Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Den gode ven’ er en barsk historie fortalt i et fint og ømt sprog

Bjørn Esben Almaas’ roman handler om forsømte børn og utilstrækkelige forældre, og selv om dele af handlingen er voldsom, så er det sproget, som rummer en slags dybere tristhed, der bliver ved én
De bedste afsnit i ’Den gode ven’ er dem, hvor den voksne fortæller forsøger at finde hoved og hale i, hvad der foregår.

De bedste afsnit i ’Den gode ven’ er dem, hvor den voksne fortæller forsøger at finde hoved og hale i, hvad der foregår.

Lene Sørøy Neverdal/Forlaget Oktober

Kultur
23. oktober 2020

Norske Bjørn Esben Almaas’ roman Den gode ven, som er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, handler om traumer og fortrængning. En dag møder den navnløse fortæller en person fra sin barndom, og hans tidsopfattelse begynder at gå i stykker. Det bliver tydeligt, at noget fandt sted dengang, som han ikke har haft anledning til at bearbejde. Herefter følger en klaustrofobisk og meget overbevisende skildring af, hvordan det føles at miste grebet om virkeligheden.

Romanen er fortalt i to spor.

Det ene strækker sig over nogle dage i juli 2013, hvor fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Pludselig en morgen er hans ansigt lammet i den ene side, og han falder hele tiden i søvn. Han søger læge, samtidig med at han forsøger at fortsætte hverdagen med sin kone og deres to sønner, som om intet var hændt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her