Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

I Henrik Dahls nye bog tager han kampen op mod identitetspolitikken

Der er ingen mellemvej i Henrik Dahls nye bog ’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden’. Enhver tanke bliver tænkt til sin ekstreme ende, og alle de nye rettighedskampe, der pibler frem i disse år, bliver reduceret til »identitetspolitikken«
Ifølge sociolog og medlem af Folketinget for Liberal Alliance Henrik Dahl er sager såsom furoren om mexicanerfesten på Københavns Universitet og affæren omkring afsyngningen af »Den danske sang er en ung blond pige« på CBS del af en ekstremt farlig tendens, der truer selve det frie samfund. Det anfører han i sin nye bog ’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og anti-liberalisme i det 21. århundrede’.

Ifølge sociolog og medlem af Folketinget for Liberal Alliance Henrik Dahl er sager såsom furoren om mexicanerfesten på Københavns Universitet og affæren omkring afsyngningen af »Den danske sang er en ung blond pige« på CBS del af en ekstremt farlig tendens, der truer selve det frie samfund. Det anfører han i sin nye bog ’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og anti-liberalisme i det 21. århundrede’.

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Kultur
2. oktober 2020

Kan du huske mexicanerfesten på Københavns Universitet? Eller affæren omkring afsyngningen af »Den danske sang er en ung blond pige« på CBS? Hvad med de nye retningslinjer for mobning på Københavns Universitet, hvor sagerne fremover skulle tage udgangspunkt i de studerendes oplevelse af at være krænket?

Ifølge sociolog og medlem af Folketinget for Liberal Alliance Henrik Dahl er historierne del af en ekstremt farlig tendens, der truer selve det frie samfund. I sidste instans er det »oplysningen og demokratiet, der er på spil«, skriver han i sin nye bog Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og anti-liberalisme i det 21. århundrede.

Det drejer sig selvfølgelig om identitetspolitik. Mere præcist om »den særlige anti-liberale identitetspolitik, der stammer fra amerikanske universiteter, og som handler om anerkendelse af interessegrupper af den ene og anden slags: Kvinder. Sorte. LGBT+-personer. Tykke.«

’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og anti-liberalisme i det 21. århundrede’ af Henrik Dahl.

Saxo
Målet fejler sådan set ikke noget, slår Henrik Dahl indledningsvist fast. Racisme, sexisme og homofobi er væsentlige problemer, som det er helt legitimt at bekæmpe. Problemet er midlerne.

De er nemlig antiliberale og antividenskabelige, skriver han. Censur og forbud mod krænkende ytringer, afvisning af elementære kendsgerninger og historiske begivenheder, som ikke er i overensstemmelse med idealerne om lighed og mindretalsbeskyttelse. Krav om særrettigheder og ad hominem-argumenter om, at det er mere afgørende, hvem der taler, end hvad der bliver sagt.

Alt sammen noget, der er i konflikt med de grundlæggende, universalistiske principper, det liberale samfund baserer sig på.

Den principielle kritik af identitetspolitikken er velkendt. Bare tænk på den kollektive forargelse, da hvide blev bedt om at gå bagerst til en Black Lives Matter-demonstration i sommer.

Mere interessant er Dahls forsøg på at spore, hvad han betegner som »identitetspolitikkens lange march gennem institutionerne«. Fra perifer strømning på amerikanske universiteter til ideologisk kraft, som angiveligt har indtaget store dele af den akademiske verden og venstrefløjen – både i USA og Danmark.

‘Forurettelsesstudier’

Med afsæt i Allan Blooms bog The Closing of the American Mind fra 1987 beskriver han, hvordan tyske eliteforskere ankom til amerikanske universiteter op til Anden Verdenskrig og satte gang i et skred i de kvantitativt orienterede amerikanske samfundsvidenskaber, der eskalerede, først med den politiske vækkelse i 1960’erne, siden med fransk postmodernisme og socialkonstruktivisme, indtil vi i dag står med en vild og voksende underskov af »forurettelsesstudier« eller slet og ret »fupforskning« som kritisk raceteori, kønsstudier og postkoloniale studier.

