Halfdan Piskets ’Døden’ er en stilsikker, kuldslået diagnose over forhold, mange mænd kan spejle sig i

Halfdan Piskets Dansker-trilogi, som fortalte hans armensk-tyrkiske fars indvandrerhistorie i symbolladet, til tider næsten hallucinatoriske billeder, men samtidig med socialrealistisk nærvær, var skelsættende inden for dansk tegneserie og et vægtigt bidrag til tidens europæiske immigrant-litteratur.

Man frygtede, at den ville blive svær at følge op på, og de kompetente, men også ujævne korte serier, Pisket de følgende år leverede til diverse publikationer, herunder nærværende avis, beroligede ikke. Men vi havde ikke behøvet at være nervøse: Piskets nye, store tegneserie, Døden, er en værdig efterfølger.

Godt nok spiste Pisket af hovedstolen ved at fortælle sin familiehistorie, ligesom hans store forbilleder inden for tegneserien, amerikanske Art Spiegelman og franske David B. gjorde det med henholdsvis Maus (1980–91) og Det store onde (1996–2001). Men ulig førstnævnte og parallelt med sidstnævnte finder han i Døden gennem fiktionen frem til et andet og på nogle måder klarere perspektiv på det samme, underlæggende problemfelt.