Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Åsa Linderborg har skrevet en forbløffende perfekt bog, der hudfletter #MeToo

Åsa Linderborg har skrevet en ny bog om #MeToo og medierne. Og sig selv. Det er helt saliggørende at læne sig op ad et vaklende orakel
Fribytteren Åsa frygter ingen og intet. Og skåner ingen og intet. Hun støtter undertrykte kvinder, men forsvarer mænds retssikkerhed, når #MeToo bliver som et missionshus, hvor prædikanten spøger: »Er I frelste nu?«, skriver anmelder Klaus Rothstein.

Fribytteren Åsa frygter ingen og intet. Og skåner ingen og intet. Hun støtter undertrykte kvinder, men forsvarer mænds retssikkerhed, når #MeToo bliver som et missionshus, hvor prædikanten spøger: »Er I frelste nu?«, skriver anmelder Klaus Rothstein.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
30. oktober 2020

Den svenske historiker, journalist, kommentator og forfatter Åsa Linderborgs Året med 13 måneder er et imponerende skånselsløst og usminket selvopgør fra den svenske #MeToo-debats voldsomme år 2017-18.

Det, der gør bogen så brutal i sin ærlighed, er, at Åsa Linderborg fortæller meget mere, end hun behøver. Og her tænker jeg ikke så meget på de pinagtige scener, hvor kæresten forlader hende, og hun dulmer sin egen hjertesmerte med selvbebrejdelser og vin.

Jeg tænker heller ikke så meget på det professionelle kontroltab, når hun skriver ophidsede aviskommentarer uden at kunne huske sine egne argumenter bagefter.

Og jeg tænker heller ikke på hendes flagellantiske erkendelse af, at hun og Aftonbladets artikler om teaterdirektør Benny Fredrikssons seksuelle krænkelser var medvirkende til, at han begik selvmord (artikler, som det svenske pressenævn har kritiseret for at overskride grænserne for god publicistisk etik).

Åsa Linderborg: Året med 13 måneder. En dagbog.

Åsa Linderborg: Året med 13 måneder. En dagbog.

Saxo
Nej, jeg tænker på to scener, hvor Åsa Linderborg skriver om sine egne oplevelser med seksuelle grænseoverskridelser eller krænkelser – vel at mærke med en vinkling, der adskiller sig markant fra tidens ånd.

Først fortæller Åsa Linderborg, hvordan hun som 19-årig ungkommunist krævede sex af en »mørkhåret, flot, velklædt, intellektuel dandy« fra Ungarn:

»Kan du ikke tage mig bagfra henne ved statuen? spørger jeg. What? Jo, please, kan vi ikke gøre det her? Jeg går over plænen og forbi bevoksningerne omkring den oplyste statue. Ervin følger efter. Først da jeg trækker min stramme, sorte nederdel op og trusserne ned, forstår han, at det er mit alvor. Det er ikke en god idé, siger han. Jo, det er, jeg har lyst til dig, come on! Jeg hører, hvordan han fumler med bukserne, og mærker at han prøver at penetrere mig, men det går ikke. Efter et stykke tid vender jeg mig om og ser hans halvstive stådreng, der stritter ud af gylpen. Den går vist ikke, siger jeg med en vesterlændings selvtilfredse ansigtsudtryk.«

Senere tænker hun igen tilbage på ungdommen, da hun som blot 17-årig rejser med en otte år ældre mand, O, til Verdens Ungdom-festivalen i Moskva: »O har en anden også, sikkert flere, vi har ikke lovet hinanden noget, men jeg vil gerne mere.« Og på færgen til Helsingfors er de to alene i saunaens omklædningsrum:

»Jeg knapper mine Levis op, og O glider op i mig bagfra. Han trækker sig ud og forsøger at trænge ind, hvor ingen har været før. Det gør ondt, jeg holder fast i knagerækken, han mosler løs, det gør ondt. Det er helt forkert, at han vil gøre det på den måde, men jeg siger ingenting. Mine jeans er kravlet ned om knæene, om halsen strammer hammeren og seglet, jeg har i en sølvkæde.«

