Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det hvide og det sorte USA eksisterer kun i relation til hinanden i Jørn Brøndals nye bog

USA er skabt i frihed og slaveri. Konsekvenserne af det er virksomme også i dag. Jørn Brøndals ’Det sorte USA’ genfortæller USA’s historie gennem konflikten mellem frihedens ideal og ufrihedens realitet
En mor og to døtre lever under primitive forhold på en plantage i Alabama, hvor deres forfædre arbejdede som slaver før den amerikanske borgerkrig. Billedet er taget af Arthur Rothstein i april 1937.

En mor og to døtre lever under primitive forhold på en plantage i Alabama, hvor deres forfædre arbejdede som slaver før den amerikanske borgerkrig. Billedet er taget af Arthur Rothstein i april 1937.

Arthur Rothstein/Everett Collection/Ritzau Scanpix

Kultur
30. oktober 2020

USA’s historie er uløseligt forbundet med et afgrundsdybt, traumatisk dilemma skabt i en frihedskamp for retten til at være fri udført af folk, der ejede andre mennesker i ufrihed. Jørn Brøndal, professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, har skrevet en letlæst, medrivende historisk beretning om, hvordan sorte og hvide amerikanere har levet, kritiseret, forsvaret, forandret og ignoreret dette dilemma.

Tag bare det eksempel, Brøndal fremdrager i starten af kapitel 1. I samme udgave af The Manchester Gazette i juli 1776 var Uafhængighedserklæringen og en efterlysning af slaven Phil trykt. Phil var stukket af fra sin ejer, og der udlovedes en dusør på seks dollar for hans tilfangetagning. Hvid frihed og sort ufrihed i en og samme avis. Brøndals bog er fyldt med denne slags elegant fremdragne illustrationer af dilemmaets meget konkrete karakter.

Igennem 14 velskrevne kapitler fra Uafhængighedserklæringen i 1776 til i dag, hvert kapitel velvalgt struktureret omkring en ikonisk begivenhed, oprulles det, der er en fælles historie for det hvide og det sorte USA. Selv om Jørn Brøndal ikke siger det så direkte, så demonstrerer bogen klart, at det hvide og det sorte USA kun eksisterer i relation til hinanden. Det er ikke kun den sorte amerikaner, der er blevet formet af den hvides blik, men så sandelig også den anden vej. Den hvide amerikaners selvforståelse, hvidhed, kommer ikke indefra, men udefra. Det er ikke, modsat hvad racister tror, en essentiel kvalitet, men en relationel proces.

At blive sort – og hvid

For nu at parafrasere den franske filosof Simone de Beauvoir: Man fødes hverken som sort eller hvid, man bliver det. Og hvad man bliver, og hvilken værdi man tillægges og tillægger sig selv, ændrer sig historisk. Det bliver klart i denne bog, der har et fint blik for, hvordan hvide producerer sorthed for at stabilisere et usikkert eget identitetsforhold, men også og lige så vigtigt, hvordan afroamerikanerne aldrig »bare var ofre. Der var altid nogen, der protesterede, om det så var slaven, der stak af fra sin ejer, eller Martin Luther King, der fortalte nationen om sin drøm.«

Jørn Brøndal: ’Det sorte USA - Fra Uafhængighedserklæringen til Black Lives Matter’.

Saxo
Lad os bare tilføje, at afroamerikanerne heller aldrig bare blev formet og skabt af de hvide, men at de aktivt har været med til at skabe både visioner om sorthed og fortællinger om hvidhed, der har været med til at danne, hvordan det hvide USA har forstået sig selv.

Det ville have været endnu mere prægnant, hvis bogen mere aktivt havde inddraget sort kunst og kultur såvel som sort akademisk liv. Jeg savnede også et stærkere engagement med køns- og seksualitetsforhold, der er forbundet med dilemmaet om frihed/ufrihed, men ikke er reducerbart dertil. Det sorte USA bliver lidt for meget reduceret til den begivenhedshistoriske udleven og udkæmpen ét dilemma, og lidt for lidt den kultur- og idéhistoriske skabelse af og tænkning om sorthed, der også har været med til at skabe, hvad det vil sige at være sort i USA.

Men Jørn Brøndal har alligevel ret i at organisere sin fortælling omkring »det smertefulde og spændingsfyldte forhold mellem en racistisk praksis og nogle smukke friheds- og lighedsidealer«. Man kan spørge til, hvordan historien ville have set ud, hvis fortællingen havde startet i 1619, da de første afrikanske slaver ankom. Hvilket strukturerende princip ville da trække de lange tråde? Men det giver mening at starte med grundlæggelsen af USA, ikke mindst da slaverispørgsmålet virkede og knagede nede under alle diskussionerne og magtkampene, skjult og ligefremt til stede i alle debatterne og erklæringerne. USA fødes frit og ufrit.

Hvis dilemma?

