Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Den gode ven’ er en barsk historie fortalt i et fint og ømt sprog

Bjørn Esben Almaas’ roman handler om forsømte børn og utilstrækkelige forældre, og selv om dele af handlingen er voldsom, så er det sproget, som rummer en slags dybere tristhed, der bliver ved én
De bedste afsnit i ’Den gode ven’ er dem, hvor den voksne fortæller forsøger at finde hoved og hale i, hvad der foregår.

De bedste afsnit i ’Den gode ven’ er dem, hvor den voksne fortæller forsøger at finde hoved og hale i, hvad der foregår.

Lene Sørøy Neverdal/Forlaget Oktober

Kultur
23. oktober 2020

Norske Bjørn Esben Almaas’ roman Den gode ven, som er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, handler om traumer og fortrængning. En dag møder den navnløse fortæller en person fra sin barndom, og hans tidsopfattelse begynder at gå i stykker. Det bliver tydeligt, at noget fandt sted dengang, som han ikke har haft anledning til at bearbejde. Herefter følger en klaustrofobisk og meget overbevisende skildring af, hvordan det føles at miste grebet om virkeligheden.

Romanen er fortalt i to spor.

Det ene strækker sig over nogle dage i juli 2013, hvor fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Pludselig en morgen er hans ansigt lammet i den ene side, og han falder hele tiden i søvn. Han søger læge, samtidig med at han forsøger at fortsætte hverdagen med sin kone og deres to sønner, som om intet var hændt.

Det andet spor forløber over nogle dage i slutningen af november, 1987, hvor fortælleren er 11 år gammel. Da vi møder ham, er han gul og blå i ansigtet, og han vil ikke længere i skole eller til spejder. Det lille miljø, som han vokser op i, virker tidstypisk barskt: Der er ikke mange voksne til stede, til gengæld er hverdagen præget af grov mobning. Disse dele af romanen bevæger sig baglæns, fra mandag til fredag, torsdag, onsdag. Vi ved, at der for enden af nedtællingen venter noget usigeligt og grusomt – en nøgle til at forstå fortælleren, både som barn og voksen – og denne suspense holder læseren fanget igennem den korte roman.

Centralt står den yngre dreng Mut, som bor alene med sin alkoholiserede far, og som fortælleren på én gang ønsker at beskytte og føler sig beskyttet af: »Hvad sker der med Mut, hvis jeg fortæller det hele?«

Den gode ven er spændende, hvilket skyldes den lidt skematiske opbygning, hvor information holdes tilbage for læseren; vi afdækker traumet, i takt med at fortælleren selv gør det. Historien er brutal, men lidt spinkel. Til gengæld er romanen fortalt i et stærkt sprog. Almaas har en overraskende, afdæmpet stil, som i korte sætninger og næsten uden billedsprog skildrer det følsomme og lidt ensomme barn. For eksempel når fortælleren kommer hjem til et tomt hus og forestiller sig, at den fremmede familie, som bor i huset om dagen, mens han ikke er hjemme, har gemt sig. Eller som den dag han ser sin far inde i byen, og noget ved situationen – at han ser sin far, uden at faren ser ham, og at de ikke er derhjemme – giver ham en urovækkende mistanke om, at faren ikke er den, han giver sig ud for at være. Faren køber en is og sætter sig på en bænk og spiser den, men selv da er det, som om han er en lille smule fremmed, næsten lidt uhyggelig.

Humoristisk og skræmmende forvirring

Romanens bedste afsnit er dem, hvor den voksne fortæller forsøger at finde hoved og hale i, hvad der foregår. Hans sanser er forstyrrede, og romanen bevæger sig frem i underlige spring og hak. På den måde er læserne helt tæt på, og vi bliver lige så overraskede som fortælleren selv, når tingene ikke går som forventet. Der er noget humoristisk ved forvirringen, som samtidig er skræmmende.

For eksempel når fortælleren siger højt til sin søn, der sidder i bagsædet – som for at bekræfte det over for sig selv: »Det er mig, der kører den her bil.« Eller når han venter på svar på sine prøver på hospitalet, et øjeblik sunket hen i andre tanker: »Jeg farer sammen, en kvinde i lyseblå pyjamas råber mit navn op.« Alting er så underligt.

Humoren ligger også i det ubehjælpelige i, at fortælleren tror, han kan unddrage sig opmærksomhed. Når han efter hospitalsbesøget bakker ud af sin bås i parkeringshuset, lyder der et brag, og han siger afvæbnende til sin søn: »Slap af. Nogen har sat en slags betonsøjle der.« Verden er blevet uforudsigelig og uforståelig, og han ser trusler overalt. Først og fremmest skal han passe på børnene, men det er snarere den ældste søn, som – meget ømt og kærligt –passer på ham.

Der står i den norske spejderbog, som er citeret på romanens første side: »En spejder er en god ven.« Men hvad sker der, når børn er overladt til sig selv, når de forsøger at beskytte hinanden uden at sige fra over for de voksne? Den gode ven handler om forsømte børn og utilstrækkelige forældre, og selv om handlingen i barndomssporet er meget voldsom, er det sproget, jeg sidder tilbage med efter at have læst romanen. Intimt og nedtonet og med en slags dybere tristhed, som ikke skyldes traumet, men en mere generel sorg over ikke at kunne komme tæt nok på andre mennesker – sin mor, sine venner, sin kone, sine børn – rammer sproget helt rent.

Som i den meget fine scene, hvor fortælleren – ikke uden udfordringer – har taget sine sønner med i en forlystelsespark: »Her står jeg og vinker til dem, og mens de måske ser mig, eller lader være med at se mig, føler jeg mig et øjeblik helt overflødig. Deroppe i karrusellen er de helt trygge, og jeg kan ikke nå dem.«

’Den gode ven’. Bjørn Esben Almaas. Oversat af Klaus Rothstein. Turbine. 172 sider, 229,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her