Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Historien om Sovjetunionens menneskelige lavpunkt er et kunstnerisk højdepunkt

Den brillante film ’Den sorte jord’ fortæller den sande, vilde historie om idealisten, der afslørede Stalins massive udsultning af sin egen befolkning, der resulterede i millioner af døde. Det sker i et rytmisk og blændende filmsprog, der markerer et nyt højdepunkt for instruktøren 71-årige Agnieszka Holland
Den sorte jord’ fortæller den sande historie om reporteren Gareth Jones’ kamp for at afdække Holodomor, Stalins udsultningsfolkemord på millioner af sovjetborgere i Ukraine.

Den sorte jord’ fortæller den sande historie om reporteren Gareth Jones’ kamp for at afdække Holodomor, Stalins udsultningsfolkemord på millioner af sovjetborgere i Ukraine.

Robert Palka

Kultur
22. oktober 2020

De magre mennesker i den triste godsvogn ser ud, som om de er filmet i sort-hvid, men det er de ikke. De er bare mat gennemsigtige i al deres udhungren. Det eneste, der lyser op i godsvognen, er den nye passagers appelsin, som han skræller og spiser af.

»Mad,« hvisker en kvinde indædt og peger betaget på appelsinen.

Da han smider det sidste af appelsinen ud, kaster folk sig over det.

Den nye passager i godsvognen, walisiske Gareth Jones, har fundet, hvad han leder efter – men i en skala, der er næsten ubærlig. Han er rejst til Ukraine, hvor markernes korn ganske rigtigt er Stalins guld, som de siger i Moskva. Men netop derfor fratages lokalbefolkningen deres høst, og de sulter helt enkelt ihjel.

Året er 1933 i polske Agnieszka Hollands brillante film Den sorte jord, der fortæller den sande historie om Gareth Jones’ kamp for at afdække Holodomor, Stalins udsultningsfolkemord på millioner af sovjetborgere i Ukraine.

Kalaser med kanyleheroin

Det er ellers med stor begejstring for det sovjetiske økonomiske mirakel i en krisetid, at den unge Jones får journalistvisum til Moskva. Men han har også svære spørgsmål med i bagagen, for de økonomiske tal hænger ikke sammen.

I Moskva mødes han med leder af The New York Times’ lokalkontor, Walter Duranty. En Pulitzer Pris-vindende journalist, der er faldet lidt for godt til og dyrker sin egen luksusboble – herunder kalaser med kanyleheroin, nøgne damer og jazzband. Han nægter at anerkende, at der er problemer uden for det Moskva, som pressen ikke må forlade – akkurat som resten af det udenlandske pressekorps, der har ladet sig lagre i frygtens eddike og indlejre i komfortens fedt.

Der spilles fremragende. Engelske James Norton har fået den svære, men helt igennem fornemt løste opgave at blæse nuanceret, værdigt og faktisk også humoristisk liv i den uskyldige idealist Gareth Jones.

I birollen som The New York Times-journalisten Ada Brooks inkarnerer engelske Vanessa Kirby en værdig intellektuel og emotionel dansepartner til Jones. Og amerikanske Peter Sarsgaard brillerer som Walter Duranty med sine perfekte doseringer af nyde- og magtsyge.

Gruen udfoldes i sne

Æstetisk er Den sorte jord også udsøgt. Helt fra de begyndende billeder af George Orwell (Joseph Mawle), der under indtryk af Jones’ opdagelser – som vi i filmens tid skal erfare senere – begynder at gøre op med sin begejstring for Stalin. Det sker allerede fra midt i 1930'erne og i indledningen af filmen også med skrivningen af romanen Kammerat Napoleon, der udkommer i 1945.

Mens Orwell hamrer løs på skrivemaskinen, ser vi ham udefra gennem vinduet. En due spejler sig i glasset og lægger sig hen over en kat indenfor i varmen.

Polske Tomasz Naumiuk leverer de smukke billeder – ofte i vilde vinkler og gerne fuld af temperamentsfulde bevægelser. Vel at mærke i den første halvdel af filmen.

Her kan kameraet være helt flyvsk håndholdt, flamboyant cirklende. Ja, der digtes med på den kæntrende virkelighedsoplevelse under en fest hos Duranty. Filmen køres her i opspeedet tempo, mens klipningen swinger med jazzen.

Det er i det hele taget en stramt fortalt historie i Moskva-delen, fuld af kulør, cigarettåger og dunkle gyder a la film noir. Det ser ud som en verden, folk lever – og bliver dræbt – i.

