Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Victor Boy Lindholm blander cykling og følelser. Resultatet er uinteressant

’Jeg slæber lungerne som en vægt’ handler om at bruge cykling som kur mod nedstemthed. Som læser fyldes man måske nok med sympati, men ikke med æstetisk fascination
Hvad det er, som det energiske jeg i Victor Boy Lindholms nye digtsamling cykler eller flygter fra, får læseren aldrig at vide. »Og man forstår ikke helt, hvorfor det skal være så hemmeligt, når følelsesløsheden nu får lov at fylde så meget,« skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Hvad det er, som det energiske jeg i Victor Boy Lindholms nye digtsamling cykler eller flygter fra, får læseren aldrig at vide. »Og man forstår ikke helt, hvorfor det skal være så hemmeligt, når følelsesløsheden nu får lov at fylde så meget,« skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Peter Nygaard Christensen

Kultur
18. september 2020

Normalt oplever vi det som spændende, når et stillads omsider bliver pillet ned, og huset så står der og kan ses. Og almindeligvis finder vi det interessant, når en forfatter giver afkald på udenværkerne og prøver at tale med egen stemme. Men resultatet kan også skuffe fælt.

Lyrikeren og kulturklummeskribenten Victor Boy Lindholm (f. 1991, debut 2013), som ud fra sine tidligere bøger af litterære kritikere er blevet beskrevet som et tidstypisk mix af Caspar Eric og Theis Ørntoft, har i sin nye digtsamling, Jeg slæber lungerne som en vægt, droppet førstnævntes tilbagevendende referencer til populærkulturelle fænomener og sidstnævntes bekymring over aktuelle klimamæssige problemstillinger.

Tilbage står et temmelig afpillet lyrisk jeg, som cykler rundt på Kalvebod Fælled og det østlige Sjælland i et ihærdigt forsøg på at finde dels naturen, dels sig selv, og om muligt få det en lille smule bedre såvel fysisk som psykisk.

Hvem er jeg? spørger han. Og svarer:

»følelser
hængt op
på et knoglet stativ«.

En indre styrke

Projektet går ifølge forlagets nærmest tårevædede følgeskrivelse ud på at skabe et rum for det sorgfulde, det stille, det rasende og resignerede.

Digteren vil, erklærer han dér, tale på vegne af »den sårbarhed, vi alle har til fælles«. Man kan da også kun sympatisere med hans forsøg på at komme ud af følelsesløsheden.

Victor Boy Lindholm: ’Jeg slæber lungerne som en vægt’.

Saxo
Han cykler, står der i selve bogen, bedst, når han har det værst. Så river vinden i lungerne, så nærmer han sig »en kraft i kroppen«. Han mærker, skriver han, pulsen »som en klump i min hals«. Han er lykkelig, oplyser han, når han får lov at ånde træerne dybt ned i systemet. Benene bliver lamme, og der er lang vej hjem i den kolde modvind, men han får kontakt med en indre styrke, han ikke kendte, og mærker pludselig et håb om »troen på noget«.

Det er stærkt opløftende og burde straks kunne skaffe omsætningsfremgang til specialbutikker med cykeludstyr, energibarer og motionsgel.

Rene almindeligheder

Hvad det er, som det energiske jeg cykler eller flygter fra, får læseren aldrig at vide, og man forstår ikke helt, hvorfor det skal være så hemmeligt, når følelsesløsheden nu får lov at fylde så meget. Men nogle gange ved vi jo slet ikke, hvad det er, der gør os triste.

Hvad han sanser på sine ture, fremstår som rene almindeligheder bortset fra en vandrefalk, som da altid er værd at kigge på for såvel en fredelig gågænger som en hjulende motionist. Endnu værre end følelsesgrundlagets ret uspecificerede karakter virker imidlertid formsprogets repeterende, for ikke at sige cykliske præg med genkommende ledelinjer afbrudt af intetsigende tomgang.

Bogen består af en intro på ni sider fulgt af tre nogenlunde lige lange og nogenlunde lige kedelige suiter over modellen Natur & Cykeltur efter følgende grundmønster:

»jeg jager mig selv i mørket
og jeg spørger mig selv
hvad vil det sige
at have en krop«.

Tja, det vil, som det hedder i titlen, sige at slæbe lungerne som en vægt. Det vil sige at blive uhjælpeligt »sat« af en lidt rappere medmotionist, men også at mærke kombinationen »kraftfulde muskler / i et skrøbeligt sind«. At have en krop, det kan være at føle blodet løbe hurtigere, og fred være med det.

Men hvor Victor Boy Lindholm forsøger at sætte deciderede følelser på, bliver resultatet slapt og uinteressant:

»jeg cykler ud over markerne i mørket
i mørket er der stilhed og en åbning
mod spørgsmål uden svar
og jeg ved ikke hvornår
jeg får det okay
igen«.

Man fyldes måske nok med sympati, men på ingen måde med æstetisk fascination.

Victor Boy Lindholm: ’Jeg slæber lungerne som en vægt’. Turbine, 83 sider, 180 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her