Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Amerikanske kunstværker: Kunstneren som hætteklædt Ku Klux Klan-mand

Det kraftfulde budskab om menneskets indre ondskab og om social og racial retfærdighed i det amerikanske samfund lyser ud af Philip Gustons maleri ’The Studio’ fra 1969. Faktisk er det så upassende, at en udstilling med kunstnerens værker foreløbig er udsat til 2024
"The Studio" - fotograferet ved en tidligere udstilling.

"The Studio" - fotograferet ved en tidligere udstilling.

Nils Jorgensen/Shutterstock

Kultur
21. oktober 2020

Selv om den amerikanske maler Philip Guston (1913-1980) tidligere har vakt skandale, sendte det chokbølger gennem kunstverdenen, da tre store, amerikanske museer sammen med Tate i London for et par uger siden valgte at udskyde en planlagt udstilling med hans værker. Udstillingen Philip Guston Now havde været på tegnebrættet i fem år. Den skulle egentlig have været vist i år, men blev udskudt til 2021 på grund af COVID-19.

Nu er den blevet udskudt til 2024 ud fra en begrundelse om, at værkerne først tåler offentlighedens lys, når »det kraftfulde budskab om social og racial retfærdighed, som står i centrum for Philip Gustons værker, kan fortolkes mere klart«, som pressemeddelelsen fra museerne kryptisk formulerede det. Det er vistnok de gentagne skildringer af noget, der ligner hætteklædte klanfolk i Gustons malerier fra perioden 1968-1973, som er det ømme punkt i sagen.

Den racistiske og antisemitiske organisation Ku Klux Klan benytter som bekendt deres uniforme kutter og hætter for at skjule identiteten på medlemmerne. Ku Klux Klan opstod i 1866 som en direkte konsekvens af sydstaternes nederlag i den amerikanske borgerkrig og havde fra begyndelsen som sin ideologiske intention at (re-)etablere hvidt overherredømme. I dag, hvor senfølgerne af slaveriet i form af systemisk vold og diskrimination over for sorte i USA er et påtrængende anliggende at bringe til ophør, er afbildninger af Ku Klux Klan – eller det, der ligner – kontroversielt.

Hætteklædte klanmænd

Det er i hvert fald, hvad museumsinspektørerne forestiller sig. Om Philip Gustons malerier rent faktisk støder nogen eller kalder på opstand og protest, finder vi netop ikke ud af, nu hvor de er pillet af programmet ud fra en hypotetisk antagelse om, at de måske ville gøre det. Med beslutningen om at udskyde Guston-udstillingen gør museumsinspektørerne sig mangedobbelt skyldige. Først i den åbenlyse undladelsessynd ikke at vise værkerne og dermed ikke at lade publikum selv dømme. Dernæst i et kæmpe svigt af deres forpligtelse til at formidle og forsvare kunstens kvaliteter, herunder dens flertydighed. Og endelig i en utvetydig brændemærkning af værkerne som problematiske og krænkende ved at gemme dem bort.

Philip Gustons eget liv var mærket af social og eksistentiel udsathed. Hans russisk-jødiske forældre immigrerede omkring 1905 fra Ukraine til Canada for at undgå forfølgelse, og som jøder i USA, hvor de flyttede til i 1922, var familien stærkt bevidste om Ku Klux Klans antisemitiske holdninger. I Los Angeles i 1930’erne lavede Philip Guston en udstilling om Ku Klux Klan, som var meget aktive i byen på den tid. Klanens medlemmer besøgte udstillingen og ødelagde flere af billederne.

I 1950’erne blev Philip Guston toneangivende inden for den abstrakte ekspressionisme sammen med kunstnere som Jackson Pollock og Willem de Kooning. Da Guston første gang udstillede sine figurative værker i New York i 1970, brød han med en årelang loyalitet over for den abstrakte kunsts projekt. Nu vendte han tilbage til den grove figuration, som han også havde dyrket i begyndelsen af sin karriere, blandt andet påvirket af mexicanske murmalerier. Gustons nye malerier vakte bestyrtelse og fik hård kritik.

Hans motivation for at forlade den abstrakte ekspressionisme i sidste halvdel af 1960’erne var en politisk indignation over Richard Nixon og Vietnamkrigen. Guston var træt af den abstrakte kunsts apolitiske purisme og ønskede med egne ord »at fortælle historier«. Hans malerier forandrede sig herefter til groteske og tegneserieagtige skildringer af blandt andet de hætteklædte klanmænd. Få havde blik for charmen ved Gustons nye stil i 1970. Men siden hen har hans malerier opnået stor anerkendelse – ikke mindst blandt vores samtids største malere.

Det onde

At et hovedværk som det besynderlige The Studio fra 1969 nu står under implicit anklage for ikke at kunne fortolkes »klart«, er dybt ironisk. Og trist. The Studio kan ses som et selvportræt af kunstneren i klankostume, pensel i højre hånd og cigaret i venstre hånd, i færd med at male et selvportræt. Guston har udtalt om sine billeder af klanmænd, at de alle er en form for selvportrætter snarere end skildringer af Ku Klux Klan.

De er »undersøgelser af, hvad det vil sige at være ond«, som Guston har udtalt. Det onde er i én selv, det kan ikke bekvemt henlægges til de andre. Ligesom tiden i slutningen af 1960’erne kaldte på refleksioner over, hvad ondskab er, kalder vores tid på det. Ligesom ideen om klanen og dens tilslørede og af-individualiserede broderskab over for demokratiet med dets åbne civilsamfund også aktuelt kalder på refleksion.

Guston var selv den første til at pege på kunstværkers alt andet end entydige betydningsindhold: »Jeg ved ikke, hvad et maleri er. Hvem ved, hvad der overhovedet sætter lysten til at male i gang? Det kan være ting, tanker, en erindring, sanseindtryk, som intet direkte har at gøre med maleriet selv.«

Det havde været smukt, hvis museumsfolkene bag den udskudte udstilling med Philip Guston havde overladt de klare og entydige budskaber til propagandaen og reklameindustrien, hvor de trives, og havde turdet at forsvare kunstens iboende uklarhed og flertydighed ved at gennemføre udstillingen trods det ubehag, værkerne vækker. Kunsten er trods alt ej blot til lyst.

Serie

Amerikanske kunstværker

Fra Dorothea Langes fotografier af kriseramte landarbejdere i 1930'erne til Kara Walkers gigantiske installation af sukker og bolsjemasse A Subtlety fra 2014 har amerikanske kunstnere forholdt sig til det samfund og den historie, de er en del af. Informations kunstkritikere skriver her op til præsidentvalget om de vigtigste politiske kunstværker fra USA.

Seneste artikler

  • USA forstået gennem kunsten

    30. oktober 2020
    I kunsten afsløres symbolsk de dybe forskelle og stridspunkter, som stadig skaber store konflikter i USA’s befolkning – mellem land og by, mellem sorte og hvide, mellem rige og fattige
  • I 1978 orkede kunsthistoriens nøgne kvinde nærmest ikke mere

    27. oktober 2020
    Kvinden har lagt krop til hele den vestlige kunsthistorie. Måske derfor ser hun så udmattet ud i Hannah Wilkes ikoniske fotoværk ’What does this represent ... ? What do you represent ... ?’, skriver Maria Kjær Themsen i vores serie om afgørende amerikanske kunstværker
  • Kara Walker brugte stanken af råddent sukker til at skildre USA’s racehistorie

    24. oktober 2020
    Få kunstnere skildrer de amerikanske racespændinger bedre end Kara Walker. Værket ’A Subtlety or The Marvelous Sugar Baby’ fra 2014 er et dystert-humoristisk, hjerteskærende og pænt fucked billede på slavetidens hjemsøgelser. Og desværre er det højaktuelt
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Siden det moderne gennembrud har vi set det meste og der er efterhånden søvndyssende langt mellem kunstværker der kan provokere. Dem skal vi værne om.