Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ungdommen nu til dags!

Sidste forår tog jeg et billede i et indkøbscenter af en trøje, hvor der stod påtrykt: ’Your potential is endless’. Ny bog forklarer, hvorfor det slogan ikke er tilfældigt eller uskyldigt
Christian Hjortkjærs bog sætter fingeren på et meget ømt punkt. Ømt for de unge og ømt for os, der har skabt det. Af den grund bør unge og deres forældre læse den.

Christian Hjortkjærs bog sætter fingeren på et meget ømt punkt. Ømt for de unge og ømt for os, der har skabt det. Af den grund bør unge og deres forældre læse den.

Forlaget Klim

Kultur
18. september 2020

Ungdommen har formodentlig altid været bærere af vores håb og frygt for fremtiden. Enten er de budbringere af et nyt og bedre i morgen eller ødelæggere af et tåleligt nu. Enten er de forandringens årsag eller dens sagesløse offer.

Ungdommen bærer vores ideer om samtiden og fremtiden. Det gør det let at tale om dem, lidt sværere at tale til dem.

Hvordan kan man både forklare dem, hvordan den verden, de lever i, virkelig er, og samtidig respektere dem som menings- og handlingsbærende individer, der handler og agerer i verden, som de selv ser og oplever den? Hvordan undgå at blive bedrevidende om en tid og en del af verden, man ikke længere tilhører?

I Utilstrækkelig – hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge henvender højskolelærer Christian Hjortkjær sig til de unge – bogen er til de unge, men den handler også om os andre. Den er et samtidsdiagnostisk forsøg på at forklare, hvordan vi afgørende har skiftet vores moralske tiltale fra forbuddet til påbuddet, og hvilke konsekvenser det har for de unge i dag.

Ligesom forfatteren er jeg ikke samtidig med de unge. Jeg må trods alle forsøg på at forstå nærme mig som lidt en fremmed, som en usamtidig med de unge. Der er to hovedstrategier for at nærme sig det fremmedartede: Man kan minimere afstanden, forsøge at gå i ét med, lade sig opsluge, vandre udefra og ind, eller man kan øge afstanden, stille sig undrende og spørgende, bruge teoretiske omveje, opstille modeller.

Hjortkjær placerer sig imellem disse strategier med erfaringen fra sine højskoleelever som vejen ind og med analytiske teoretikere som blikket udefra.

Vær dit bedste jeg – nu!

Hvad ser han så? At det, der kendetegner vor tid, er »kravet om at være lidenskabeligt engageret i stort set alt. I vores studie, vores arbejde, vores parforhold, vores børn, i nyhederne, i klimaet og i kampen mod uretfærdighed. Vores tid er ikke uden lidenskab, men derimod udmattet«.

En udmattelse særligt følt af de unge, der italesættes som ’fremtidens håb’ individuelt og kollektivt.

Det er ikke længere skyld over at have overtrådt forbuddet eller forvrængningen af ens person i forsøget på at leve inden for den snævre regel, der kendetegner vor tid, men derimod det modsatte: friheden, bruddet, engagementet, selvskabelsen.

Ikke de snævre rammer med de uendelige muligheder. Og det skaber ifølge Hjortkjær en grundlæggende utilstrækkelighedsfølelse i de unge.

Hvordan bliver man alt, man kan blive? »Det er ikke følelsen af, at du gjorde noget, du ikke måtte,« skriver han, »men bare følelsen af, at du aldrig gør nok«.

Det er ikke længere pligt, men lyst, kravet om at have lyst, der skaber problemet. Man kan ikke bare gøre det godt nok. Man skal gøre det med begejstring. Man kan ikke bare være sig selv. Man skal være unik. Stand out. Unleash your inner potential.

Idealer er skadelige på en anden måde end forbud. Hvor forbud begrænser og forhindrer, der ser idealer og opfordringer ud til at frisætte og bevæge. Men som den psykologi og sociologi, som bogen trækker på, klart vil sige, så er den ene ikke ufrihed og den anden frihed. »Den afgørende pointe er her: Idealer har en anden psykologisk indvirkning på os end regler.

Regler og forbud afføder skyld og neuroser. Idealer og påbud afføder skam, angst og en følelse af utilstrækkelighed.« Forbud kan man overholde og så være nogenlunde i fred. Idealer og opfordringer er uopfyldelige og evige. De er påtrængende og indtrængende. De kan ikke som forbuddet udføres yderligt. De sniger sig mere ind i selvet.

Det er en af bogens helt klare styrker, at den trods sin noget bastante overgangsmodel fra forbud til påbud og dens lettere katastrofiske tone, ikke på noget tidspunkt forfalder til nostalgi om de gamle dage, hvor der nok var forbud, men også orden, eller til den konservative klagesang om, at alverdens unoder skyldes, at folk er blevet for frie.

