Tove Storchs ulige materialer samarbejder så smukt, at det smutter i musklerne

Sidste år ved sensommertid svulmede mit instagramfeed pludselig op med støvede rosa nuancer. Billeder af indfarvet silke spændt ud på metalstativer, hvor end jeg scrollede hen. Og små rosafarvede gipsblokke stukket ind i et kartotek af grå beton.

Foruden Astrid Myntekærs roterende kobbermobile og Nanna Abells kæmpe parfumeflakon i beton var det, som om alle, der havde SoMe-linserne fremme på sidste års kunstmesse CHART Art Fair, var enige om, at den danske billedkunstner Tove Storchs værker var de absolut mest betagende.

I år har det ikke været lige så let at foretage en hurtig opsummering og vurdering af den store nordiske kunstbegivenhed. Coronaen kom, så og sejrede over de store forsamlinger, og det tvang i år CHART til at decentralisere det setup, der plejer at udspille sig på Kunsthal Charlottenborg sidste weekend i august. CHART måtte sende kunsten hjem til dens respektive gallerier, og det ville derfor kræve mange cykelture på tværs af København, sågar flyveture på tværs af Norden, at kunne foretage en komplet, komparativ analyse.

Materiel ligestilling

Heldigvis har Galleri Nils Stærk igen i år valgt at udstille sidste års hypede Tove Storch (f. 1981), men altså i denne CHART-omgang i eget gallerirum, en overordentlig velfriseret udgave af et gammelt autoværksted på Glentevej i Nordvest.

Fem minimale skulpturer er installeret i galleriets første rum, sat ud på de rå betongulve. Storchs værker er og har altid været af den delikate slags. Raffinerede og tiltrækkende, magnetiske nærmest, og det er præcis, hvad der venter igen denne sensommer.

Lag af store stykker indfarvet silke i koralrøde og rosa pigmenter omslutter en lav metalkonstruktion. Som et dækket bord, en tekstilscene eller flydende aluminiumsseng. Og i fire andre aluminiumsstativer fylder farvepigmenteret gips ud, så de tynde grå metalflader bukker under, bøjer af eller ligefrem frivilligt giver plads til de farverige skiver.

Tove Storch er optaget af sine materialers gensidige forhold. Hvordan de arbejder sammen eller yder hinanden modstand. Hvordan de fylder i et rum, og hvilke kræfter de bringer i spil. Hvordan de spænder op, strækker sig eller kollapser. Hun udtaler sig sjældent om, hvilke symboler og kunsthistoriske referencer værkerne fremmaner, det er alt sammen op til dig og mig. Hvilken betydning bærer materialerne for dig, spørger de.

Som beskuer skal man holde sin analysetrang i stram snor for ikke at løbe afsted med den oplagte læsning: det lyserøde, bløde gips og tekstil = svulmende feminint. Det kolde, hårde metal = hardcore maskulint. Det hjemlige, traditionelt kvindelige sat over for det industrielle, traditionelt mandlige.

I virkeligheden er både metal, gips og tekstil i dag industrielt fabrikerede materialer. Og den flydende gips og de stærke silkefibre er lige så muskuløse som aluminium. Men vi er vant til at besjæle materialer efter, hvordan de føles mod vores hud. Eller for vores øjne. Og desværre aflæser vi stadig de værdier iført gamle kønsrollebriller.

Tove Storch udfordrer vanetænkningen ved at vise os, at det lette og fine godt kan have muskler, og at det store og tunge kan være eftergivende. Hvis vi holder op med at typecaste materialer og iklæde dem særlige symboler, er vi så ikke et skridt nærmere ligestilling?

Malle Malling

Tove Storch har arbejdet med metal i en årrække og gjort det til sine skulpturers grundstruktur. Det er metallet, der giver skulpturerne volumen, men hendes metalrammer er samtidig dybt afhængige af at blive fyldt ud. Hendes stædige insisteren på, at det tynde, bløde og farverige kan påvirke det stringente, hårde og blanke metal udstiller materialernes nuancer og betydning for hinanden. At de ikke er faste autonome enheder, men som os mennesker en slags organismer, der lader sig præge af det, de omgiver sig med.

