Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Med arven fra Hammershøi udfordrer Johannes Sivertsen hele den vestlige kunsthistorie

Hvad sker der, når en hvid mand maler brune kvinder? Johannes Sivertsen udforsker billedets magt, når han maler ufortalte kvindehistorier fra Algeriet og kolonial, fransk skyld i fremragende udstilling på Overgaden
Kvinderne på Johannses Sivertsens billeder laver mad, høster østers fra havet eller står tænksomme på toppen af en klippe, men de lader til at være klar over, at de bliver betragtet. Sivertsen er teknisk overlegen og ved præcis, hvornår han skal dosere skarpe, skulpturelle kanter, og hvornår han skal lade konturerne stå uklare. (’Harvesting the sea’, 2020, 46x55 cm).

Kvinderne på Johannses Sivertsens billeder laver mad, høster østers fra havet eller står tænksomme på toppen af en klippe, men de lader til at være klar over, at de bliver betragtet. Sivertsen er teknisk overlegen og ved præcis, hvornår han skal dosere skarpe, skulpturelle kanter, og hvornår han skal lade konturerne stå uklare. (’Harvesting the sea’, 2020, 46x55 cm).

Overgaden – Institut for Samtidskunst

Kultur
7. oktober 2020

Maleriet er dødt. Sådan lyder en af kunstverdenens yndlingsmaksimer i stil med »rock’n’roll er død« eller »Gud er død«. Malingklatter, man skal fordybe sig i, har ikke meget at sige over for effektstærke genrer som video, performance og installation i internettets tidsalder. 

Men nej. For på udstillingsstedet for samtidskunst Overgadens højloftede lokaler ved pittoreske kanaler på Christianshavn kan man lige nu opleve malerier af den dansk-franske maler Johannes Sivertsen (f. 1984). Værkerne dokumenterer et mylder af kvindefortællinger fra Algeriet, blandt andet en for undertegnede ukendt historie om den kvindeligt anførte modstandsbevægelse mod Frankrig. 

Derudover er udstillingen De Unavngivne et argument for det realistiske, klassiske maleris stadige betydning. Den viser, hvor lidt den vestlige kunsthistorie og billedverden, trods begravelsestaler, har gjort sig fri af dets verdensskabende kræfter.

Johannes Sivertsen er en hvid mand, der maler brune kvinder – ligesom hvide, kanoniserede franske kunstnere som Delacroix, Gérôme og Matisse malede dukkelignende damer med blottede bryster henslængt på ornamenterede puder.

Den arvesynd forvalter han med et klogt, narrativt greb, der forbytter rollerne i kolonimagtens stereotypmaskineri. I udstillingens første værk er tre habitklædte herrer i færd med at male. Værket hedder »Orientalisterne« efter slut-1800-tallets videnskabelige, kunstneriske og koloniale interesse i det eksotiske Nordafrika og Mellemøsten. Men malerne er her malet i sort og hvid, og de er så ens, at de kunne udskiftes. Pludselig er de lige så kitsch og kliché som de kvindebilleder, de er ved at konstruere.

Udstillingens sidste maleri viser en tom haremshule med dyrebare tæpper, vandpibe og tunge velourgardiner. Den er kopieret efter Delacroix’ berømte maleri Kvinder i Algier fra 1834, hvor scenografien er den samme, men beboet af tre kvinder og en sort tjenerinde. Hos Delacroix er de smykket med guld og silke og ligger døsige hen, som om de blot venter på, at en mand træder ind.

Værket ’Appartement’ er kopieret efter Delacroix’ berømte maleri ’Kvinder i Algier’ fra 1834, men hos Sivertsen er de fire kvinder fraværende.

Værket ’Appartement’ er kopieret efter Delacroix’ berømte maleri ’Kvinder i Algier’ fra 1834, men hos Sivertsen er de fire kvinder fraværende.

Overgaden – Institut for Samtidskunst

Pointen er naturligvis, at haremskvinderne mest af alt var malernes våde drøm. De var en effektiv fantasi, der fik iscenesat alle brune og sorte kvinder som konstant bolleparate og apatiske, og alle brune mænd som voldshungrende kamelryttere. Om de fandtes? Næ, ikke rigtig, pointerer Sivertsen, når de hos ham kun findes som spottende fravær. 

Den nye Hammershøi

Kolonihistorien trækker en hale af mennesker efter sig. På et maleri sidder to mænd og stirrer forknyt på mig i et nedslidt venteværelse. De er patienter på et psykiatrisk hospital i en parisisk forstad, hvor mange algeriske immigrantefterkommere i dag bor.

Udstillingens historiske motiver stammer fra privatfotos af kvindelige militser og fra filmstills, men også fra fri fantasi, når Sivertsen fremstiller ufotograferede, henrettede kvindelige modstandskæmpere i mandige magtpositurer og pavekostumer.