Den sorte jord skifter radikal karakter, da Gareth Jones kommer til Ukraine. Farverne bliver drænet fra billederne, der er næsten kun sort og masser af snehvid tilbage. Kameraet er frosset fast, tempoet forsvinder. Klippene er lange og dvælende og efterlader en følelse af opgivelse.

Filmen mimer Jones’ træge kamp for at reportere – og overleve. Gruen udfoldes i snebilleder. En familie med kun små børn tilbage spiser deres døde storebror, der ligger tilfrosset udenfor. En baby ligger og skriger i sneen, moren er død.

Bekendt med kommunistisk censur

Instruktør 71-årige Agnieszka Holland har haft en broget karriere. Hun startede som instruktørassistent i begyndelsen af 70’erne for de polske instruktører Krzystof Zanussi og Andrzej Wajda. Hun kunne ikke selv instruere film grundet den kommunistiske censur, men endelig lykkedes det hende i 1977 med Screen Test og i 1979 med Provincial Actors, der vandt Den internationale Kritikerpris i Cannes.

I 1981 flygtede hun til Frankrig, kort inden der blev erklæret militær undtagelsestilstand i Polen.

Hendes måske mest kendte film fra denne periode er krigsdramaet Europa, Europa. I 1993 debuterede hun som filminstruktør i Hollywood med The Secret Garden, og i samme periode hjalp hun til på manuskripterne til landsmanden Kieslowskis Tricolore-trilogi. Siden har hun også instrueret afsnit af tv-serierne The Wire og The Killing. Og i 2017 fortolkede hun med Spoor den polske nobelprisvinder Olga Tokarczuks roman Kør din plov over de dødes knogler.

Altså en broget karriere med et tidligt kendskab til perverterede fortolkninger af kommunismen. Måske har hun selv haft de diskussioner, som Gareth Jones og Ada Brooks har om individ over for folkebevægelse i filmen? At individet må opgive privilegier i den store revolutions navn.

I Stalins udgave af kommunismen er det så desværre millioner af individer, der må lade livet for en revolution, der primært tilgodeser den politiske overklasse – dén som Orwell udleverer i Kammerat Napoleon.

»Mennesket er den eneste virkelige fjende,« skriver han der.

Det ligger også fast i Den sorte jord. Med dens historie om et af lavpunkterne i menneskehedens historie når Agnieszka Holland et kunstnerisk højdepunkt.

’Den sorte jord’ – Instruktion: Agnieszka Holland. Manuskript: Andrea Chalupa. Fotografi: Tomasz Naumiuk. 118 minutter. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Jeg plejer at gå ind og se dine anmeldte film.

Et glemt folkemord og husk nu at Churchill gjorde noget tilsvarende i Indien. Begge er estimeret til omkring 5 mio. ofte.

Daniel Joelsen

Historien om Sovietunionens menneskelige lavpunkt matches kun af film og litteraturens enøjede politiske kritik af denne. Når vi engang får overvundet koldkrigsangsten, kan vi måske få et mere nuanceret billede og forståelse af et fejlet system, hvor også vesten aktivt bidrog til folks lidelser med oprustning, handelsrestriktioner og isolation.

nils valla, Thorvald-Berg Berthelsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Thorvald-Berg Berthelsen

Det ville være rart, hvis Informations anmeldere fik et kursus i kulturhistorien siden 1900 før de gjorde sig kloge på nogen af dens aktører. Så slap man også for jævnligt at blive irriteret over grove og nedladende fejl. Som f.eks. George Orwells optræden i denne anmeldel. Nej han blev ikke først opmærksom på den stalinistiske pervertering af kommunismen via Jones' reportager, som inspirerede ham til Kammerat Napoleon. Han deltog i den spanske borgerkrig og skrev på den baggrund Homage to Catalonia, som er et stærkt opgør med den stalinistiske kommunisme for POUM og andre former for demokratisk socialisme. Han beskrev selv sin skribentvirksomheds udvikling således: "Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or indirectly, against totalitarianism and for Democratic Socialism, as I understand it."

Daniel Joelsen, Henrik Ilskov-Jensen, Ib Gram-Jensen, Hans Aagaard, Steen K Petersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Ole Arne Sejersen

Læser som et grimt exempel på moralsk absolutisme.
Når man betænker leverandørerne, undrer man sig ikke.

