Name, og her i foråret til new age-albummet Aporia – skabt sammen med stedfar Lowell Brams, som han også grundlagde pladeselskabet Asthmatic Kitty med.

Rammer det amerikanske nu

The Ascension rammer på et tidspunkt i vores historie, hvor mange måber over den amerikanske virkelighed og ville ønske, den bare var en fiktion. Sufjan Stevens’ reaktion på nuets USA er en klart artikuleret vrede, selvransagelse og samfundskritik – uden at give køb på poetiske dobbelttydigheder og en sanselig tilgang til Bibelen.

Sufjan Stevens søger svar i kroppen, der taler sin egen sandhed. Han søger religionens næstekærlighed og tilgivelse. Og han dyrker filosofiens klarsyn hos den to og et halvt årtusind gamle kinesiske filosof og embedsmand Konfutse, der – meget passende her og nu – lagde vægt på moral hos både individ og styrende organer.

The Ascension gør Sufjan Stevens det erotiske til det aktivistiske, hvilket ligger i naturlig forlængelse af den flydende seksualitet, der har udfoldet sig og stadig udfolder sig i hans sange. Og på det abstrakte cover i alle regnbuens farver.

»Move through to me
Show me the face of the radical dream
There’s no time for innocence.«

Og han veksler sin religiøse vaklen til politisk skarpsyn. Råddenskaben i »Guds eget land« bliver til en – flere steder klart udtrykt – troskrise. »I’m ashamed to admit I no longer believe.«

En nadver fuld af tvivl

Men han søger også det forandrende potentiale i Det nye Testamente:

»It takes some time before the skin comes off
Fill me with the blood of Jesus«.

The Ascension er Stevens’ store passionsværk, en nadver fuld af tvivl og opgivelse, men også behersket optimistisk nedrivningsånd.

»I shit my pants and wet the bed
It takes some time to throw the demons off «.

Og med masser af kristne referencer, ofte af stærkt kødeligt, nærmest profant tilsnit.

»I have put my hands in the wounds on your side / I have tasted of your blood,« synger han. »But I will find my way like a Judas in heat.«

Til avisen The Atlantic sagde han for nylig, at han sigtede efter noget mere »objektivt og vagt« frem for fortælledrevet eller erindringsbaseret.

»Vores problemer er ikke længere personlige, de er universelle,« sagde han.

»Det tror jeg, vi alle føler lige nu.«

Foto: Andrea Morrison

Foto: Andrea Morrison

Oliefarver i et vådt maleri

The Ascension er 15 elektroakustiske sange med enorm detaljerigdom, bundløse lydperspektiver, et umage mix af lutrende zen og klanglig stress – ofte inden for de samme sange. For eksempel »Goodbye To All That«, der grundlæggende er en hymne, men modsiges af musikken, der knokler for en hårdere arbejdsgiver – en søvnløs industri af metalliske beats. Netop her kommer mandens selverklærede pessimisme også til orde: »Hopelessness incorporated« – Håbløshed A/S.

Der køres med tusind detaljer og ideer i timen hen over trommehinderne.

Albummet åbner med et beat taget fra 90’er-electronica, men et sted bipper et smart elektronisk armbåndsur fra de tidlige 80’ere. En godartet nål i øret, der fungerer forbløffende godt som et diskant-beat – og som vender tilbage senere på albummet.

Så er der »Die Happy«, hvor ordene »I wanna die happy« bliver sunget igen og igen i noget, der starter som en vuggevise. Men snart glider sangen ud i et synkoperet og vildt søsygt lydbillede, hvor tonerne begynder at flyde ud af stemning, som om de var oliefarver i et vådt maleri, der bliver snurret rundt. En psykedelisk impressionistisk perle.

Vi driver også ud i Enya-klingende, harmonisk dybt rørende ambient eller ned i techno på dybt vand. Synthesizere i katedralstørrelse prædiker, digitale hjerteklapper flimrer nervøst. En sprængt virkelighed, men også en grundtone af koncentration.

Som en brændende busk

The Ascension slutter af med den 12 et halvt minut lange »America«, som han selv kalder »en protestsang mod sygeligheden i særligt den amerikanske kultur.«

»Is it love that you're after? / A sign of the flood / Don't do to me what you did to America,« synger han. Og det kan vel både være adresseret til Trump og Gud?

Men hans nye album hedder ikke The Ascension, opstigningen, for ingenting. Der er en forestilling – i hvert fald en drøm – om forandring og om udfrielse – ikke fra den dødelige tummel, men fra det politiske vanvid.

»I’m like a fever of light in the land of opportunity,« lover han som det sidste på »America.«

The Ascension er vitterligt en eksplosion af muligheder, en blodig alvor, en uvant direkte tale fra hr. Stevens. Og en insisteren på sjælens fleksibilitet, men også kroppens visdom.

Titelsangen føles som en metallisk, rå udlevering af hans vildfarelser – og af hans nyvundne forståelse. Stevens følte sig udvalgt og hellig, men det var han ikke, erkender han. Han kunne ikke forandre verden. Forandring går via opløsningen af egoet, og hver enkelt må påtage sig det ansvar.

Nu føler han sig styrket, for han forstår, at alt kommer af den kødelige fuldbyrdelse af kærligheden. Og at alle handlinger har konsekvens. I dét er der håb.

Så hvad nu? »What now?,« som han synger igen og igen sangen ud.

Mit råd? Start pladen forfra. Den er saliggørende ståluld for krop og sjæl, og dens spørgsmål og svar er udfordrende og fascinerende. Som hvis man rendte ind i en brændende busk, der havde noget på hjerte.

Sufjan Stevens: ’The Ascension’ (Asthmatic Kitty/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her