En passende straf

Erindringen fra Ungarn lader Åsa Linderborg hænge ved siden af Ervins halvstive stådreng. Men da hun den 22. maj 2018, dagen hvor Riksdagen vedtager samtykkeloven, skriver dagbogserindring om O’s mislykkede analangreb i 1985, spørger hun retorisk:

»Blev jeg voldtaget? Det ved jeg ikke. Men hvis vi havde samtykkelov dengang, ville jeg have haft ti år til at beslutte mig for, om jeg ville politianmelde det. Han havde fået mindst to års fængsel, for han havde jo ikke spurgt om han måtte, og jeg havde heller ikke sagt ja. Jeg sagde ingenting.«

Åsa Linderborg spørger, hvad en passende straf ville være, og hun erkender, at hun ikke aner det. Og så gør hun noget ualmindelig modigt. Hun erkender, at hun var ude for noget, som ikke burde være sket, men hun tænker alligevel på O med taknemmelighed:

»Når jeg er skriveblokeret, finder jeg sommetider støtte i den sommer, hvor O og jeg i de milde sommeraftener gik fra partikontoret i retning af torvet, og hvor han sagde, at jeg ville blive en fribytter i ord og tanke. Kærligheden antager mange former. Det gør sex også. Det samme gælder voldtægter.«

Skåner ingen

Det kræver unægtelig en fribytter i ord og tanke, at udlevere sit eget unge jeg som en, der kræver sex af en modvillig mand, og derefter at stille spørgsmålstegn ved, om det endnu yngre jeg nu også blev voldtaget af den ældre mand i saunaen. Og tænk at turde skrive, at både kærlighed, sex og voldtægt antager mange former. Det lyder jo både som en sidestilling og en relativisering af begreberne.

Men fribytteren Åsa frygter ingen og intet. Og skåner ingen og intet. Hun støtter undertrykte kvinder, men forsvarer mænds retssikkerhed, når #MeToo bliver som et missionshus, hvor prædikanten spøger: »Er I frelste nu?«. Og hun tager utvetydigt de højreradikale og nynazisternes parti i spørgsmålet om ytringsfrihed og retten til at have en stand på bogmessen i Göteborg. Hvilket intellektuelt privilegium: at være upopulær på begge fløje.

Det, der gør Året med 13 måneder til en bekendelsesbog af en helt særlig kaliber, er Åsa Linderborgs parallelle spor: for det første forholdet til familien med den arbejderistiske loyalitet over for sovjetkommunismen, for det andet Åsa Linderborgs sociale opstigning til akademiker og kulturredaktør på den venstreorienterede tabloidavis Aftonbladet, for det tredje hendes voldsomme politiske engagement som offentlig intellektuel med radikale holdninger, for det fjerde bølgen af #MeToo, som hun både rider på og kritiserer, og for det femte den barske beskrivelse af at blive forladt og stå ramponeret tilbage i al elendighed.

»I #MeToo findes der kun to roller: gerningsmanden, der gøres til repræsentant for alle mænd, og det kvindelige offer, der står helt uden ansvar og handlemuligheder,« skriver Åsa Linderborg. Og videre: »Når presseetikken ikke gælder alle, taler vi ikke længere om mennesker, så gøres de til noget andet. Hver dehumanisering af et medmenneske indebærer en handling, hvor man dehumaniserer sig selv.«

Som sådan er Året med 13 måneder en dybt interessant og nødvendigt kulturkritisk bog om #MeToo, der pendulerer mellem det frigørende og det autoritære – på nøjagtig samme måde som Åsa Linderborg og hendes journalistik selv svingede fra høj etik til skummel sensationalisme.

Den skråsikre debattør kom i tvivl, og som læser er det helt saliggørende at læne sig op ad et vaklende orakel. Som et uperfekt menneske i en uperfekt verden har Åsa Linderborg skrevet en forbløffende perfekt bog.

Åsa Linderborg: ’Året med 13 måneder. En dagbog’. På dansk ved Lisbet Kjær Johansen. Gutkind. 416 sider, 300 kroner

Klaus Rothstein er litteraturkritiker på Weekendavisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi har alle et ansvar for at det ikke løber løbsk og bevægelsen mister troværdighed. Vi skal ikke lade folk udnytte det vigtige monentum til deres egen fordel.