Karsten Nielsen

Her en anmeldelse, hvor de sædvanlige eneøjede betragtninger og forhåndsopfattelser kommer til udtryk, når det handler om Sovjetunionen. Stalins ”udsultningsfolkemord”, ”kommunistisk censur”, ”lavpunkt i menneskehedens historie”, osv. (som om anmelderen ikke kender til kapitalismens lidelseshistorie). Her står jeg af – for så enkel er jeg sikker på, at historien om sulten i Ukraine ikke er. Da vil jeg hellere henvise til anmeldelsen kun med en enkelt stjerne i Dagbladet Arbejderen, hvor det påpeges, at filmen netop ikke problematiserer baggrunde for den daværende situation i Ukraine.
https://arbejderen.dk/anmeldelse/den-sorte-jord-sensation-og-drama-uden-...

https://en.wikipedia.org/wiki/Holodomor

Man kan jo selv læse om det hvis man er i tvivl om hvorfor 5 mio. ukrainere kunne dø af sult midt i Sovjets mest produktive landsbrugsregion. Eller man mener at der er “nuancer”. Blæste vinden al kornet til Moskva eller omfordelte Stalin det bare til russerne for at kue ukrainerne? Nok det sidste.

Henrik Ilskov-Jensen, Søren Ferling, Joen Elmbak og Helene Thorup Hayes anbefalede denne kommentar
Kasper Mikkelsen

Havde været federe med en Trotsky reference i stedet for Kammerat Napoleon og Orwell, men okay da.

Niels-Simon Larsen

Har lige set filmen, og Ralf er stadig en god anmelder. Fantastisk film, betagende i sin billedføring og grusom i sine afsløringer. Filmen har sin helt, som betalte prisen for at være det, altså ude i virkelighedens verden. Filmens dumme svin blev begunstiget, også i virkelighedens verden.
Jeg forstår ikke, at der stadig er nogen, der frikender Stalin, men hvis man lige lægger sin forargelse på hylden et øjeblik, så er kerneproblemet ‘hensigten helliger midlet’, stadig et problem for enhver idealist. Vi har det inde på livet nu: Skal vi ikke vælge en Øko-Stalin, der kan sikre børnene en fremtid, eller skal vi køre bevidstløst videre? Vi lever i den 6. masseuddøen, isen smelter og katastroferne ruller afsted.
Nej, det skal vi ikke, for ingen kan sige, hvor myrderierne stopper, og de har det med at stoppe alt for sent. Så kan vi overlade det til naturen, og det går også hårdt for sig. Vi er i et dilemma.
Stalins død, var også en film værd at se.
Det samme gælder, Manden der redede verden, filmen om den russiske officer, der afværgede atomkrigen.

Kenneth Krabat, Henrik Ilskov-Jensen og Helene Thorup Hayes anbefalede denne kommentar

Det iskolde gys - Spillefilm er virkelighed for denne anmelder. Imidlertid tager han grumme fejl. Filmens tema holodomor, som redskab for Stalins politik er ren myte og ikke andet.
Nok var Stalin magtfuld men han bestemte altså ikke over naturens gang. Vi taler om en naturkatastrofe forårsaget af tørke, en situation, som også skete flere gange i det zaristiske Rusland. Eneste forskel på zartiden og Stalin tiden er, at i den sidstnævnte, blev status quo genoprettet meget hurtigt medens det i zartiden tog årtier.
For de der er interesseret i en kompleks forståelse af historien, bør læse,
The “Holodomor” and the Film “Bitter Harvest” are Fascist Lies
BY GROVER FURR:
https://www.counterpunch.org/2017/03/03/the-holodomor-and-the-film-bitte...
Men det er op ad bakke, fordi filmen bekræfter vores selvbillede, som modsætning til ondskabens imperium.
Imidlertid bruges dette skræmmebillede af Sovjetunionen til at undertrykke ethvert socialistisk modtræk til den nuværende liberalistiske udbytnings økonomi, der dominere globalt!

Claus Oreskov, så når ukrainske bønder på de mest produktive landbrugsjorde i Sovjet døde af sult var det altså naturlige årsager? Det havde slet ingentingat gøre med at de blev frataget deres høst, forbudt mobilitet og at Stalin havde erklæret kulakkerne som værende klassefjender?

Hvorfor blev den sovjetiske folketælling i 1937 ikke offentliggjort?

Ralf Christensen

Hej Niels-Simon. Uh, det forpligter! TAK.

Ralf Christensen

Kære Thorvald. Du har ret. Det er en dårlig formulering, som jeg nu har ændret. Men han ændrer holdning under indtryk af Gareth Jones' arbejde, som allerede når offentligheden i 1933-34.