Det er ikke sit liv, den unge kvinde (Jessie Buckley) overvejer at gøre en ende på i Charlie Kaufmans nye og meget krøllede film, I’m Thinking of Ending Things, men derimod sit forhold til Jake (Jesse Plemons). De to er på vej ud til hans forældre, der bor på landet, og mens sneen falder tungt, overvejer hun, om hun skal forlade ham.
De har godt nok kun kendt hinanden i seks-syv uger, men hun føler det allerede, som om de sammen befinder sig om bord på et tog, der drøner derudad mod alderdommen og døden uden mulighed for at hoppe af undervejs. Jake er lidt kedelig og bedrevidende, men han ved, at han er det. Og han er jo en flink fyr, begavet, veluddannet og vellæst, og sex med ham er heller ikke så skidt.
Og så ankommer de til gården, hvor han er vokset op, men hvor han ikke har lyst til at gå ind med det samme. I stedet viser han hende rundt og fortæller mere eller mindre makabre historier om det hårde liv på landet. Da de endelig sidder i det for så vidt hyggelige hus, går der en rum tid, før hans forældre (Toni Collette og David Thewlis) viser sig, og så begynder det at blive lidt underligt. Både for vores hovedperson og for os, publikum, der ligesom hende oplever, at tid og rum nærmest ophæves, forældrenes alder varierer fra øjeblik til øjeblik, mens det vi – og hun – opfatter som virkelighed langsomt går i opløsning.
Mangelaget kage
Bedre bliver det ikke, da vores umiddelbart navnløse hovedperson og Jake forlader forældrene for at køre hjem til byen, hvor hun – der er uddannet fysiker og forsker i gerontologi, aldringsprocessen – har masser af arbejde, som venter. I takt med at hendes spekulationer om parforhold, livet og døden intensiveres, skrider også hele det fundament, hun står på, og intet eller ingen er tilsyneladende, hvad det eller de giver sig ud for at være.
I en af filmens mere spøjse scener diskuterer de i bilen John Cassavetes berømmede drama En kvinde under indflydelse (1974), og pludselig taler hun, med cigaret i hånd, som var hun den legendariske filmkritiker Pauline Kael, der savede filmen midt over i sin anmeldelse i The New Yorker dengang (en af Kaels bøger med anmeldelser lå på Jakes barndomsværelse hjemme hos forældrene og varslede på sin vis situationen).
Det er en reference, som formentlig kun de mest hardcore filmfans vil få øje på, og som kun lægger yderligere et lag til en allerede mangelaget kage af en film, der i sidste ende er en legesyg, drilagtig, udfordrende og indimellem ret vittig udforskning af det at være menneske og selve parforholdets inderste væsen.
Og det er vel i bund og grund, hvad man kan forvente sig af en film af Charlie Kaufman. Han har tidligere skrevet manuskripter til brillante film som Orkidé-tyven (2002), Being John Malkovich (1999), Human Nature (2001) og Evigt solskin i et pletfrit sind (2004) og har selv skrevet og instrueret særegne værker som Synecdoche, New York (2008) og Anomalisa (2015).
Kaufman er ikke bleg for at bryde alle narrative regler for at skabe sine egne, ligesom han gerne lader sine personer hoppe mere eller mindre forvirrede rundt på forskellige realitetsplaner, uden at de eller vi, publikum igen, ved, hvilket der er ’det rigtige’.
Kaufmans frodige fantasi
Og spørgsmålet er vel egentlig, om der overhovedet er et ’rigtigt’ eller et ’forkert’ realitetsplan i Charlie Kaufmans film, inklusive I’m Thinking of Ending Things, der er baseret på en bog af Iain Reid. Den kan bedst beskrives som en blanding af den charmerende, rørende og originale kærlighedsfortælling Evigt solskin i et pletfrit sind, hvor to tidligere kærester bogstavelig talt forsøger at udviske minderne om den anden, og så Synecdoche, New York, hvori en dramatiker bygger en replika af New York og her iscenesætter et stykke om sit eget liv, hvorefter stykket ender med at overtage hans liv.
På samme måde bliver de to hovedpersoner i I’m Thinking of Ending Things, Jake og den unge kvinde – hedder hun egentlig Lucy eller Louisa? – en slags hovedpersoner i en genfortælling af deres liv, som udspiller sig i ikke altid logisk sammenhængende episoder eller øjeblikke. Er det ’i virkeligheden’ hendes drøm eller måske et sammenbrud, hans mareridt eller en gammel mands dødsøjeblik, hvor hele hans liv passerer revy?
Spørgsmålene er mange, når den mere end to timer lange film er forbi, og man også har oplevet en alternativ opsætning af musicalen Oklahoma og en meget smuk, bevægende dansescene, der er som hentet ud af en moderne ballet.
Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår alt, hvad der sker i I’m Thinking of Ending Things, men jeg lod mig føre med af Charlie Kaufmans frodige fantasi – måske endda i højere grad end af Christopher Nolans beslægtede Tenet – de mange referencer til især bøger og film og ikke mindst Jessie Buckleys formidable præstation som den unge kvinde.
Hun er svær at få hold på, og som farven på sin jakke skifter hun humør og væsen; det ene øjeblik er hun lidt nervøs, det næste sarkastisk og selvsikker. Det tjener Netflix til ære, at de midt i al seriemanien og metervaren også giver penge til en filmkunstner som Kaufman, der tilmed tillader sig at diskutere værdien af film og tv-serier i filmen – som jo altså er produceret af og vises på en streamingtjeneste.
’I’m Thinking of Ending Things’ – Instruktion og manuskript: Charlie Kaufman. Fotografi: Lukasz Zal. Kan ses på Netflix fra i morgen, fredag den 4. september.