Romantisk tyngdekraft

Uanset fortolkning er det svært ikke at mærke værkerne krybe ind i kroppen. Tove Storchs valg af materialer, de stringente grå linjer over for det tørre, men let svulmende gips, får det til at knase i knoglerne. Hendes skulpturer er som tværsnit af en aluminiumskrop, der afslører lag af kød, blod og sener. Det smutter i musklerne af længsel efter at få lov til at røre.

På den måde minder Tove Storch om svenske Astrid Svangren, som også er en ekvilibristisk materialeudforsker med blik for de skæve, sanselige sammensætninger. Mens Svangren gør det i draperet tyl og bergmansk midsommerdrama, er Storch dog noget mere minimalistisk og småt fortællende.

Men udstillingen hos Nils Stærk bringer faktisk en ny og anelse mere narrativ side af Storch frem. Normalt arbejder hun ikke med titler, men denne gang er hun gået med til at give sin udstilling navn, og det er ikke bare et stille og roligt ét! Apple Romance hedder den. Allerede der farer det i munden med sprødhed, saft og syre.

Udstillingen har ingen formidlingstekst, for Tove Storch bryder sig ikke om den type tekst. Den kan ellers være en hjælp til fortolkning af hendes minimalistiske udsagn, men også en slukknap for alt det, der har med det fysiske og sanselige at gøre. I stedet har hun bedt freelancekurator og kritiker Paola Paleari om at forfatte en tekst, som overrækkes publikum i en lille lyserød kuvert, stænket med duft af æble.

Det ligner et kærestebrev med den svungne skrift, men læser man de to lyserøde sider, er det hverken traditionel kunstformidling eller kærlighedserklæringer, men en spekulativ tekst, der søger at finde frem til en alternativ teori om tyngdekraften. En romantisk og poetisk en.

Einstein og Goethe i pingpong

Paleari citerer og inddrager gamle, hedengangne mænd som Albert Einstein, Friedrich W. J. Schelling, Wolfgang Goethe og Isaac Newton i en slags pingpong med Tove Storchs værker. Newton fik et æble i hovedet og opdagede tyngdekraften. Einstein betvivlede den med sin relativitetsteori, mens Storch udfordrer begge teorier ved at lade flydende gips yde modstand til det faste aluminium.

»Der er en original, suveræn energi på spil her. En, som ikke synes at tage sig af begreber om masse og vægt, og hvordan de bør interagere med hinanden,« skriver Paola Paleari.

Det er en besværlig tekst at læse. Ligesom Tove Storchs værker kan være besværlige at begribe. Men det er netop sådan en type tekst, der ikke lukker værkerne inde, men tillader dem at stå åbne og vibrere poetisk, omend endnu mere progressive efter endt læsning.

»Jeg håber, poetiske visioner stadig er hovedpinen over at skulle læse to gange værd,« skriver Paleari.

De er det hele værd, tak!

Det er svært at videreformilde Tove Storchs praksis en til en, ligesom instagramsnapshots ikke yder hendes værker ret. Det er lidt ligesom at tage et foto af en midsommersolnedgang. Al den nostalgi, forsvindende varme og melankoli, du føler der foran den nedsunkne lysskive, er umulig at genopleve, når du to dage senere scroller forbi billedet i din kamerarulle.

Sådan er det med Tove Storchs værker. De unddrager sig ord og fotografiske gengivelser. Så snart du forsøger at indkapsle dem, gør du dem fattigere. Fratrækker væsentlige kropslige erfaringer. Så derfor: Glem denne her tekst. Tag til Nordvest og oplev hendes værker med egen krop, næse og øjeæble.

Tove Storch: ’Apple Romance’, hos Galleri Nils Stærk frem til 24. oktober.