Læsetid: 6 min.

Gudrun Hasles kropsværker vil virkelig gerne bryde tabuer. Men de nemme er allerede taget

Det er sjovt, når Gudrun Hasle bruger sin egen ordblindhed til at udstille almindelige absurditeter i soloudstilling på kunsthallen Copenhagen Contemporary. Men kampen mod tabuerne vinder intet nyt terræn, når nål og tråd bruges så yndigt som her
Gudrun Hasle gør arbejdet med stoffet kropsligt, privat og smertefuldt.

Gudrun Hasle gør arbejdet med stoffet kropsligt, privat og smertefuldt.

David Stjernholm

23. oktober 2020

Gudrun Hasle er ordblind. I hendes kunstværker er det hendes superkraft, og på kunsthallen Copenhagen Contemporary er det som at blive løbet over ende af en trojansk hest, når man møder hendes kraftfulde svirp med sproget. 

I det tidligere skibsværft hænger et enormt hvidt lagen fra loft til gulv, hvorpå der med store, blå påsyede bogstaver står »I DONT NO HAW TO SCRIM FOR HALP«. Jeg tager noter på en blok og kommer automatisk til at skrive »I don’t know how to scream for help« og må viske ud og stave om flere gange, for at få Hasles ord rigtigt ned på papiret. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg kan godt osse have problemer med at stave og nogle ord må jeg slå op igen og igen, fordi jeg glemmer hvor ulogisk de staves - eller om i morgen er i et eller to ord. Men det er jo peanuts i forhold til at være ordblind. Hvor må det være mærkeligt ikke at kunne se ord.

Anders Sørensen

"Jeg tager noter på en blok og kommer automatisk til at skrive »I don’t know how to scream for help« og må viske ud og stave om flere gange, for at få Hasles ord rigtigt ned på papiret."

Det skete selvfølgelig aldrig. Ordene er ret let at få ned på papir. Det tager 10 sekunder at få Hasles ord ned på papir.

Hvorfor så skrive, at det skete? Tjo, det sker, fordi anmelderen lægger sin hånd på læserens lår og søger at indynde sig.

Bjarne Toft Sørensen

I papirudgaven af anmeldelsen lyder rubrikken således:
”Det er på mode at være uperfekt. Men er det kunst”.

Som jeg forstår en sådan rubrik, indebærer den en kritik af udstillingen for at være designet kunst og som sådan ikke kunst i en egentlig forstand.

Udtrykket design bruges om formgivning af brugs – og pyntegenstande, og når noget er på mode, lever det op til bestemte retningslinjer for, hvordan man lever og tænker inden for bestemte dele af kulturen, f.eks. på kunstens område.

Ud fra anmeldelsens fremstilling af udstillingen kan der været noget berettiget i kritikken, men i den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at det vil være en kritik, der i større eller mindre grad vil kunne rettes mod en stor del af den æstetisk veltilrettelagte (”kuraterede”) og udførte kunst, der præsenteres på udstillinger i dag.

Spørgsmålet må i givet fald være, i hvilken grad det æstetiske udtryk bliver en hindring for, i stedet for at bidrage til at forstærke, virkningen af udstillingen som kunst. I mødet med publikum.

Her er det også værd at inddrage i sine overvejelser, at kun en lille del, blandt det forventede publikum til en sådan udstilling, har de samme høje forventninger til kunst, som dem en erfaren og veluddannet kritiker har.