Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Børneforestilling om Arthur og sværdet i stenen er munter, men Disney-pæn

I Louise Schouw Teaters version er ’Sværdet i stenen’ en velvalgt, letforståelig fortælling om to børns venskab frem for et kærlighedsdrama. Til tider bliver den muntre oplevelses diskoblink og stumfilmskomik dog lidt for let
I Reynbergs fortælling handler »Sværdet i stenen« mere om venskab mellem to børn end om magtkampe og romantisk kærlighed. Og det er et fint valg i en børneforestilling, hvor målgruppen i salen kvitterer med højlydte ad-råb, når bare der tales om kys.

I Reynbergs fortælling handler »Sværdet i stenen« mere om venskab mellem to børn end om magtkampe og romantisk kærlighed. Og det er et fint valg i en børneforestilling, hvor målgruppen i salen kvitterer med højlydte ad-råb, når bare der tales om kys.

Mike Reuter

Kultur
20. oktober 2020

»Excalibur! Excalibur!« lyder omkvædet på sangen, der både synges i starten af Lisbeth Kjærulff som søens dronning, og igen i slutningen af alle fire skuespillere i den musikalske børneforestilling Sværdet i stenen, som turnerer landet over med Louise Schouw Teater. Musikken til forestillingen er skabt af Sigurd Barrett, og der er flere ægte Barrett-ørehængere iblandt, som måske ikke vil gå over i musikhistorien, men alligevel understreger den dramatiske fortælling ganske godt.

Louise Schouw står bag instruktionen af Gunvor Reynbergs dramatik, der tager udgangspunkt i den kendte historie om væbneren Arthur og sværdet Excalibur, som han trækker op ad stenen for derefter at blive konge. Disneys tegnefilmsversion af historien virker præsent i iscenesættelsen, hvor helten Arthur sagtens kan være både modig og fjollet.

I Reynbergs fortælling handler historien mere om venskab mellem to børn end om magtkampe og romantisk kærlighed. Og det er et fint valg i en børneforestilling, hvor målgruppen i salen kvitterer med højlydte ad-råb, når bare der tales om kys.

Asbjørn Agger er den forældreløse dreng Arthur, der arbejder som væbner for sin plejebror, Morten Bo Kochs ridder Kaj. Hans lærermester, Merlin (også spillet af Morten Bo Koch), ligner en grønklædt Gandalf, der som en anden pelikan med rummeligt næb tryller ting ud ad ærmerne på sin kåbe – hvad enten der er brug for et par ekstra sværd eller en kongekrone. Marianne Bøgelunds unge Guinevere er i lære som fin frøken, men ville langt hellere være en dreng.

»Drenge har det sjovere. De får både lov til at bøvse, prutte og spytte,« erklærer hun.

Udklædt som dreng møder hun Arthur, og de to store børn bliver venner. Måske er det netop for at understrege det barnlige hos de to, at Louise Schouw i sin instruktion har ladet Marianne Bøgelunds lady Guinevere tale som en forurettet seksårig en stor del af tiden.

Klovnekomik og discolys

Ved første øjekast ser Niels Sechers scenografi lidt simpel ud, men den viser sig i samspil med Kristian Spechts farvemættede lyssætning at være ganske foranderlig. På scenegulvet står en trappekonstruktion, som de fire skuespillere kan gå og sidde på, og bag dem står en række bemalede skærme. Hele konstruktionen skifter farve og udtryk med lyset. Når det grønne lys rammer scenen, ligner skærmene store træer. Når lyset skifter til køligt hvidt, er de klippevægge i skoven for igen at forvandles til store vinduer og døråbninger på slottet.

Mest er Sværdet i stenen en fin teaterforestilling, der kan indfange og underholde børnene på publikumsrækkerne i en god times tid. Som voksen tilskuer kammer det platte indimellem over. Som når de tre runde, klovnekomiske riddere igen og igen forsøger at trække sværdet ud ad stenen til lyden af hurtigt klaverspil som i en gammel stumfilm. Eller når ridder Kaj – akkompagneret af en discoblinkende pink og turkis lyssætning – synger en sang om, hvor sej han er.

I Sværdet i stenen vinder de gode, og de onde skifter side og lægger had og ondskab bag sig.

»Hævn er noget skidt,« konstaterer Arthur lidt belærende til sidst, da han pludselig – og for ham selv ret uventet – får serveret landets ypperste magtposition.

På sin vis er det en temmelig Disney-pæn historie, Louise Schouw Teater her fortæller, men brugen af det fjollede og ’falde på halen’-humor, som sætter gang i lattermusklerne hos de mange børn i salen denne søndag i Musikhuset Aarhus, betyder samtidigt, at det ikke bliver for kvalmt. Sværdet i stenen er ikke uhyggelig. Den byder ikke på stort drama eller nervepirrende situationer, men det er muntert, latterfremkaldende og letforståeligt teater om venskab og mod.

’Sværdet i stenen’. Dramatiker: Gunvor Reynberg. Instruktør: Louise Schouw. Scenograf: Niels Secher. Lys: Kristian Specht. Koreograf: Rebekka Lund. Musik: Sigurd Barrett. Med: Lisbeth Kjærulff, Asbjørn Agger, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch. På turné med Louise Schouw Teater til 2. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Huirra for Louise Schouw!