Flemming Olsen, Steen K Petersen, Ole Svendsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

Men også en lære i, at hvis man sviner på sin vej til toppen, så har svineriet det med at indhente en på et tidspunkt. Selvfølgelig. Og måske ikke altid i det godes navn, men fordi man selv har været medvirkende til at levere ammunition til at tabe i en magtkamp.

Lyder som en interessant bog og en god anmeldelse.

Deciderede krænkelser er aldrig i orden og MeToo har bragt vigtigt fokus på et vigtigt problem. Det skal ikke underkendes, men det er vigtigt af finde den rette balance. Den er pt. røget sig en tur:

MeToo bevægelsen er kammet over i den forstand, at det ALTID er mændene, der fremstilles som skurken. Der er både mænd og kvinder, der dummer sig i den henseende. Kvinder er ikke uskyldsrene helgener, og det er mænd heller ikke.

Det er samtidig vigtigt at skelne mellem en måske kikset flirt og så en egentlig krænkelse.
Hvis det hele bliver blandet sammen så forplumrer det tingene.

Hvis man nu ser på den helt grove ende af skalaen:
Voldtægt i den hidtidige betydning: "At tiltvinge sig sex ved hjælp af vold" er en meget grov forbrydelse. "Drug rape" er i samme katagori, og bør ligeledes dømmes hårdt.

Jeg synes dog, det er betænkeligt, at hvis der ikke er "samtykke", kan man dømmes for voldtægt. Begge parter har selvfølgelig et ansvar for at respektere andres grænser, men begge parter har samtidig også selv et ansvar for at sige til og fra.

Eksempel: Et andet sted her på Information, var der en artikel om en kvinde, som valgte at gå i seng med en fyr, selvom hun egentlig ikke havde lyst. Men hun gjorde ikke noget, for at fortælle ham eller vise ham, at hun egentlig ikke havde lyst. I artiklen funderede hun over, om hun var blevet voldtaget for flere år siden, fordi han ikke havde sørget for at få "samtykke". Hun fralagde sig samtidigt ansvaret for, at hun selv valgte at gøre noget, som hun egentlig ikke havde lyst til.

Skal han så dømmes for voldtægt = en meget grov forbrydelse med en tilsvarende hård fængelsstraf + en plettet straffeattest, der kan gøre det nærmest umuligt for ham at få arbejde???

Peter Mikkelsen, Flemming Olsen, Ole jakob Dueholm Bech, Olaf Tehrani, Niels Jacobs, Søren Fosberg, Hans Aagaard, Steen K Petersen og Kai Birk Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg tager hatten af i høflig og respektfuld anerkendelse af Åsa Linderberg.

Hvorfor kan Metoo jubeltosserne ikke forstå Åsas tankegang ? Vil de bare ikke det for derved at tabe "min dyrebare" og opgive den evige offerrollen, med dens magtprivilegie overfor mændene?

Handler egentlig den amerikanske strømning bare mest om en krig imod mænd, hvor sandhed bliver ubetydelig, hvor målet om ( stadig mere ) kvindemagt helliger midlet?

Svend Erik Sokkelund, Ole Svendsen, jan sørensen, Flemming Olsen, Ole jakob Dueholm Bech og Peter Engelbrecht anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

@Niels Jakobs
Det handler nok mere om mænds krig mod kvinder, kvinder må hele tide slåss for sine rettigheder. Se nu på Polen som kun et eksempel fra hele verden, hvordan kvinder bliver trynet af regimet og den patriarkale katolske kirke vedrørende kvinders rett til at bestemme over sin egen krop og deri retten til fri abort.

Det er et godt eksempel på din pointe, men det var altså fra katolske Polen....

I Kina bliver vanskelige folk interneret i Lejre, i Rusland mishandles de menige og Roihingaer fordrives fra Burma.

I DANMARK er mænds levetid 3 år mindre en kvinders!!
I DK er mænd blevet mindretal f.eks. i lægeverdenen og i politik hvad angår partiernes ledelse!
Så jeg køber ikke den gamle sang længere ..

Hvad med mænds ret til abort?

Søren; og hvad bliver det til med fortrydelses pillen til mænd ; )