Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ida Marie Hedes roman er et feministisk manifest skrevet i brystmælk og blod

’Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?’ er vildtvoksende, vred, øm og skarpskydende science fiction om familien
Ida Marie Hedes nye roman handler om moderskab og ensomhed, om skilsmisse, venindeskaber og om en mulig revolution.

Ida Marie Hedes nye roman handler om moderskab og ensomhed, om skilsmisse, venindeskaber og om en mulig revolution.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
9. oktober 2020

Drømmen om at slippe for banksamtaler og konstante flytninger mellem små bitte lejligheder, men også forhåbningen om at der vanker større lykke, hvis familielivet pustes op til en kæmpe ballon, får jegfortælleren, hendes utallige børn og deres far til at flytte ind i en stor gul villa. Før de har set sig om, bor de ikke længere i de velkendte brokvarterer, men i Den Usikre og Megalomane Landsby.

Sådan begynder Ida Marie Hedes roman med den utrolige titel Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? I begyndelsen forekommer Den Usikre og Megalomane Landsby blot som en allegori over en fuldtidsmors klaustrofobi, men snart slår den ud i fuldt dystopisk flor.

Sløret løftes for en uhyggelig parallelverden, hvor kvinderne, kaldet ’females’, hver dag skal indsende udflådsprøver, så Kommunekontoret kan fastslå deres fertilitet. Hvor man opfordres til at tælle sine æg, til at reproducere og »walk the baby talk«. Hvor det er kutyme at tackle sin work-life-balance ved at holde au-pairer som slaver i kælderen, og hvor kvinder, der har været utro, tvinges til at optræde til Skafot-ceremonien, der blander talentshow med ydmygelsesstraf.

Landsbyen er en dystopi, et samfund let forskudt, men ikke milevidt fra vores virkelighed, eller som jeget formulerer det i et brev: »Tænk på stedet her som en bouillonterning og resten af verden som en salt suppe.«

’Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?’ af Ida Marie Hede

’Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?’ af Ida Marie Hede

Ida Marie Hedes nye roman handler om moderskab og ensomhed, om skilsmisse, venindeskaber og om en mulig revolution, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den som en tvilling til Olga Ravns Mit arbejde, der udkom for bare en måned siden. Hvor Ravn læner sig mod horrorens skrækunivers for at skildre fødselsdepressions-skam og mørke, låner Hede fra den spekulative science fiction.

I fiktionens centrum står jegfortælleren, »en moderamazone, en havregrødsmartyr, et dyr af opvask, noget, du ikke længere ved, hvad er«, og fra dette centrum af havregrød og opvask zoomes der ud til en hel samfundsmæssighed af regler, ritualer og adfærd.

Det er den allerede eksisterende vold og de allerede eksisterende strukturer, som highlightes med sci-fi’ens neonskrift. Og i det lys kan tusinde spørgsmål pludselig stilles.

Til moderens minimale status: »En mor? Hvad er hun? (…) En kulisseslave? Et væsen af blod, sæd, snot og vrede?«

Til parforholdets problemer: »Min mor siger, at det værste ved heteroseksuelle parforhold er, at man langsomt fremmedgøres fra sine venner. Passer det, tror du?«

Til kærlighedens uventede tilsynekomst midt i skilsmisserodet: »Jeg har set dig stirre ud i luften. Jeg har set dig stå på altanen og kigge efter ham, selv om børnene græd, og dine flyttekasser flød over. Selv efter alt det rod – hvad så med kærligheden?«

Et oprør

Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? er et feministisk manifest skrevet i brystmælk og blod. Hedes maksimalisme er så mesmeriserende, at jeg måber både i mødet med børneflokkens »lille menneskepyramide«, dens perler og pizzaslices, blenumser og savl, og i mødet med veninderne Hjerteskam, Røvskam og Kødskam, som svøber sig i hvad-som-helst-imiteret.

Børnene og veninderne er et oprør, som spirer frem af systemet selv. De er nuttede, søde og sexede, men til overmål, for børnene er for mange, og veninderne for trashy. Den ellers så værdsatte frugtbarhed flyder over med forbløffende resultater: »Jeg skiller mine to fingre ad. Op mod lyset: En lang streng af tyk gennemsigtig væde strækker sig elegant: en fluernes og støvkornenes hængekøje.«

Hvem havde nogensinde forestillet sig udflåd danne soveplads for smuds og insekter? Romanen er spækket med den slags lykkeligt klæbrige kinderæg, hvor systemet opløses i oprørets gaver til læseren.

Midt i romanens amokløb eksisterer dog også helt almindelige erfaringer som deleordninger og skilsmisse. Det betyder ikke, at sci fi-universet kan trækkes til side som et badeforhæng, eller maksimalismen krølles sammen som cellofan.

Det betyder, at de fleste ikke kun vil blive overraskede, men også nikke, og mens de læser mærke et sug, de kender fra før: »Det gjorde ondt, at han havde løjet, da han lovede mig sig selv. Det gjorde ondt, at jeg havde løjet, da jeg lovede ham mig selv. Det gjorde ondt, at jeg vidste, at det er vanskeligt at love nogen en fremtidig version af sig selv. At man kun kan håbe på, at de forandringer, man går igennem, ikke afskrækker den anden, ikke afskrækker én selv, sådan at man, uden helt at vide hvem man egentlig nu er, uden helt at vide hvem den anden nu er, alligevel lader sig falde bagover i den andens arme, et sug.«

Jeg tror ikke, jeg før har læst en roman lige så vildtvoksende, vred, øm og skarpskydende som Ida Marie Hedes utrolige science fiction om familien.

Ida Marie Hede: ’Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?’ Forlaget Basilisk. 322 sider. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her