Det er således sjovt, når Henrik Dahl kalder ungdomsoprøret for »tysk filosofi på stoffer og rock’n’roll« eller gengiver Douglas Murrays citat om kønsforskeren Judith Butler:

»Så dårligt sprog kan udelukkende forekomme, når forfatteren prøver at skjule noget.«

Henrik Dahl har unægteligt en pointe i, at meget forskning i nævnte discipliner er politiseret og af svingende kvalitet, og der er oplagt noget grundlæggende uvidenskabeligt i at afvise enhver biologisk betinget forklaring på mænds og kvinders livsbeslutninger som seixistisk og underlødig.

Bogen har imidlertid to gennemgående problemer. For det første har Dahl en tendens til at karikere de synspunkter, han kritiserer. Den version af identitetspolitikken, han skriver sig op imod, er så ekstrem, at man bliver oprigtigt i tvivl om, hvorvidt nogen rent faktisk har de holdninger.

Et gammelt forslag om at indføre kønsneutrale cpr-numre af hensyn til transpersoner, forvandler sig på få sider til »indoktrinering« af børn med »anti-biologisk tankegang«, ligesom ideen om trigger warnings – at udstyre bøger med advarsler om anstødeligt indhold – straks bliver sat i perspektiv med en reference til Ray Bradburys dystopiske sci-fi-roman Fahrenheit 451, hvor borgerne kræver bøgerne brændt, fordi de bliver vrede og kede af at læse dem.

Der er ingen mellemvej hos Henrik Dahl. Enhver tanke blive tænkt til sin ekstreme ende, og alle de nye rettighedskampe, der pibler frem i disse år, bliver reduceret til »identitetspolitikken« – én samlet totalitær kraft, der sigter mod at »afmontere oplysningens principper, afmontere grundlæggende retsstatslige principper, og afmontere det liberale demokrati«.

Det andet problem er, at Henrik Dahl på baggrund af ganske få eksempler springer til meget bastante, kategoriske påstande om et identitetspolitisk tyranni, der spreder sig i samfundet som en virus. Ikke mindst på de højere læreanstalter, hvor Henrik Dahl eksempelvis hævder, at man både i dansk og amerikansk samfundsvidenskab »i stort omfang har droppet stringent og transparent metode«, og nu skal »lede længe efter« overvejelser om »relevans og validitet«, ligesom at det angiveligt er en »hverdagsforeteelse« at forskere »afpresses politisk«.

Bogen er fuld af den type opsigtsvækkende påstande, som der ikke rigtig bliver ført belæg for. Det er uheldigt. Især fordi Henrik Dahl bruger så mange kræfter på at kritisere »identitetspolitikerne« for netop den slags brud på god forsknings- og debatskik.

Lidt polemisk formuleret virker det præcis lige så bombastisk og uunderbygget, når Dahl hævder, at »sprogrensningen og censuren er kommet så vidt, at vi for længst har passeret grænsen for det forslidte udtryk orwellsk«, som når postkoloniale forskere hævder, at alle hvide bærer på en postkolonial, racistisk arv, der former deres syn på sorte mennesker i enhver sammenhæng.

Gunstig trussel

Henrik Dahl retter også en kritik mod den danske venstrefløj, som – afhængig af hvor man slår ned i bogen – allerede har overtaget eller er ved at overtage den antiliberale identitetspolitik. Det kommer ikke mindst til udtryk gennem en ukritisk »problemimport,« hvor venstrefløjen uden videre overtager amerikanske samfundsudfordringer og tvinger dem ind i en dansk kontekst. Politivold mod sorte for eksempel.

»Hvad der må siges at være et rimeligt udgangspunkt for kritik i et land, kan være lige så urimeligt et udgangspunkt i et andet,« hedder det.

Igen ligger parallellen til Henrik Dahls eget projekt og lurer. For selv om man sagtens kan argumentere for, at krav om særhensyn, safe spaces og de-platformning har sat åndsfriheden under pres i USA, er det mere tvivlsomt, om en lignende tendens for alvor gør sig gældende i Danmark.