»Intet menneske,« skriver han helt rigtigt, »bliver psykisk syg af at have for mange muligheder eller for meget frihed.« I en hel klassisk ideologikritisk manøvre fortsætter han: »Det, man bliver psykisk syg af, er derimod uoverensstemmelsen mellem at blive fortalt, at man er fri, men i realiteten opleve, at man bliver mere og mere presset.«

Og, kunne man med fordel have tilføjet, ikke have reelle muligheder for at udleve eller realisere sin angivelige frihed.

Hvornår begyndte nutiden?

Enhver samtidsdiagnose akkumulerer eksempler som bevisførelse. Og Hjortkjær benytter et rigt og sigende materiale fra reklame og populærkulturen såvel som fra undervisningssektoren. Men hvor stort diagnostisk potentiale er der i den slags?

Man kan blive lidt i tvivl, når han i indledningen spørger, hvem der har sagt »hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok«, og tænker, det må være meget nutidigt, mens en hurtig googlesøgning viser, at det angiveligt stammer fra Benjamin Franklin, der levede fra 1706-1790. Det modbeviser ikke diagnosen, der i vid udstrækning virker rigtig, men det rejser et spørgsmål om, hvordan vi endte her, som bogen kun dårligt får besvaret.

Det er lidt uklart, hvornår og hvordan overgangen fra et forbudssamfund til et påbudssamfund skete. Var det i begyndelsen af det 20. århundrede, inden for de seneste 50 eller de seneste 75 år, hvilke tidspunkter alle nævnes i bogen? Og hvis for så længe siden, hvorfor er det da først nu, vi ser de psykiske konsekvenser? Hvorfor denne ungdom nu?

Datospørgsmålet dækker over det større spørgsmål om, hvordan vi endte her, som bogen ikke besvarer. Man kan sige, dens ambition er at forklare, hvordan nutiden ser ud, ikke hvordan det blev vores nutid.

Vores nutid? Hvem er dette ’vi’, ’alle’, der eksisterer sammen med ’ungdommen’ som bogens subjekt. Det er mit klare indtryk, at bogen helt korrekt identificerer en afgørende tendens i vores tid, men at den nok overspiller sin analyse ved at ækvivalere tendens med totalitet. Bogen ynder udtryk som »ethvert aspekt af vores tilværelse i dag« og at bruge universaliserende begreber for, hvem det angår. Ligesom den laver en række ikke helt overbevisende påstande, om hvad ’vi alle’, ’samfundet’, ’staten’, ’de voksne’, ’ungdommen’ siger og gør, der er helt rigtigt i nogle tilfælde for nogen, men ikke hele tiden for alle.

Denne slags samtidsdiagnoser – der her ellers er udført elegant og overbevisende – mangler tit at stille tre, forbundne kritiske spørgsmål til sin egen analyse:

  1. Er denne tendens den eneste, den vigtigste? Her vil jeg nok mene, man klart kan sige, at det er én tendens værd at forholde sig til, men dog kun én;
  2. Gælder den for alle og for alle ligeligt? Ikke os alle og ikke alle unge er underlagt disse påbudspres på samme måde og i samme omfang. Nogle mødes uendeligt mere af kommandoer og forbud end af entusiastiske frihedsopfordringer; og
  3. Er tendensen fuldt effektiv? Man kan ikke bare ekstrapolere fra en syndflod af påbud, til at de føles, opleves og reageres på sådan. Nogen har modstandskraft hjemmefra, andre ser sig ikke adresseret, andre bruger det ironisk eller strategisk. Ingen forhold er nogensinde helt som intenderet, helt så monolitiske, helt så effektive.

Denne bogs styrke og relevans ligger ikke i analysen af, hvordan vi kom hertil, men i hvad denne nutid er, hvad den gør særligt ved de unge. Og som en bog – ikke til mig, men til dem – er den analyse afgørende.

Jeg kan være i tvivl om, hvorvidt dens afsluttende modpåbud »hvem er du?« ikke er lige så intimiderende som »vær en helt hver dag«, men jeg er ikke i tvivl om, at bogen sætter fingeren på et meget ømt punkt. Ømt for de unge og ømt for os, der har skabt det. Af den grund bør unge og deres forældre læse den.

Vi bliver alle klogere af bøger, der søger at gribe deres tid, særligt hvis vi ikke lader os overbevise og overvælde helt, hverken af analysen eller af hvad den analyserer. Lad dig her overbevise af diagnosen, men stil spørgsmål til forklaringen og til omfanget. Så er vi allerede på vej ud af tidens tryllekreds.

Christian Hjortkjær: ’Utilstrækkelig – hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge’. Klim, 120 sider, 150 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her