Det irriterende ved den 52-årige, amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Judd Apatows komediefilm er også dét, der gør dem så gode.
De handler alle sammen om at finde hjem til en eller anden form for irriterende gennemsnitlig normaltilstand. I The 40 Year Old Virgin (2005) skal Andy i Steve Carrells skikkelse slippe af med sin mødom og få sig et voksent forhold til en kvinde. I Trainwreck (2015) skal Amy, spillet af Amy Schumer, holde op med at feste og knalde rundt og se at finde sig den eneste ene.
Og så er der Scott Carlin i Apatows nye og virkelig fremragende The King of Staten Island. Han skal holde op med at være en hashrygende, hjemmeboende megaslacker og få sig et job, et hjem og en kæreste.
Kan et mønster anes? Jeg tror det.
Kolbøttende maskingevær
Grunden til, at man så gider blive hængende under disse film med så forudsigelige happy endings, er, at de er så krøllet menneskelige og så flabet morsomme undervejs. Dialogerne sprøjter fra skuespillerne i kolbøttende maskingeværstempo. Og plottwists og situationskomikken er så skør, at den må være stjålet fra virkeligheden. Og så er der de elskeligt utilpassede eksistenser, hovedpersonerne, som Apatows film altså sigter mod at udstyre med en normaltilværelse.
Hans film er så dragende, fordi de handler om noget så vedkommende og gammeldags – tænk bare på Homers Odyssé – som at finde hjem, typisk i overført betydning. Hjem til sig selv.
I The King of Staten Island er Scott ikke komfortabel i sit liv, i sin familie, ja, ikke engang i sit eget kødelige hylster. Og selvom han modarbejder det i store dele af filmen, er Apatow og hans manuskriptforfatteres indædte mål, at han skal finde en hvile i sig selv.
Læber som Mick Jagger
24-årige Scott Carlin er noget særligt. En benmager, gennemtatoveret gavflab med opmærksomhedsforstyrrelsen ADD og på lykkepiller. Udstyret med et olmt, frygtløst, men også sørgmodigt og nysgerrigt blik – og kæmpelæber som Mick Jagger. Tatovering er hans store passion, men kvaliteten af hans arbejde er desværre »vildt inkonsistent«, som en af hans venner påpeger.
Scott bor sammen med sin mor og lillesøster. Faderen var brandmand og omkom i tjeneste, da Scott var lille. Han anerkender ikke, hvor meget det tynger ham, han ryger bare hash med sine venner, knalder i hemmelighed med Kelsey, som han holder af, men ikke tør binde an med. Derudover værner han om alteret for faderen i stuen og skændes med sin mor og søster – tilsyneladende deres foretrukne måde at udtrykke kærlighed på.
Han er en bundærlig outsider berøvet enhver form for sociale færdigheder, men til gengæld et impulsivt gemyt, der hele tiden roder ham ud i ballade.
I min bog er det Apatows mest elskelige karakter til dato. Spillet af Pete Davidson, der også har skrevet manus sammen med Apatow og Dave Sirus, der har skrevet en del for comedyshowet Saturday Night Live.
Filmen er delvist baseret på Davidsons liv. Hans egen far, Scott Matthew Davidson, døde under brandarbejdet som følge af 11. september-angrebene i New York. Og som Scott i filmen lider også Davidson i virkeligheden af tarmlidelsen Crohns sygdom – og han har ligeledes kæmpet med depression.
Panda med anoreksi
Der storspilles hele vejen rundt, og det tjener Judd Apatow til ære, at han formår at få noget helt utrolig utvungent og hverdagsligt fumlesprogligt ud af skuespillerne.
Davidson er strålende som Scott, et offensivt ugideligt kollaps af et menneske. Og Marisa Tomei er lige så fremragende som den dirrende fjeder af en edderspændt frustreret enkemor med en umulig søn. Og kæresten Kelsey bliver i Bel Powleys skikkelse og med hæs stemme til et flabet benspænd for Scott. Kæft, hvor de kævler.
»Du ligner en panda med anoreksi,« siger hun til ham på et tidspunkt, hvor deres forhold er på et lavpunkt. Han har også ret mørke rande under øjnene.
Kodeordet er konflikt, gnidningerne får hver scene til at slå gnister et langt stykke ind i filmen – indtil vi kommer til den langt mindre dramatiske forsoningsdel. Der er genvordigheder helt ned i den allermindste detalje, og småligheden i detaljen afspejler frustrationen over de overordnede problemer.
Da lillesøsteren skal på college, vil hun vide, om Scott kommer til at gøre skade på sig selv.
»Sandsynligvis,« vrænger han vredt ad hende.
Så er moderen ladt alene med Scott, og snart må hun have luft. Det finder hun hos Ray Bishop (den ligeledes storspillende komiker Bill Burr), som hun begynder at date seriøst. Det huer ikke Scott, ikke mindst fordi Ray er brandmand, endda på brandstationen, hvor faderen arbejdede indtil sin død.
Men forsoning og udfrielse er også Judd Apatows speciale, så gennem et utal af forviklinger nærmer de to hanner sig hinanden, en uventet omvej er via Rays to børn fra et tidligere ægteskab, som Scott bliver sat til at følge til og fra skole.
Tredje akt er bare eventyr
Det er virkelig rørende at se Scott slås med sin hjemløshed i livet, sit fadertab. Serielle klumper i halsen, folkens, igennem store dele af The King of Staten Island, hvor Scotts eksistentielle apati og sociale frontalsammenstød så tydeligvis afspejler en skadet, ung mand med en stor sorg i hjertet.
Og så er der pludselig hul igennem, når latteren lufter ud. Og det gør den igen og igen.
The King of Staten Island er Judd Apatows bedste og mest modne film til dato – nu med uvant dybe karakterportrætter og miljøstudier. Det er også et tungere emne, end vi er vant til fra Judd Apatow, og det klæder ham overrumplende godt at bevæge sig ind i dramakomedien – og at se ham smide så skæv en eksistens ind i vores populærkultur.
Det er dog stadig en psykologisk og filosofisk svaghed i hans film, at man efterlades med fornemmelsen af, at hovedpersonerne nok skal leve lykkeligt til deres dages ende, da de nu har truffet de rette valg og har fundet hjem til normaliteten. Det gør hans film undertrykkende i forhold til andre leveveje.
Men samtidig – og her er vi igen ved det tveæggede i Apatows kunst – har han så åbenbar en kærlighed til outsideren, weirdoen, at man kan tilgive ham, at filmenes tredje og sidste akt er en slags eventyr, der skal tilfredsstille masserne. Fred være med det. For undervejs får han fortalt nogle virkelig skæve eksistensers historier. Her bedre end nogensinde før.
’The King of Staten Island’ – Instruktion: Judd Apatow. Manuskript: Pete Davidson, Dave Sirus og Judd Apatow. Fotografi: Robert Elswit. Længde 137 minutter. Biografer landet over
