Alicia Keys er en elskværdig samlingsfigur, der ikke træder nogen over tæerne

Egentlig skulle jeg have anmeldt Alicia Keys’ album Alicia for et halvt år siden. Dér, i slutningen af marts, havde den klassisk trænede pianist og populære r&b-sangerinde noget af et momentum. Hun havde kort forinden været vært ved årets Grammy-uddeling, hvor hun tog sig ud som en helt igennem elskværdig samlingsfigur for den amerikanske populærmusik. Ikke mindst i den ærbødige duet med Boyz II Men til minde om basketballstjernen Kobe Bryant, der samme dag var omkommet i et helikopterstyrt.

Hun missede heller ikke lejligheden til at fremføre den mest catchy af singlerne fra Alicia, sangen »Underdog«, akkompagneret af Brittany Howard fra rockgruppen Alabama Shakes på guitar. En guitarrolle, der på albumindspilningen varetages af popfolkprinsen Ed Sheeran.

Hendes selvbiografi More Myself, der er skrevet i samarbejde med forfatter Michelle Burford, skulle ligesom albummet udkomme kort tid efter. Med sin smilende facon, sin jordnære soul og karakteristiske cornrows (fletninger, der løber helt tæt langs hovedbunden i majslignende mønstre), fremstod hun som en ovenud sympatisk gestaltning af den amerikanske drøm.

Men en global virus satte en kæp i hjulet på Keys’ og hendes pladeselskabs ellers eminente timing, og albummet lod vente på sig. Det blev udskudt, som så mange efter det, og for mit vedkommende blev udsættelsen det første varsel om, at pandemien ville komme til at ændre mangt og meget i den internationale musikindustri.

Her et halvt år efter er det da også, som om de 15 numre ikke har helt den samme impact, som de måske ville have haft før COVID-19. Selv om »Underdog« er dedikeret til de socialt marginaliserede og dem, vi har det med at kalde hverdagens helte – enlige mødre, flygtninge, lægestuderende med flere – så lyder Keys underligt virkelighedsfjern, ja, næsten naiv, når hun synger:

»This goes out to the underdog/ Keep on keeping at what you love/ You’ll find that someday soon enough/ You will rise up, rise up, yeah«

For spørgsmålet er, om vi stadig abonnerer lige så ukritisk på eventyr om opadgående social mobilitet, som ender lykkeligt med et mmmmbahhh-kor, der kunne være taget ud af Disneys Løvernes Konge?

En amerikansk drømmepige

Første gang jeg hørte om Alicia Keys var i 2006, og det fra en mildest talt uventet kant. Det var på Bob Dylans nummer »Thunder On The Mouintain« fra albummet Modern Times, hvorpå han sendte sin yngre kollega en venlig tanke med ordene:

»I was thinkin’ ’bout Alicia Keys, couldn’t keep from crying/ When she was born in Hell’s Kitchen, I was living down the line/ I’m wondering where in the world Alicia Keys could be«

Det er ikke, hvem som helst der får lov at optræde i Dylans mytologiske persongalleri. Og den 39-årige musiker er da også lidt af en solstrålehistorie. Hun er, som Dylan synger det, opvokset i New York-bydelen Hell’s Kitchen i et hårdt miljø under trange kår med en enlig mor. Hun begyndte tidligt at spille klaver, og da hun i 2001 udsendte sit debutalbum Songs In A Minor, fik hun et kæmpe hit med klaverkærlighedsballaden »Fallin«. Siden har hun vundet ikke så få af de grammyer, hun i år var med til at uddele.

Keys har selv fortalt, at hun ser sangene på Alicia og sin selvbiografi som en del af den samme proces, den samme rejse. Flere af numrene kredser da også om identitet, om at leve det liv, man ønsker, men også om ikke at kunne slippe bekymringen over, hvordan andre opfatter en. En bekymring, der bliver forstærket, når kærligheden sætter ind.

»What if I wasn’t Alicia/ Would it please ya?« spørger hun på åbningsnummeret. Og på »Me x 7« gentager hun det personlige pronomen »me« som en sopranisk maskingeværsalve. Sangen beskriver den pendulering mellem selvoptagethed og selvudslettelse, som en forelskelse kan bevirke. Jeg hører det ikke som et udtryk for egoisme, men snarere som en naturlig konsekvens af, at Keys opfatter sig selv som et meget almindeligt menneske. Og det er bestemt et af albummets kvaliteter, at det er renset for primadonnanykker.

Gæstelisten på pladen er lige lovlig lang. På hele syv af de 15 numre får hun besøg af andre sangere. Der er duetter med de kendte r&b-stemmer Sampha og Khalid, og på »Wasted Energy« giver den tanzaniske pop- og youtubestjerne Diamond Platnumz Keys’ velproducerede soulsødme et snert af reggae og bongo flava. Til min store begejstring er også den amerikanske rapper Tierra Whack inviteret med for en kort mumlerappende bemærkning på »Me x 7«.

Som vokalist virker Keys nu mest hjemme i de numre, der er holdt i et behersket tempo. Dem, som giver plads til, at hun kan smage på ordene og fortabe sig i sine fraseringer. Men selv dér, har hendes nynnen og følelsesbetonede stemmeføring det med at blive mekanisk, næsten som en refleks. Den nerve og nødvendighed, der adskiller den vellykkede r&b-ballade fra den søvndyssende, er fraværende på numre som »So Done« og »3 Hours Drive«. Det samme gælder i brugen af samples og instrumenter. Eksempelvis lyder det kantslag, der klikker kontinuerligt gennem »Gramercy Park«, mere som en forladt metronom, end som kom det fra en engageret trommeslager.

Alicia Keys er den perfekte værtinde, der tager hensyn til alles behov og ikke træder nogen over tæerne. Også musikalsk, hvilket gør Alicia til et velment, men også tandløst værk.

Alicia Keys: Alicia. (RCA Records/Sony Music)