Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Harald Voetmann har omsat den romerske satiriker Juvenal til et rasende velskrevet dansk

At læse ’Vreden skriver digtet’ er som at overhøre overgearede samtaler i dag og samtidig, selvfølgelig, et blik ind i den antikke verden
Juvenals første to bøger om livet i et Rom, hvor alt handler om penge og begær, blev skrevet omkring år 100 efter Kristi fødsel. Illustrationen her af Wenceslaus Hollar er lavet i 1660.

Juvenals første to bøger om livet i et Rom, hvor alt handler om penge og begær, blev skrevet omkring år 100 efter Kristi fødsel. Illustrationen her af Wenceslaus Hollar er lavet i 1660.

Folger Shakespeare Library/ Ritzau Scanpix

Kultur
23. oktober 2020

Den romerske digter Juvenal, hvis egentlige navn var Decimus Junius Juvenalis, levede og skrev omkring år 100 efter Kristi fødsel. Sammen med den lidt ældre Horats udgør hans værk, i alt 16 lange digte, grundstammen i den europæiske tradition for satirer på vers – normalt udpeger man så Juvenal til den rasende, Horats til den forfinede og urbane satiriker.

Nu har forfatteren Harald Voetmann, en af dansk prosas mest markante stilister, efterhånden også den vigtigste nye formidler af klassisk latinsk litteratur herhjemme, oversat Juvenals første to bøger. Han har oversat seks zigzaggende langdigte om det rædderlige liv i den antikke storby til et rasende velskrevet dansk – de udkommer under titlen Vreden skriver digtet.

Alt handler om begær og penge

For Juvenal skriver om Rom, mere præcis den antikke kejsertids Rom, mere præcist et Rom, hvor fortidens idealer om det enkle, hårdføre og retskafne liv for længst er væk og erstattet af en latterlig, sølle dekadence. Alt afviger fra sin rette, konservative plads. Alt handler om penge og begær, og om at udnytte og ydmyge de mennesker, man er omgivet af. Mændene vimser rundt i fornemme, halvgennemsigtige togaer, mens kvinderne tager styringen i hjemmet og over pengepungen. Gamle slaver bestemmer pludseligt mere end gamle venner. Hvis man ikke har masser af rigdom i forvejen, så gælder det om at finde en affældig rigmand (eller kvinde), og så byde sig til, lade sig ydmyge, sleske alt det, man har lært. »Hver arving får sig en andel, der matcher hans pikmål nøjagtigt,« som Juvenal konstaterer allerede tidligt i første satire.

Sådan er Juvenal: grov, voldsom, ubehageligt kvindefjendsk, sprogligt ekvilibristisk, seksuelt helt eksplicit. Hans satirer svælger i det forkerte, dvs. i alt det, digtenes lyriske jeg ikke kan lide. Og så puster jeg’et det op og forstørrer det, opfinder stadigt vildere eksempler på et fordrejet, dekadent liv, sprutter og harcelerer forarget om andres liderlighed. Det sker i forbløffende energiske heksametre, hvor kvikke replikskifter og den direkte tiltale af forskellige, i dag ukendte skikkelser blander sig med virtuose ordsammensætninger. Det sker også i en stil, der – i al fald i denne oversættelse – smelter høje, næsten klassicerende træk sammen med hverdagslig slang og rent ud sagt outrerede sprogkombinationer.

Her handler det om »filosofisserne«, dvs. unge romere, der er lidt for inspirerede, også seksuelt, af græsk kultur og filosofi. Læg mærke til afstanden mellem en vending som »formaner med tordnende ord« og så »twerker«, men læg også mærke til, hvor ubesværet Voetmann føjer dem sammen til et hele:

»Den fyr er bare så dum, at man ynker ham; dén grad af vanvid/ viser, at han ikke kan gøre for det. De andre er værre,/ når de på en gang formaner med tordnende ord og selv ryster/ med deres røv. ’Skal jeg frygte dig, Sextus? Du står jo og twerker!’/ siger den fæle Varillus, ’Er du mere dydig, end jeg er?’«

Lige her er hykleriet det værste, men andre steder i satirerne er det værste skamløshed. Og andre gange er det et problem, at ens kone er for perfekt, eller at dem, der levede i de gode, gamle dage faktisk var lidt ulækre. Der er ikke på den måde konsistens i Juvenals satirer. Det er mere sådan, det skriver Voetmann fint om i sit forord, at raseriet også er en performance, en måde at hvirvle vilde formuleringer og små, prægnante, fortegnede øjeblikke op.

