’Alfa’ er en ’more is more’-serie. Det skal man lige kunne rumme

Der er nogle grundlæggende præmisser, man skal være med på, hvis man skal kunne nyde Milad Avaz’ bandedrama Alfa, hvis (foreløbigt) afsluttende afsnit mandag aften rullede over TV 2 Zulu.

For det første skal man frigøre sig mentalt fra årtiers dansk mumblecore-drama og rumme Avaz-brødrenes smag for more is more-historiefortælling med halsbrækkende plot-twists, højtbelagt melodrama og tungtladede replikudvekslinger, som de allerede har gjort sig bemærket med i spillefilmene Mens vi lever (2017) og Kollision (2019).

For det andet skal man se med milde øjne på, at serien stjæler med arme og ben fra amerikanske forbilleder som The Departed, The Wire og Breaking Bad. 

Og for det tredje skal man i år 2020 orke at engagere sig i et miljø, hvor mænd slår på tæven og tager sig af business, kvinder er sådan nogle, der græder, laver lasagne og bliver forladt, og bøsse stadig er et skældsord.

Kan man til gengæld det, bliver man belønnet med otte timers neglebidende spænding og shakespearesk familieintrige over et lydbillede af lige dele dansktop og automatvåben.

Blood will out

Plottet er – meget kort opridset – at Helsinge-rockerkongen Tommy Fink kommer af dage under uklare omstændigheder, og hans sønner (spillet af brødreparret Sebastian og Andreas Jessen) på hver sin måde vender hjem til et kongerige på randen af krig. Den yngste søn, Adam, er flygtet ind i den type forretninger, hvor man bærer skjorte og slips. Men slipset strammer, angsten plager, blood will out, som man siger, og snart dykker lillebror ned i underverdenen med sin CBS-lærebog og 22 kilo stjålet hash under armen. Sideløbende forsøger den på krop og sjæl arrede storebror Jakob med sin politiuniform som rustning og sin barneviden om det kriminelle miljø som våben at omstyrte alt det, faderen stod for.

Begge kæmper de for at blive accepteret som henholdsvis retskaffen betjent og anløben gangster. Og begge projekter synes skæbnebestemt til at ende i tragedie. Mest kød har der været på Adams historie i seriens første sæson, og Andreas Jessen tegner et fint og stadig mere foruroligende portræt af en ung mand, der er for sulten til at vente på sin tur og for optændt af sine egne visioner til at indordne sig den gamle verdens regler. Kort sagt: disruption legemliggjort. (Stor ros skal også lyde til Besir Zeciri og Ari Alexander i rollerne som Adams hårdtprøvede barndomsvenner, Simon og Oliver, der tilfører både Adam og serien som sådan et tiltrængt skud menneskelighed og humor).

Kapitalisme og vold

Indimellem tænker jeg, at Alfa har lidt svært ved at finde ud af, hvilken serie den vil være. Om den vil være kapitalismekritik a la The Wire eller Bedrag – alle afsnit er navngivet efter CBS-lingo, og der drages helt eksplicit paralleller mellem techgiganter som Facebook og narkobagmændenes forretningsmetoder – eller om den vil være et studie i maskulin vold og dominans, fyldt som den er med mænd, der truer mænd, tæver mænd, ydmyger mænd, voldtager mænd. Men måske er den i virkeligheden begge dele. Kapitalismen som alfahannernes kamp om dominans og penge som det håndgribelige symbol på magt.

Mest af alt ser jeg Alfa som historien om alfahannens tragedie. Måske særligt eksemplificeret i en scene fra seriens sidste afsnit:

Seriens hovedskurk, den afstumpede, i særklasse voldsparate og åbenlyst mindreværdsplagede rocker Lenny (en sitrende intens Johannes Lassen), er til sin egen forbløffelse blevet samlet op af en pige på en bar. Han tager hende med hjem, kysser hende lidenskabeligt og begynder at elske blidt med hende. Men pigen skubber hans ansigt væk, for hun har tydeligvis sin egen agenda og vil hverken kysses eller kærtegnes. Da Lenny opfanger dette, falder hans ansigt tilbage i de vante, snerrende folder, han tager et dominerende greb i håret på hende og knalder hende hårdt. Som han forstår, at det forventes af ham.

Morale 1? Inde i den største stjernepsykopat bor en lille dreng, der hungrer efter kærlighed.

Morale 2? Det ender sjældent godt for den dreng.

I Lennys tilfælde ender det med en kniv mellem ribbenene. For andre ender det med et baseballbat i hovedet, en kugle i brystet, en nål i armen. I Alfa bukker de bløde drenge under – eller bliver til hårde mænd. Og de hårde mænd bliver dræbt, når de tillader sig at være sårbare. Lørdag morgen med deres unger hoppende i sengen. I limousinen efter brylluppet. Skulle den pointe ikke være åbenlys i hovedplottet, så udpensles den i seriens mystiske parallelplot, hvor vi følger den kønne danskerdreng Zabi, der i et mexicansk fængsel nedbrydes og forråes, indtil han kronraget, tatoveret og forstenet kommer hjem til Danmark og tager livet af endnu en hård mand, der begår den fejl at vise ham et øjebliks venlighed.

Konfliktnedtrapning er ikke en mulighed. Der er kun én vej frem: at besvare vold med mere vold. Og mod seriens slutning (og i hvad jeg stærkt formoder er oplægget til næste sæson) indvarsles den hypervoldelige organiserede kriminalitets komme i Danmark. Et nyt voldsparadigme, simpelthen. 

Alfa skildrer en man’s world, men det skulle ikke undre mig, om der til sidst kun er kvinder tilbage i den – hvis Milad Avaz holder sin hidtidige drabskadence. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge med. Om ikke andet for at se, hvor man går hen med en serie, hvor dramaet allerede fra start er skruet op på 11.

’Alfa’. Manuskript og instruktion: Milad Avaz. Hele serien kan streames på TV 2 Play.