Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Torben Ribe mixer malerisk abstraktion med levet liv og dårlig dagligstuesmag. Det er ikke kønt, men det bider godt fra sig

Med stor præcision og underspillet humor placerer Torben Ribe sin beskuer et ambivalent sted mellem et smil og et ubehageligt vrængende spejl
Det private indhold i Torben Ribes udstilling ’OUTLET’ er ikke kun brudstykker af et selvportræt. Det er også et portræt af billedkunstneren anno 2020. En traditionelt set anerkendt og ophøjet figur, enspænder og geni, der hos Ribe er portrætteret uden omsvøb og magi: som et helt almindeligt dødeligt menneske, der lever under prekære arbejdsvilkår, og som ikke sjældent må zigzagge sig gennem tilværelsen fra kunststøtte og udstilling til dagpenge og møder på jobcentret.

Det private indhold i Torben Ribes udstilling ’OUTLET’ er ikke kun brudstykker af et selvportræt. Det er også et portræt af billedkunstneren anno 2020. En traditionelt set anerkendt og ophøjet figur, enspænder og geni, der hos Ribe er portrætteret uden omsvøb og magi: som et helt almindeligt dødeligt menneske, der lever under prekære arbejdsvilkår, og som ikke sjældent må zigzagge sig gennem tilværelsen fra kunststøtte og udstilling til dagpenge og møder på jobcentret.

Anders Sune Berg

Kultur
22. september 2020

Efter knapt et år med renovering og midlertidig adresse i Kødbyen åbner den christianshavnske kunsthal Overgaden igen udstillinger i egne lokaler. Malingen på de nystrøgne vægge går klart igennem, når man træder ind, men lugten blander sig heftigt med en anden syntetisk dunst, der udsendes fra en park af billigt fabrikerede sofaer på den anden side af foyeren.

Sofaerne har billedkunstner Torben Ribe (f. 1978) slæbt indenfor på de bonede gulve, og sammen udgør de den primære rumlige struktur i hans nye soloudstilling OUTLET. På kunstsprog en totalinstallation, i virkeligheden ligner og lugter det som et lavprislagersalg i Ringsted.

Ribes sofaer er udstillet med usammenhængende puder og plaider på armlænene, store prisskilte i plastik, omringet af sporadisk tomme hylder. Det ligner umiddelbart en guddommelig karikatur på lagersalget – outlettet – men ved nærmere syn måske snarere en mimende skildring af outlettets på den ene side halvhjertede antydning af indretningssans og på den anden side totale afvisning af fortryllelse.

Men selvfølgelig er det ikke en parodi på outlets, der er på spil i Torben Ribes udstilling. Det er nærmere kunstudstillingen og dens prominente status, der spiddes. Sofaerne har han udstillet som kunstgenstande på podier, og ind imellem dem hænger hvide hylder frit på væggen som krydsfinér-versioner af Donald Judds verdensberømte repetitive og reducerede skulpturer fra 1960’erne.

Anders Sune Berg

Også ferske malerier har Ribe sat ud i sit outlet, installeret i smalle metalrammer på sokler af fladskærmsfødder. Umiddelbart abstrakte og minimalistiske værker, nogle med svage reminiscenser af hard-edge painting, et geometrisk abstrakt maleri, som vandt frem i slutningen af 1950’erne med skarpe, ’hårde’ kanter og kontrastfulde farveskift.

Privatlivets uro

Men går man tæt på Ribes malerier ser man elementer af alt muligt besynderligt, som er applikeret på lærredet. Ting, som ikke har hjemme i kunsthistorien, men som hører til i hjemmet og i hverdagen: striber af savsmuldstapet, breve fra jobcentret, reklamer, børneplastre, Rigshospitalets logo og billeder af isprinsessen Elsa fra børnebaskeren Frost.

Netop det greb har Torben Ribe arbejdet med i en årrække. Eksperimenteret med maleriet som medie ved at udsætte det for alskens gyseligheder: et tisselagen, pillede rejer, et strygebræt og en elregning fra Dong. Han udsmykker med kitsch og kiksede elementer, som bringer hele herligheden og ideen om det autonome, legitime kunstværk i en ustabil og farefuld tilstand.

