Bagsideteksten præsenter Ida Jessens historiske murstensroman Kaptajnen og Ann Barbara som »En western fra den jyske hede.« Genrebetegnelsen giver glimrende mening for så vidt, at den handler om at bemægtige sig et enormt øde landskab og sørge for, at det kan opdyrkes og bebos, og om en stædig kamp for at indføre lov og orden – og hvis det ikke kan lade sig gøre, så en anden form for retfærdighed.
Præcis som i en western kommer en fremmed anstigende på sin stolte ganger til en fjerntbeliggende egn med netop den mission at sætte skik på den vilde natur og den uregulerede forvaltning af den. Året er 1754, og egnen er alheden syd for Viborg.
Den fremmede hedder Ludwig von Kahlen og beskrives som »et magert gråt menneske med poser under øjnene« og udmærker sig som hovedperson ved at være tilknappet, ucharmerende og ikke mindre interessant af den grund.
Han er 54 år gammel, kommer fra Slesvig-Holstein i Nordtyskland og er urokkelig i sin loyalitet over for den danske konge, der har bevilget ham ret til at kolonisere den vilde og utaknemmelige hede.
Af hovedpersonen i en western at være er Ludwig von Kahlen exceptionelt sagtmodig, og den pistol, han har med sig fra sin militære fortid, er ikke en, han sådan går og slynger rundt med. Skuddueller er et element fra traditionelle, hårdtpumpede westerns, der ikke lige blev brug for i Kaptajnen og Ann Barbara.
Det er en gennemført og ligefrem roman, der med stille og rolige hovedsætninger og i tredje person optegner nogle karakterer, der fascinerer ved deres evne til at holde ud og blive ved. Den dyrker ikke voldsparat handlekraft, men den mere lavdramatiske egenskab sammenbidthed.
Ida Jessen: ’Kaptajnen og Ann Barbara’.
Der er konstant fokus på, hvad karaktererne har, hvad der kan findes i omgivelserne, og ikke mindst på, hvad der mangler. Det gælder også, når karakterer møder hinanden og ud fra tøj, tandsæt og medbragte ejendele vurderer, hvor de befinder sig i forhold til hinanden i det sociale hierarki, og hvad de eventuelt kan bruge hinanden til.
Det er en diskret og elegant måde at lade de presserende materielle behov gennemsyre hele fortællingen og giver en nærmest taktil fornemmelse af det daglige møje og besvær. Nul følelser udpensles.
Enten kommer de til udtryk gennem handlinger og gestik, eller også konstateres de bare. En sjælden gang imellem er der et lille lyrisk udsving med forsigtig brug af billedsprog. Så står der sådan noget som »Om aftenen sidder han uden for verden og ved ingenting.«
Som det første rekrutterer Ludwig von Kahlen nogle mænd til at hjælpe sig med at bygge et hus. På den lyngdækkede, træløse hede er vinden et stort problem, men Ludwig von Kahlen insisterer på at bosætte sig på den mest vindomsuste bakketop, han kan finde.
Planen er nemlig at »bevise, at heden under enhver form kan opdyrkes. Han vil kæmpe imod slapheden med alt, hvad han har.« Og det, Ludwig von Kahlen har, er kongens og rentekammerets (et datidigt altmuligtministerium) opbakning i det fjerne København, en stærk hest ved navn König, erfaring med landbrug og landmåling, en for sin alder rimelig muskelkraft og et syn, der er på retur.
Han har også brug for hjælp, men den er svær at få og fastholde, når det, man har at tilbyde til gengæld, ikke er andet end husly, grød og Ludwig von Kahlens selskab. Nogen stor tiltrækningskraft har han ikke på mennesker.
Behov for føde, læ og tryghed
Til at fuldende romanens westernsetup findes der på egnen en sadistisk og magtfuld skurk, godsejeren Schinkel, som stiller sig på tværs af von Kahlens koloniseringsprojekt og lader sin egen perverterede udgave af loven gælde. Schinkel residerer på Hald Hovedgård og har titel af landsdommer (hvilket dengang ville sige et medlem af Landstinget med beføjelse til at dømme), og så er han indbegrebet af korrumperet magt.