Han maler med små, neurotiske strøg, der bevæger sig sorgfuldt nedad. Hans farvepalette er hvid- og gråtoner, enhver klar blå eller grøn er iblandet en nordisk novemberdag.

Egentlig er han en moderne Hammershøi. Men hvor Hammershøi malede vakuumpakkede stuer med rygvendte kvinder, vil Sivertsen ikke på samme måde lure, sådan som kunsthistorien har excelleret i.

I et stærkt værk står en brun kvinde og skræller grøntsager i et lille køkken med afbleget interiør. Man kigger på hende fra en døråbning, men hun ser ikke tilbage. Sivertsen voksede selv op i parisiske boligblokke, og det er et personligt projekt at give handlekraft og stemme til de kvinder derfra, som han ikke så i medierne, hvor de mest optrådte som tavse ofre.

Hans kvinder laver mad, høster østers fra havet eller står tænksomme på toppen af en klippe, men de lader til at være klar over, at de bliver betragtet. 

På den måde minder Sivertsen om Hammershøis samtidige Elisabeth Jerichau-Baumann, der malede strålende, sexede motiver fra Ægypten og Tyrkiet. Modsat hendes mandlige kolleger blev hun som kvinde lukket ind i haremmerne – og hendes malede kvinder dukker ikke nakken, men stirrer uanfægtet tilbage, ligesom Sivertsens kvinder har fuld kontrol over beskuerens blik.

Mere end historiske dokumenter
Værkerne dokumenterer et mylder af kvindefortællinger fra Algeriet, blandt andet om den kvindeligt anførte modstandsbevægelse mod Frankrig. ’Moudjahidate’, 2020, olie på kanvas, 27 x 33 cm.

Værkerne dokumenterer et mylder af kvindefortællinger fra Algeriet, blandt andet om den kvindeligt anførte modstandsbevægelse mod Frankrig. ’Moudjahidate’, 2020, olie på kanvas, 27 x 33 cm.

Overgaden – Institut for Samtidskunst

Maleriernes fotografiske forlæg stivner i sig selv som bevismateriale og fortid, men de får personlighed og bevægelse af malerpenslens nervøse strøg. En kvindelig krigsfange har fået snurret en tung radio på ryggen, så hun ikke kan flygte. Hun ligner ved første øjekast en selvmordsbomber, og hun stirrer olmt på den franske soldat, der har taget fotografiet. Her, malet og kopieret, kigger hun pludselig også på Sivertsen, og gennem ham på mig, vred og vrangvillig som et ægte menneske.

Malerierne er på størrelse med A4-ark, de er ophængt i øjenhøjde, og der er ingen rammer. Udstillingsteksterne er koncise, og man kan tydeligt se det grove lærred i kanterne. Malerierne er næsten ved at annullere sig selv. De ved godt, at de som ’sandhedsvidner’ fra en hvid mands blik ikke holder, at selv revurderingen af klicheen har sine begrænsninger.

Sivertsen er teknisk overlegen og ved præcis, hvornår han skal dosere skarpe, skulpturelle kanter, og hvornår han skal lade konturerne stå uklare. De portrætteredes ansigtstræk er tit ustabile, når man kommer tæt på. Det er, som om de heller ikke på lærredet vil styres. 

Billedet er ikke slut

Ved at vise de unavngivne, der ikke passede ind i kolonimagtens fortælling om nydelsessyge undermennesker, viser Johannes Sivertsen samtidig, hvorfor fantasifostrene vandt – de lokkede med farver og overgivelse. Nu forsøger han – med en grå fornemmelse af at have tabt på forhånd – at forandre æstetikkens hierarkier. 

Hans malerier vil holde historien åben, og det gør de med virrende penselstrøg og usete motiver. Hans lærreder, der nærmest skubber malingen fra sig og ikke vil være præcise eller færdige, udfordrer fotografiets postulat om endegyldighed. 

Det eneste, der ikke spiller, er, at Sivertsen har inviteret den algeriske aktivist og forfatter Wassyla Tamzali til at kuratere et tilstødende rum, hvor to kvindelige algeriske samtidskunstneres værker er udstillet. Intentionen er god, men man studser over, om de bare skulle med, fordi de var algeriske kvinder? Deres værker, der forestiller hesteryttere og skikkelser med Mickey Mouse-ører, virker tilfældigt udvalgte i udstillingens ellers stringente projekt.

Johannes Sivertsen er en forrygende maler. Frem for gestus vil jeg hellere se komplicerede, smertefulde og smukke værker fra hans egen hånd. 

Johannes Sivertsen: ’De Unavngivne’. Overgaden Institut for Samtidskunst. Til 8. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her