Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Halfdan Piskets ’Døden’ er en stilsikker, kuldslået diagnose over forhold, mange mænd kan spejle sig i

Piskets nye tegneserie, ’Døden’, er en værdig efterfølger til Dansker-trilogien
Handlingen i Halfdan Piskets nye tegneserie ’Døden’ udspiller sig ligesom i Dansker-trilogien under en sort sol. Manden med leen opholder sig bag en revne i himlen, hinsides vindmøllerne på Middelgrunden.

Handlingen i Halfdan Piskets nye tegneserie ’Døden’ udspiller sig ligesom i Dansker-trilogien under en sort sol. Manden med leen opholder sig bag en revne i himlen, hinsides vindmøllerne på Middelgrunden.

fra bogen

Kultur
16. oktober 2020

Halfdan Piskets Dansker-trilogi, som fortalte hans armensk-tyrkiske fars indvandrerhistorie i symbolladet, til tider næsten hallucinatoriske billeder, men samtidig med socialrealistisk nærvær, var skelsættende inden for dansk tegneserie og et vægtigt bidrag til tidens europæiske immigrant-litteratur.

Man frygtede, at den ville blive svær at følge op på, og de kompetente, men også ujævne korte serier, Pisket de følgende år leverede til diverse publikationer, herunder nærværende avis, beroligede ikke. Men vi havde ikke behøvet at være nervøse: Piskets nye, store tegneserie, Døden, er en værdig efterfølger.

Godt nok spiste Pisket af hovedstolen ved at fortælle sin familiehistorie, ligesom hans store forbilleder inden for tegneserien, amerikanske Art Spiegelman og franske David B. gjorde det med henholdsvis Maus (1980–91) og Det store onde (1996–2001). Men ulig førstnævnte og parallelt med sidstnævnte finder han i Døden gennem fiktionen frem til et andet og på nogle måder klarere perspektiv på det samme, underlæggende problemfelt.

Handlingen udspiller sig ligesom i Dansker-trilogien under en sort sol. Manden med leen opholder sig bag en revne i himlen, hinsides vindmøllerne på Middelgrunden. Han agerer fortæller og er dus med den banesyge Rafil, som ligger på Rigshospitalets kræftafdeling med drop i armen og en klap over det øje, der er værst ramt af synsforstyrrelser. Barndomsvennen Yusuf besøger ham, våger over ham, tilsyneladende som den eneste.

Fra bogen

I flashbacks ser vi dem i de tidlige teenageår – de deler cigaretter og finder et bundløst hul på Amager Fælled; de springer i bølgerne på Amager Strand. En sankthansaften vælder røgen op over de om bålet dansende skikkelser i måneskinnet, da Yusufs mor hentes ud hinsides vindmøllerne. Yusuf beskrives i tredje person, men er den egentlige protagonist.

Dus med døden

Forholdet til den døende ven er så præcist og martrende beskrevet, at det må bunde i Piskets egne oplevelser. Det er fortællingens bankende hjerte, hvorom han spinder sin kuldslåede skildring af eksistentiel desperation. Yusufs studier blev slået ud af kurs af et knæk begået med en gruppe frænder: De blev knaldet, og han blev fedtet ind i det københavnske bandemiljø.

Det hjemsøger ham fortsat, selv om han forsøger at holde sin sti ren i grøntsagsafdelingen i den lokale Kvickly. De unge, retningsløse mænd lignes jævnligt med bundfodrende krabber, nogle gange i tegninger, der tangerer det grinagtige. Yusufs nihilisme forgifter relationen til kæresten Alma, som han ghoster. Når han er der, står han midt om natten og ryger joints i vinduet. Hun bliver senere dus med døden.

Pisket er med årene blevet mere fortrolig med tavse passager og med dialog og benytter derfor mindre af den i tekstkasser placerede fortællerstemme, som dominerede Dansker-trilogien.

Når den er der, genkender man imidlertid den lyriske nerve:

»Din kæreste vil forlade dig når det går op for hende at du ikke længere er på kanten

Hun vil arbejde på dig
Sige at du skal vaske op og gå ned med skrald, domesticere dig.
Og når du så endelig mister dit bid, forlade dig.«

Den selvdestruktive maskulinitetsforståelse udstilles, men romantiseres samtidig lige lovligt, da Alma og Yusufs elskerinde fra Kvickly mødes og bonder over deres martrede helt.

Men overordnet er der tale om en stilsikker, kuldslået diagnose over forhold, mange i hvert fald mænd – og ikke kun dem med indvandrerbaggrund – med kurs mod midalderens skillevej vil kunne spejle sig i.

Grafisk er fladerne blevet bredere og sortere, figurerne mere kantede og monumentale, og billedopbygningen mere ekspansiv. Pisket reducerer ofte antallet af ruder per side, når han har brug for at vægte den visuelle rytme og åbner løbende op i ekspressivt symbolsk dobbeltsidesopslag, der påkalder sig et mere universelt grundlag for det fortalte.

Indtryk fra tegnere som Jacques Tardi, Killoffer og José Muñoz indarbejdes med lån fra Dea Trier Mørch og David Hockney.

Til sidst antager fortællingen mytisk karakter; hullet i skoven på Fælleden bliver arnested for en variation af Orfeus-myten, og vi vender igen tilbage til stranden på Amager, der fremstår i forklaret månelys som i Bergmans Det syvende segl. Det er højstemt, men Pisket ryster ikke på hånden, og det er måske forklaringen på, hvordan har klaret sin svære toer.

Halfdan Pisket. ’Døden’. Fahrenheit. 312 sider. 298 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her