For Torben Ribe elsker at forhandle med det hierarki, der befinder sig mellem ’virkeligheden’ og kunsten. Og det er også, hvad der forhandles med på Overgaden. Med sine hævede sofaer ophøjer han hverdagsobjektet, mens han degraderer kunstværket til en fladskærm, noget trivielt, underholdende og funktionelt. Og på den måde ripper Ribe op i kunstens gamle sår. Sår, der stammer fra en stadigt pågående kamp om at indtage en anerkendt og betydningsfuld rolle i det vestlige samfund, differentieret fra al anden visuel kultur.

Men Ribes værker bider hårdere endnu. Flere steder i udstillingen konfronterer han sin beskuer ikke bare med kunstens selvhøjtidelighed eller hverdagens materielle og visuelle cirkus, men med noget langt mere privat og ubehageligt.

I en plastiklomme på en sofa, der normalt ville indeholde en varebeskrivelse, har Ribe kilet et foto af sig selv ned. En bleg og kræftsyg mand med sondeslanger stikkende ud af maveskindet. Samme motiv dukker op på en hyggeplaid og et par pyntepuder. Det er ikke ligefrem et poetisk sprog, Torben Ribe tilbyder dette private og ultrasensitive stof, men et sjældent sprog giver han det dog. Et grotesk og sarkastisk ét.

Rundt omkring afslører Ribe også andre private sager. Screenshots fra jobnet.dk, en positiv graviditetstest, insisterende mange reklamer for gåseler til børn, en ansøgning til et quicklån, en guide til, hvordan man bør vaske hænder og et logo for netsiden Mig og Min Angst, hvor privatpersoner åbenhjertigt fortæller deres historier.

Ængstelsen filer sig stille og roligt ind i outlettets kedelige, kolde lys. Ængstelsen for arbejdsløshed, økonomisk uføre, sygdom og pandemi og for at sætte børn i verden midt i alt dette kaos.

Spejlet i rummet

Men det private indhold er ikke kun brudstykker af et selvportræt. Det er også et portræt af billedkunstneren anno 2020. En traditionelt set anerkendt og ophøjet figur, enspænder og geni, der hos Ribe er portrætteret uden omsvøb og magi: som et helt almindeligt dødeligt menneske, der lever under prekære arbejdsvilkår, og som ikke sjældent må zigzagge sig gennem tilværelsen fra kunststøtte og udstilling til dagpenge og møder på jobcentret.

Anders Sune Berg

For præcis ligesom kunstværket er udfordret som en autonom og legitim størrelse i vores sekulære, liberalistiske samfund, må kunstneren navigere hardcore mellem kunstens intellektuelle, eksklusive rum og vores alle sammens hyggerum, indrettet med billige sofaer, fjernsyn, junkfood og Frost-sange på hjernen (»Let it Go! Let it Go!« Selv tak).

I Torben Ribes værk er det hverdagslige, det kommercielle, det private og det kunstneriske billedsprog hvirvlet sønder og sammen. Hos ham er grænserne mellem en Frank Stella-agtig vinkel på lærred og Jobcenter Esbjergs grafiske layout på en A4-side papirtynd. Faktisk er det, som om Ribe ligefrem – Pollock forbyde det – foreslår en ligestilling mellem de to. Uanset hvad får Ribe kunstværkets (og dermed sin egen) i forvejen udsatte position til at vakle endnu mere.

Ribes ambivalente og tragikomiske værk er frustrerende at blive med. Først føles det humoristisk og opblødende, men ganske hurtigt skærpes det og bliver et ubehageligt og kritisk spejl på kunsten, men også på det hverdagsliv, vi lever, overfyldt med dimsedutter og himstregimser.

Ribe udstiller ikke kun kunstens elitære væsen, måske endnu mere de sociale afkodninger, som beskueren selv undervejs uden tvivl har gjort sig og positioneret sig i forhold til. Hvis jeg ikke tager helt fejl, ligner og lugter det næsten som et godt kunstværk. Et værk, der artikulerer sig hybridt, men samtidigt pinefuldt præcist om virkeligheden og sin egen tilknytning til den.

Torben Ribe: ’OUTLET’. På Overgaden Institut for Samtidskunst til og med 8. november 2020

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her