Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tove Storchs ulige materialer samarbejder så smukt, at det smutter i musklerne

Hun er en stædig kunstner, Tove Storch. En overlegen materialeformgiver, der bliver ved med at lave samme type minimalistiske skulptur af modstridende, men sanselige grundelementer. På Galleri Nils Stærk udfordrer hun nu alligevel sit repertoire
Tove Storchs valg af materialer, de stringente grå linjer over for det tørre, men let svulmende gips, får det til at knase i knoglerne.

Tove Storchs valg af materialer, de stringente grå linjer over for det tørre, men let svulmende gips, får det til at knase i knoglerne.

Malle Malling

Kultur
8. september 2020

Sidste år ved sensommertid svulmede mit instagramfeed pludselig op med støvede rosa nuancer. Billeder af indfarvet silke spændt ud på metalstativer, hvor end jeg scrollede hen. Og små rosafarvede gipsblokke stukket ind i et kartotek af grå beton.

Foruden Astrid Myntekærs roterende kobbermobile og Nanna Abells kæmpe parfumeflakon i beton var det, som om alle, der havde SoMe-linserne fremme på sidste års kunstmesse CHART Art Fair, var enige om, at den danske billedkunstner Tove Storchs værker var de absolut mest betagende.

I år har det ikke været lige så let at foretage en hurtig opsummering og vurdering af den store nordiske kunstbegivenhed. Coronaen kom, så og sejrede over de store forsamlinger, og det tvang i år CHART til at decentralisere det setup, der plejer at udspille sig på Kunsthal Charlottenborg sidste weekend i august. CHART måtte sende kunsten hjem til dens respektive gallerier, og det ville derfor kræve mange cykelture på tværs af København, sågar flyveture på tværs af Norden, at kunne foretage en komplet, komparativ analyse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar:
"Sådan er det med Tove Storchs værker. De unddrager sig ord og fotografiske gengivelser. Så snart du forsøger at indkapsle dem, gør du dem fattigere. Fratrækker væsentlige kropslige erfaringer. Så derfor: Glem denne her tekst".

"Glem denne her tekst" - en paradoksal udtalelse fra en kritiker, efter at vi gennem artiklen har fået pirret vores nysgerrighed i retning af at opsøge galleriets udstilling. Markedsføring, der benægter at være markedsføring?

Hvis man skal følge præsentationen på galleriets hjemmeside, skal man betragte teksten forfattet af Paola Paleari som en del af udstillingen, ligesom de enkelte værker af Tove Storch er en del af udstillingen. I praksis må såvel værker, tekst og udstilling derfor være en del af en helhedsoplevelse og en gensidigt meningstilskrivende sammenhæng.

I en vis forstand bliver det derfor vanskeligere at trække grænsen for, hvor udstilling og de enkelte værker starter og slutter, og hvad det er, der er bærende for sansning, stemning og nærvær.

Det kan virke ret udtroligt, at sansning, stemning og nærvær i den grad kan forbindes med store tænkere som såvel Einstein, Schelling, Goethe og Newton. Jeg vil håbe, at også Tove Storch kan identificere sig med referencerne til de store tænkere og forstå perspektivet i at inddrage dem i relation til hendes værker. Også selv om vi ikke kan forvente, at hun har tænkt på de store tænkere, mens hun skabte værkerne.

Når teksten i anmeldelsen betegnes som "spekulativ" og som en, "der søger at finde frem til en alternativ teori om tyngdekraften. En romantisk og poetisk en", så er der nok mest tale om formidling af kunst med kunst.