Andet end vrede

Alligevel er de mest markante passager hos Juvenal dem, hvor han i bare et lille øjeblik har rum for andet end sin vrede – de tungeste er så dem, hvor man farer uløseligt vild i alle de ukendte, enten opfundne eller historiske skikkelser. Især er jeg glad for den tredje satire, der handler om, hvor hårdt det er at leve i Rom. I Rom kunne man åbenbart hvert øjeblik blive badet i natpotters indhold eller risikere at brænde ihjel i ågerdyrt spekulationsbyggeri. Hvis man da ikke bliver knust under faldende sten, fordi man ikke har råd til at blive båret gennem byen. Men et sted inde i dette helvede er der også en hverdag:

»Hvis nu en hjulakse knækker på vognen, som fragter ligurisk/ sten, og den spilder sit bjerg over mængden – vil nogen da finde/ spor af lemmer og knogler? Kroppen er knust og forsvundet/ sammen med sjælen. I ofrenes hjem ved man intet; man ordner/ opvasken, blæser med trutmund til gløderne, skramler med smurte/ skrabejern, genfylder olieflakonen og folder sit linned./ Sådanne ting har slaverne travlt med, imens deres herre/ sidder som nyankommen på flodbredden, slået af rædsel/ over den hæslige færgemand, uden en småmønt på tungen/ til at betale for færden henover de mudrede vande.«

Ifølge datidens tro burde man begraves med en mønt under tungen, så man kunne betale Charon, færgemanden, for rejsen til dødsriget. Der er jo en fantastisk sans for detaljer her – »blæser med trutmund til gløderne« er rent ud sagt genialt – ikke ulig den, man finder i de berømte homeriske lignelser. Men der også en fantastisk hastighed, så man over et par linjer bevæger sig fra ulykken over et lille hverdagsglimt og ned i dødsriget og den dødes rædsel. Den slags kan Juvenal også.

Og Harald Voetmann kan følge med, imponerende nok. Sproget i Vreden skriver digtet er fuldt nutidigt, men aldrig på en påtaget måde, aldrig så det føles som et stilbrud i en klassisk tekst. Snarere er det, som om Voetmann gør Juvenal på én gang fremmed og samtidig. Her forestiller digtenes jeg sig, hvordan han ville blive tiltalt til et festmåltid, hvis han ikke var fattig og måtte nøjes med smuler, men var rig og derfor feteret: »du, som engang var et nul, kalder Virro nu ligemand, frænde!/ ’Giv nu til Trebius! Anret for Trebius! Hvad med lidt mørbrad,/ brormand?’«

Det er som at overhøre overgearede samtaler i dag og samtidig, selvfølgelig, et blik ind i den antikke verden. Noget lignende sker med heksameterets rytme. Man mærker de seks tryk i hver verslinje, men uden at det nogensinde føles tungt eller forceret. Snarere dunker metrummet diskret under et sprog, der ellers er herligt direkte og alt andet end floromvundet.

Som sagt: der er øjeblikke, hvor man går kløjs i satirernes ophobning af ukendte, romerske skikkelser. Vælger man at tage digtenes stemme helt alvorligt, bliver man undervejs også træt af det insisterende kvindehad og mere generelt behovet for at alt er galt. Måske nydes Juvenal simpelthen bedst i mindre bidder. Uanset hvad er det en gave at få en af de helt store, latinske klassikere serveret igen på dansk, helt frisk og helt fremmed for os i det enogtyvende århundrede. Tak, mere er der egentlig ikke at sige.

’Vreden skriver digtet’. Første og anden bog af Juvenals Satirer. Oversat af Harald Voetmann. Basilisk. 105 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karen Møller E.

Tak.