De hovbønder, han er herre over, tvinges til at gennemgå ydmygende og smertefulde ritualer, eksempelvis på den træhest, han har stående i gården. Når unge bønder gifter sig, anser Schinkel det som sin ret at forgribe sig på bruden.
Hvad i første omgang er værre for Ludwig von Kahlen, er Schinkels tilbøjelighed til at betragte heden som sin ejendom og hans uvilje mod opmåling, kortlægning og regulering.
Som pendant til præriens fortrængte indianere har den jyske hede de omstrejfende og forhadte tatere, der tilbyder håndværksarbejde, lever mere udsvævende og taler deres eget sprog (som hedder rotvælsk, viser en af de mange googlinger, som den velresearchede roman inviterer til).
En af dem kommer forbi Kongenshus, som Ludwig von Kahlen kalder sin gård, for at sætte vinduer i, men smutter, før han er færdig. Bag sig efterlader glarmesteren sin datter Anmai Mus, som han i sin brandert har smidt i dammen uden for gården. Hende køber Ludwig von Kahlen for en rigsdaler.
Præcis hvorfor forklarer romanen ikke, for den er dejligt utilbøjelig til at overforklare. Til gengæld stærk i meget sigende lakoniske formuleringer som for eksempel at »Nu har kaptajnen altså købt sig et lille barn at opdrage på. Der er nok at tage fat på. Man kan begynde helt på bunden.«
Kaptajnens forhold til den uhæmmede, storbandende pige kan oplagt ses som endnu et civiliseringsprojekt. Derudover fører det til en gradvis opblødning af hans gnavne stivstikkervæsen, at han nu har en, han skal tage sig af. Den opblødning skildres ekstremt usentimentalt.
Det er ingen hemmelighed, at en væsentlig grund til, at hun knytter sig til Ludwig von Kahlen som til en far og tilmed holder af ham, er, at han sørger for, at hun er mæt og varm, lærer hende nyttige ting som at skrive og læse, og at han kun sjældent slår hende.
Som titlen antyder, får kaptajnen også selskab af en kvinde ved navn Ann Barbara. Den yngre kvinde kommer til Kongenshus, ikke så længe efter Anmai Mus og bliver husholderske. Hun har en fortid som køkkenpige på Hald – blandt andet, der ikke nævnes.
Ann Barbara er dygtig, og det forhold, der opstår mellem hende og kaptajnen, er cirka lige så fint og usentimentalt beskrevet som forholdet mellem ham og taterpigen. Man får ikke at vide, hvordan de præcis går og har det, men hører om, hvad de gør for hinanden, og hvordan de reagerer på hinandens opførsel.
Alle romanens relationer handler på en eller anden måde om at sikre fundamentale behov for føde, læ og tryghed – og, hvis det går højt, også anerkendelse og følelse af, at man foretager sig noget meningsfuldt.
Det er ikke for sjov, den hede skal opdyrkes, og der er heller ikke meget at grine af i processen. Dermed ikke sagt, at Kaptajnen og Ann Barbara er en humorforladt roman. To håbløse samarbejdspartnere tilføjer bogen en gedigen komik: Den fordrukne amtmand Trappaud, der hele tiden skal have portvin i skrutten og varme havreposer på røven for at kunne fungere, og den med egne ord svage og latterlige teolog Søren Thestrup.
Han har så lidt vilje at gøre godt med, at han lige så langsomt falder fremover og pladask ned på jorden, når hans genstridige hest bukker hovedet. Selv når den står stille.
Den distance, som fortællemåden i Kaptajnen og Ann Barbara skaber til karaktererne, er befriende. I stedet for at blive inviteret ind og vist rundt i deres psyker, opridser Ida Jessen på en både meget enkel, sikker og gedigen måde en livsverden, der er radikalt anderledes end den, hvori man sidder mageligt og læser, men som fremstår lige så håndgribelig som lyng og træsko.
Ida Jessen: ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Roman. Gyldendal. 500 sider. 300 kroner.