Der er ofte det med dilemmaer, at de mest ser sådan ud udefra, for dem der betragter snarere end for dem, der står midt i det. Mange hvide amerikanere så intet dilemma i at sidde på plantagen og skrive, hvordan de var slaver under den engelske konge, og hvordan det var menneskets lod her i verden at være fri, og så det at holde andre mennesker i slaveri som deres ejendom. De var netop ikke mennesker, i hvert fald ikke fulde og hele mennesker, men ejendom, børn, uciviliserede. Så dilemmaet rejste sig slet ikke som et dilemma, og selv hvor det gjorde, som for eksempel hos den store frihedshelt Thomas Jefferson, der var plaget af moralske kvababbelser, så blev det netop holdt som et privatmoralsk anliggende først og fremmest, et ubehag, en plet, men ikke virkelig som et dilemma.

For mange sorte amerikanere har det heller ikke været et dilemma. Frihedssnakken var altid falsk. De andres frihed og ejendom skete under forudsætning af deres ufrihed og død. Frihed er bare et andet ord for slaveri og undertrykkelse. Hykleri hos de hvide, ja måske, men intet dilemma, for friheden var intet, er intet, hvis baggrunden for dens brug er andres lidelse. USA er for dem netop ikke frihedens land, men det modsatte, kun den ene side af det, der for andre ser ud som et dilemma.

Slutter håbefuldt

Men for mange amerikanere, sorte som hvide, har det været et dilemma. De andre har fyldt i ens liv og bevidsthed. De er ikke forsvundet, men forblevet. Alle planer om hvide hjemlande, om sort eksodus ’tilbage’ til Afrika eller delstater forbeholdt sorte, er alle blevet til intet. Det sorte og hvide USA hænger sammen, hvilket både er en meget blodig og grim historie, men også, som bogen også viser, en forhåbningsfuld historie om mod, åbenhed, villighed til at tilstå andre plads.

Bogen slutter på en mestendels forhåbningsfuld note. Hvis Uafhængighedserklæringen i 1776 introducerede dilemmaet, så er der afslutningsvis en forsigtig optimisme at spore i håbet om, at Black Lives Matter er del af dets løsning, selv hvis valget af Barack Obama viste sig ikke at være det. Der er bogen igennem et kontant og klart blik for dilemmaets praktiske og voldelige konsekvenser for det sorte USA, og selv om den slutter håbefuldt, så ender den ikke naivt.

Dilemmaets små 250 år viser, at meget kan ske, meget kan blive bedre, men ufrihedens, racismens og ulighedens former ændrer sig også. Valget af Trump er blandt meget andet også en udgave af det amerikanske dilemma, nemlig en afvisning af at skulle tænke det sorte USA med i det ’rigtige USA’.

Endelig, hvis du nogle gange tænker, at alt det med at rive sydstatsstatuer ned, råbe Black Lives Matter, bliver lidt for meget, så tillad dig lige at slå op på side 123 i bogen, og læs, hvordan den højgravide Mary Turner den 19. maj 1918 blev myrdet af en flok hvide i Georgia, der »hængte hende op i et træ med hovedet nedad. Derpå overhældte de hende med benzin og brændte tøjet fra hendes krop. En mand med en slagtekniv sprættede hendes mave op og trak det stadig levende foster ud og trampede det ihjel. Hvorpå Turners krop blev gennemhullet af skud.«

I dagene efter blev yderligere syv afroamerikanere lynchet. Det er også del af dilemmaets virkelighed og del af den blodige nutid.

Jørn Brøndal: ’Det sorte USA. Fra Uafhængighedserklæringen til Black Lives Matter’. Gads forlag. 471 sider, 350 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Endelig, hvis du nogle gange tænker, at alt det med at rive sydstatsstatuer ned, råbe Black Lives Matter, bliver lidt for meget, så tillad dig lige at slå op på side 123 i bogen, og læs, hvordan den højgravide Mary Turner den 19. maj 1918 blev myrdet af en flok hvide i Georgia, der »hængte hende op i et træ med hovedet nedad. Derpå overhældte de hende med benzin og brændte tøjet fra hendes krop. En mand med en slagtekniv sprættede hendes mave op og trak det stadig levende foster ud og trampede det ihjel. Hvorpå Turners krop blev gennemhullet af skud.«

I dagene efter blev yderligere syv afroamerikanere lynchet. Det er også del af dilemmaets virkelighed og del af den blodige nutid."

Hvordan kan nogen forsvare sådanne handlinger?

Det kan man, hvis man bilder sig selv ind, at de andre er farlige. Så kan mennesker i gruppe finde på hvad som helst.

Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

David, indbildning er jo fortegnelsen på al ulykke.

Men jeg kan ikke undlade at blive lidt rasende.

Eva Schwanenflügel

PS. Vi taler om vold og mord, der er så ekstremt grænseoverskridende, at de ville have nået forsiden på enhver avis - hvis det var hvide mennesker.

Eva Schwanenflügel

PPS. Alt handler ikke om bias i forhold til specielle grupper.

Det handler om ligebehandling for alle.