Man kan i hvert fald konstatere, at Henrik Dahl veksler mellem den samme håndfuld fortærskede petitesser, som allerede har fyldt en del i debatten herhjemme – den danske sang, BLM-demonstrationen, retningslinjerne på Københavns Universitet.

Fælles for sagerne er, at de ikke blev rejst af personer med magt eller formede sig som krav fra en stærk bevægelse, men blev – trods Henrik Dahls påstand om, at ingen i dag »vover at gøre grin med identitetspolitiske forslag« – mødt af massiv kritik og udbredt forhånelse.

Efter endt læsning er det altså fortsat svært at slippe mistanken om, at truslen om den identitetspolitiske flodbølge først og fremmest holdes i live af debattører som Henrik Dahl.

For igen at ty til forfatterens egne ord:

»Identitetspolitik har den kedelige konsekvens, at den kan flytte opmærksomheden væk fra alvorlige problemer, der opleves af store grupper, til mindre alvorlige problemer, der opleves af mindre grupper.«

’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og anti-liberalisme i det 21. århundrede’. Henrik Dahl. Grønningen 1. 200 sider. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Bogen er fuld af den type opsigtsvækkende påstande, som der ikke rigtig bliver ført belæg for. Det er uheldigt. Især fordi Henrik Dahl bruger så mange kræfter på at kritisere »identitetspolitikerne« for netop den slags brud på god forsknings- og debatskik".

Det er typisk for Henrik Dahls debatform. Desværre bliver hans fremstillinger let udtryk for det, der kaldes en "stråmandsargumentation". Han giver et stærkt overdrevet kritisk billede af den modpart, han gerne vil kritisere, men samtidig med, at han på den måde gør det lettere for så sig selv, bliver argumentationen forenklet og unuanceret.

Men hvad nu, hvis han bare har 20% ret? Som venstreorienteret bliver man også nødt til at se indad og tænke på talemåden om, at det er langt nemmere at se splinten i sin broders øje end bjælken i sit eget.

Gert Hansen, peter juhl petersen, Per Klüver, Kurt Nielsen, Rolf Andersen, Olaf Tehrani, Bent Nørgaard, Claus Nielsen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar

Når betragtelige dele af et interview med Steen Nørskov i DR som i aften skal bruges på at gæsten aftvinges besværgelser om 'venstreorienterethed' og homoseksualhed, før man overhovedet starter samtale om noget, så er der naturligvis et eller andet der er kørt i grøften helt oppe på betingelsesplan. Kulturbaggrund er ikke en camembert, som man kan have patent på .... navnet af. Skal vi til at forbyde amerikanere at bage og guffe 'danish' ? Stå nu af den vogn og bevar fornuften. Ja, det er så desværre 'de andre' der er budbringerne. Det er det altid.

Søren Kristensen

I et liberalt samfund er det den enkeltes ret både at ytre sig og at føle sig krænket og der står vist heller ikke noget om at man ikke må slå sig sammen med ligesindede. Så altså hvis man vil af med "krænkelseskulturen" er der ikke andet for end at føre bevis for, at der ikke er noget at føle sig krænket over og det skal der nok komme en masse interessante debatter ud af?

Henriette Bøhne, Hanne Ribens, Per Klüver, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Jon Mangerel anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Sociologen Henrik Dahl har ret - vi skal passe på retsstaten og de "liberale" rettigheder. Han sætter imidlertid sin modstander alt for bekvemt "for hug", hvilket jo nok skyldes den liberale krænkelse han oplever og hans deraf følgende iver for at skære pointen ret firkantet ud for at overbevise og tydeliggøre. Den liberale politiker reagerer -igen - igen - som så mange politikere og journalister før ham - på mediernes fremstilling og behandling af sagen. For det er vel ikke de personlige vidnesbyrd om oplevelse af krænkelse han hugger så blodigt til?

peter juhl petersen, Jens Flø, Per Klüver, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Som forfatter og politiker har Dahl privilegiet at tale mod bede viden - og bruger politikertricket: Anklager andre for synspunkter, han selv konstruerer, hvorefter han argumenterer imod synspunktet (socialkonstruktivisme)- altså afsporer substans, så han kan bevare opmærksomheden. Når han trækker sig tilbage, ved næste valg kan liberalisten leve på overførselsindkomst.

peter juhl petersen, Hanne Ribens, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Per Klüver og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er den evige kamp imellem tidens paradigme (som er det, Dahl står for) og forskellige disserende diskurser (de progressive videnskabelige teorier og metoder). Det er ikke anderledes, end dengang det blev anset for pjat at beskæftige sig med kvinders sygdomme og andre eksempler; men videnskaben hviler på undersøgelsen af det særlige.

