Læsetid: 4 min.

Trude Marsteins roman om en kvindes liv er som en mavepuster af skuffelser og livskraft

Lige så trist som romanen kan være, når hovedpersonen Monika oplever sorg, lige så opløftende og livsbekræftende er den, når hun igen mærker intens lykke. Det er lidt som en besættelse på den måde at komme helt ind under huden på et andet menneske
Det er i de små observationer, at Marstein brillerer. Hun er mesterlig til at beskrive menneskelige interaktioner og følelser, for eksempel de komplekse dynamikker imellem familiemedlemmer.

Det er i de små observationer, at Marstein brillerer. Hun er mesterlig til at beskrive menneskelige interaktioner og følelser, for eksempel de komplekse dynamikker imellem familiemedlemmer.

Gyldendal

2. oktober 2020

Der findes en gammel norsk barneleg, hvor man holder en bunke sand i hånden og siger: Så meget havde jeg. Så kaster man det op i luften, mens man hurtigt vender hånden, og om det der falder uden for håndryggen, siger man: Så meget gav jeg væk. Til sidst kaster man igen og griber de sidste sandkorn i den åbne håndflade: Så meget fik jeg tilbage.

I Trude Marsteins roman Så meget havde jeg følger vi Monika, fra hun er 13 år gammel i 1973, til hun er 57 år gammel. Romanen handler om de chancer hun får, som hun griber eller ikke griber. Om alt det, hun ikke kan bestemme på forhånd, men som ganske enkelt bare er – livet.

Der er mange mænd i Monikas liv. Tollef, den søde ungdomskæreste, som senere skal blive én af hendes nærmeste venner; Roar, den gifte mand, som hun har en årelang affære med; Geir, som hun får en datter med i en relativt sen alder; Trond Henrik, den selvmedlidende forfatter, som hun forelsker sig hovedløst i.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu