Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Annie Ernaux forvandler det private til den store europæiske fortælling

Med kortromanerne ’Min far’ og ’Kvinden’, der lige er udkommet på dansk, befæster franske Annie Ernaux, at hun transformerer sit eget liv til stor, europæisk litteratur om klassesamfund, modernitet og tab
Titlen som en af Frankrigs største nulevende forfattere har Annie Ernaux vundet ved at skrive om sig selv og sin egen familie.

Titlen som en af Frankrigs største nulevende forfattere har Annie Ernaux vundet ved at skrive om sig selv og sin egen familie.

Camilla Morandi/Getty

Kultur
9. oktober 2020

Det er ikke kun i astrofysikken eller i genteknologien, at man gør nye opdagelser. Det gør man også i litteraturen. Litteraturens nyopfindelser ændrer de måder, vi forstår os selv på, de forandrer de øjne, vi anskuer verden med, og de sprænger grænser for, hvad sproget kan udtrykke. 

Tænk på Virginia Woolf, der fandt på at skildre bevidstheden som en fossende å af indskydelser, tænk på Svetlana Aleksijevitjs skildring af Tjernobyls almindelige mennesker, tænk på Mary Shelleys opfindelse af et på samme tid psykologisk drama og et virkeligt monster i Frankenstein. Det er litteratur, der overgår fiktionen og bliver til orienteringsredskaber i verden.

Annie Ernaux er en af disse få litteraturens fornyere. Den franske forfatterinde, der er født i 1940 i Lillebonne, en flække i det regnfulde Normandiet, har skabt en ny genre og en ny måde at skrive på.

Fælles erfaring af rum og tid

I de sidste ti-tyve år har autofiktionen vundet terræn med navne som Karl Ove Knausgård, Linn Ullmann og Madame Nielsen. Genren virker måske ny og beskyldes ofte for at være navlepillende, men Annie Ernaux har skrevet autofiktion i årtier. Uden på noget tidspunkt at forfalde til at udstille uvedkommende beskidt undertøj. 

Annie Ernaux’ romaner, der alle tager udgangspunkt i hendes eget liv – opvækst, kærlighedsforhold, illegale aborter, alderdom – fortæller egentlig ikke så meget om disse private historier, som de giver kød og krop til en større, fælles erfaring af rum og tid, der er svær at sætte ord på.

Hun gør ikke et stiliseret nummer ud af at skabe litterære dobbeltfigurer, hendes værk handler slet og ret om hende selv, men også om modernitet, generationsskel og klassesamfund. Det er den slags oplevelser, man godt kan opsummere i abstrakter, men når man prøver at beskrive, hvor præcis moderniteten eller klassesamfundet sidder, bliver det straks sværere. 

Annie Ernaux får samfundstragedier og forandringer til at sidde fast i en persons hænders gestik, i en tantes dameblade eller i en fars måde at spise på. Hun kalder sine romaner for auto-socio-biographiques, altså en slags selvbiografier og samfundsbiografier på samme tid, kollektiv erindring fra et intimt udgangspunkt. 

Under alle omstændigheder er det storslået litteratur, som nu først er ved at blive foldet ud på dansk. De mest kendte titler er Pigen fra ’58, der oprindeligt udkom i 2016 og på dansk i 2018 og handler om et seksuelt overgreb, Ernaux blev udsat for, da hun var 18. De to titler Min far og Kvinden, fra henholdsvis 1983 og 1988 er netop udkommet. Til februar kommer så det, mange regner for hendes hovedværk, nemlig Årene fra 2008.

Blomster i råddent vand 

I romanerne Min far og Kvinden skildrer Ernaux sine forældres opvækst i trange kår, deres stræbsomme voksenliv og deres beundring og siden skuffelse over at se datteren vokse op, blive intellektuel og forlade deres levevis.

To måneder efter at den kvindelige jegfortæller i Min far har bestået sit pædagogikum, dør hendes far pludselig. Sorgen er mat og usentimental:

»Lugten kom om mandagen. Jeg havde ikke gjort mig nogen forestillinger om den. En sødlig og derefter hæslig lugt som af blomster, man har glemt i en vase med råddent vand.«

I den lille by Yvetot i Normandiet, et område kendt for marker og regn, er det kun passende, at et liv afsluttes med kroppens forfald, det biologiske systems fakta.

Forældrene har slidt livet igennem for at stige minimalt i graderne fra at være fabriksarbejdere til at blive café- og butiksejere. Faren søber suppen op med brødet og vasker sig i køkkenvasken. Datteren oplever i korte glimt den kamp om mad og penge, som hendes forældre er rundet af. Hun skammer sig over deres manglende interesse for litteratur og filosofi. Der er ingen bro, der forbinder den moderne og den traditionelle verden. 

Ernaux, der er fanget på modernitetens side, gør den genistreg at omsætte de sidste rester af et liv bundet til jorden, til noget så abstrakt og unyttigt som litteratur. »Jeg ville sige noget, skrive noget om min far, hans liv, og den afstand, der opstod i min ungdom mellem ham og mig. En klasseafstand, men af en særlig art, der ikke har noget navn.«

Ernaux’ prosa lægger sig i et fransk spor af arbejderlitteratur, der går fra Victor Hugo over Émile Zola til hendes nutidige arvtager Édouard Louis, som har udtalt, at han skriver, som han gør, direkte inspireret af hende. Det kræver en særlig stil at skrive om et ægte liv, der ikke blev levet på romankunstens præmisser: 

»Hvis jeg vil gøre rede for et liv under nødvendighedens lov, har jeg ikke ret til først at tage parti for kunsten eller prøve at lave noget ’gribende’ og ’rørende’. Jeg vil samle min fars ord og bevægelser, det han kunne lide, de vigtigste begivenheder i hans liv, alle de ydre tegn på en eksistens, jeg også har haft del i,« skriver hun i Min far

Ernaux’ beskrivelser af klasseafstandens indtog i privatlivet, i smag og i tonefald, er hendes bidrag til verdenslitteraturen.

Døde franske mødre

Hos Ernaux aflejrer den sociale uretfærdighed sig som en kompliceret sorg i datteren. Sorgen angår adskillelsen af folk i god og dårlig smag, i generationer og i dialektforskelle, den er lige dele privat og almen. »Måske hans største stolthed, eller hele hans eksistensberettigelse; at jeg kunne tilhøre den verden, der havde foragtet ham,« skriver hun eksempelvis om faren.

Kvinden er skrevet et par år efter Min far, men begynder igen med en forælders død. Mødres dødsdage er berømte i fransk litteratur, lige siden fortælleren i Camus’ Den Fremmede var i tvivl om, om hans mor var død i dag eller i går. Hos Annie Ernaux er den overdetaljerede registrering derfor ikke tilfældig:

»Min mor døde mandag den 7. april på plejeafdelingen ved hospitalet i Pontoise, hvor jeg havde fået hende ind for to år siden. Plejeren sagde i telefonen: ’Deres mor er sovet ind her til morgen, efter morgenmaden’. Klokken var omkring ti.« Sted, tidspunkt, progression, hvem-hvad-hvor er på plads, for døden er et livsvilkår og ikke en eksistensfilosofisk stiløvelse. Ernaux skriver om mennesker, der ikke har den luksus at kunne være lede over hverdagens meningsløshed.

Moren var det fjerde af seks børn af en kusk og en væverske. I listeform opremser Ernaux familielivet med lussinger og vaner. 

»Et udendørs liv som lille pige fra landet, der kan alt det, drengene kan, save brænde, ryste æbler ned, slagte høns ved at stikke kniven dybt ned i halsen på dem. Kun den forskel, at ingen måtte røre ved »revnen«.

Det er en cyklisk, tingslig fortælling om liv, der var cirkulære og materielle, og som derfor må skrives sådan. Moren vokser op, bliver fabriksarbejder og gifter sig, er stolt over ikke at ende som bonde, da hun kan drive en købmandsforretning med manden. Hun sælger kartofler dagen lang, for at datteren kan diskutere Platon.

Vække de døde til live

Men skriften og med den, en stigen i graderne, er et problem i Ernaux’ forfatterskab. Det skiller forældre fra datter, det skiller belæste fra de andre. Men skal man så ikke i skriften omvende disse hierarkier, spørger bogen. »Det er en snæver vej for mig, der skriver, mellem at give oprejsning til en livsform, der anses for mindreværdig, og pege på den fremmedgørelse, der ledsager den.« Ernaux vil ikke romantisere, hun vil have fat i sandheden, kompliceret og pinefuld som den er. 

Og dog. Måske kan man genoprette noget af den agtelse, dem, der står uden for de skriftkloges kreds har mistet, ved ikke at lade dem forsvinde i historiens tåger. »Er det at skrive ikke en måde at give på,« håber Ernaux stille.

Hun har en tæft for at udforske erindringsarbejdet nærmest fotografisk, og fotografier er et ledemotiv i forfatterskabet. Da hun kigger på forældrenes bryllupsbillede fra 1928, ønsker hun brændende, at de to sort-hvide figurer måtte springe levende fra papiret. 

»Jeg kan føle hele scenen, den tørre jord på vejen, småstenene, der stikker frem, duften af marker først på sommeren. Men det er ikke min mor. (...) Jeg ser kun en glat, lidt kejtet ung kvinde klædt på som i en film fra tyverne. Kun en hånd, der holder hårdt om handskerne, den måde, hun løfter hovedet på, siger mig, at det er hende.«

Fotografiet kan, ligesom skriften, ikke yde virkeligheden retfærdighed. Kun i enkelte glimt kan man indfange noget af det, der var. 

Det minder lidt om Nerval og Prousts floromvundne huskelege, men de er middel- eller overklasseberetninger, altså en luksus. Ernaux, derimod, skriver i en stil, der minder om Robbe-Grillets og Duras’ nouveaux romans, hvor skriften nedfælder detaljer i filmisk montagestil, men hun gør det ukunstlet og aldrig iscenesat.

Altid flertal, aldrig ental

Nu foreligger disse to af Ernaux’ kendteste romaner på dansk, La place (opr. 1983) er blevet oversat til Min far og Une femme (opr. 1988) til Kvinden. Prosaen klinger både blitzende og fortrinligt mat i Hans Peter Lunds oversættelse. Med undtagelse af titlerne, der har fået for meget patos. Dobbeltbetydningen i la place (torvet, et fysisk sted, men også henvisningen til at ’blive på sin plads’) forsvinder, og originalens ental ubestemt une femme bliver alt for bastant med det angivende Kvinden. Ernaux skriver diffuse, fælles beretninger, som man ikke må reducere til bestemte personer, ental. 

Titlen som Frankrigs største nulevende forfatter har hun nemlig vundet ved at skrive om sig selv og sin egen familie. Hendes prosa forvandler det private til en europæisk fortælling om middelklassens identitetstab, om tidens hærgen og om fortidens erosion. Det er litteratur skrevet med en flammende vilje til at se sig selv i øjnene. 

Og tænk sig, at litterær opfindelseskraft skulle være så let at indtage. Det er en fornøjelse at læse Annie Ernaux give kød og intimitet til uklar, mistet historie på siderne. Og det er storslået, at hun nu endelig får sin tid på dansk. 

Annie Ernaux: ’Min far & Kvinden’. På dansk ved Hans Peter Lund. Forlaget Etcetera, 170 sider, 229 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her