Johnny Werngreen

Der er tale om et klassisk problem, som kunne kaldes selektiv perception, men i dette tilfælde er en bedre betegnelse nok biasitis: Man stiller sig i et hjørne og vælger kun at se verden fra det perspektiv, hjørnet giver mulighed for, og selv om man er veluddannet og ved, at der er andre perspektiver, så kapper man hæle og klipper tæer for at få lortet til at passe til det, man kan se fra sit hjørne. Der er garanteret mange, der falder for "det er altså også for meget"- og "det er altså også for galt" politikeres udgydelser, men man skal ikke have det store kendskab systemteori og perspektiveringsmuligheder for at indse, at det både er dumt og unyttigt.

peter juhl petersen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
"Det er den evige kamp imellem tidens paradigme (som er det, Dahl står for) og forskellige disserende diskurser (de progressive videnskabelige teorier og metoder)".

I princippet har du ret, men i praksis ikke. Videnskab hviler, ud over på epistemologiske og ontologiske forudsætninger, også på socialt og juridisk etablerede internationale overenskomster.

Det aspekt er der desværre mange, ellers talentfulde og begavede forskere på den danske venstrefløj, der overser eller undervurderer.

Hvis et paradigme presses så hårdt, inden for f.eks. dele af humaniora og samfundsvidenskaberne, at det bryder sammen, uden at der kan sættes noget konstruktivt i stedet ("anything goes"), kan det få negative konsekvenser, der f.eks. ud over total mangel på samfundsmæssig anerkendelse, på den lange bane vil ramme de pågældende forskningsområder hårdt økonomisk.

Hvis man billedlig talt skal kurere "pest", gælder det om at finde en kur mod sygdommen, og ikke om at erstatte den med "kolera".

Henrik Dahls stærkt karrikerede udlægning fremstilles i artiklen således:
" ---- et skred i de kvantitativt orienterede amerikanske samfundsvidenskaber, der eskalerede, først med den politiske vækkelse i 1960’erne, siden med fransk postmodernisme og socialkonstruktivisme, indtil vi i dag står med en vild og voksende underskov af »forurettelsesstudier« eller slet og ret »fupforskning« som kritisk raceteori, kønsstudier og postkoloniale studier".

Der er yngre forskere, der i praksis mener, at det kan lade sig gøre at erstatte "etableret videnskabelig praksis" med politisk kunst, ligesom det var tilfældet i DK i 1970erne. Sådan en slags anarkistisk "lad bare lortet bryde sammen holdning". Men det går selvfølgelig ikke. Alting med måde.

Der er en del sandhed i hans kritik, samtidig med at den også er vildt overdrevet.

steen ingvard nielsen

Jeopardy!
Hvad er identitet?
For det omfatter jo ikke de ledige, i og med, at man fik skabt konsensus om, at det kun var dem der var på arbejdsmarkedet der havde en identitet.
Så ergo sum så kan de ledige ikke være omfattet af identitets-politikken.

Freddie Vindberg

Jeg bliver så træt, af Henrik Dahl - de her, tidligere "venstreorienterede abekatte", er ulidelige.

Frederikke Nielsen

En etableret (patriakalsk) samfunds(magt-)struktur vil naturligt reagere fjendtligt overfor ændringer, der udfordrer den eksisterende magtbalance.

Det er sjovt, at Henrik Dahl fremstille som en snæversynet pseudoakademiker, men at ingen på venstrefløjen tør kigge lidt kritisk på dem og de eventuelle principper, som de kæmper for.