Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Idéhistoriker har skrevet lille og læseværdig bog om den nyeste udgave af det evige kvindehad

Mikkel Thorups bog om antifeminisme er morsom, gruopvækkende og veltimet oplysning midt i tidens diskussioner om #MeToo og ligestilling
Den canadiske psykologiprofessor Jordan Petersons bestseller fra 2018, ’12 rules of life: An antidote to chaos’ dissikeres i tredje del af Mikkel Thorups bog om antifeminisme.

Den canadiske psykologiprofessor Jordan Petersons bestseller fra 2018, ’12 rules of life: An antidote to chaos’ dissikeres i tredje del af Mikkel Thorups bog om antifeminisme.

Charlotte de la Fuente

Kultur
30. oktober 2020

Timingen af professor og idéhistoriker Mikkel Thorups bog, Antifeminisme: Kvindehad i lighedens tidsalder, kan vist ikke være bedre. Gennem et idéhistorisk greb undersøger Thorup den store irritation og til tider had, som en gruppe mænd – og nogle kvinder – møder samtidens feminisme med. Som titlen afslører, er antifeminisme en ny udgave af det kvindehad, som enhver historisk epoke har afsløret.

Den lille bog er inddelt i tre dele. I første del bliver antifeminisme defineret og introduceret med afsæt i en omfattende litteratur og i særdeleshed den franske forfatter Michel Houellebecqs roman-begreb om ’tabermanden’. I anden del viser Thorup, hvordan antifeminisme hænger sammen med højreekstremisme og chauvinisme. I bogens tredje del dissekerer Thorup den canadiske psykologiprofessor Jordan Petersons bestseller fra 2018, 12 rules of life: An antidote to chaos.

Thorup kommer vidt omkring i bogens første del. Det er en lille bog, så mange forfattere får naturligt nok en lidt stedmoderlig behandling. En nøgleinspiration er dog Houellebecqs pointe om, at nutidens ’tabermand’ er en mandetype, der opstår på grund af industrisamfundets fallit. Kort fortalt har nutidens videnssamfund ikke specielt brug for mandens fysiske styrke. Hos mange mænd opstår der en følelse af magtesløshed, som er en følelse, de modvilligt kommer til at dele med kvinder.

Der er dog en forskel, som er værd at bemærke: For kvinderne er der overensstemmelse mellem deres følelse af kollektiv og individuel magtesløshed. Kvinder sidder ikke på magten som gruppe, og den enkelte kvinde føler sig typisk heller ikke specielt magtfuld.

For mændene er der imidlertid uoverensstemmelse mellem deres kollektive og individuelle følelse af magtesløshed. Mænd sidder faktisk på magten som gruppe betragtet (selv om det er et lille antal mænd), samtidig med at de fleste mænd føler sig magtesløse.

Den helt centrale forskel er altså, at mænd føler sig berettigede til magten: »Det, de er bange for at tabe, når man snakker om ligestilling med dem, er ikke den magt, de har, men den magt, de forestiller sig, at de kommer til at få, og som de føler sig berettigede til,« citerer Thorup kønsforskeren Michael Kimmel.

Ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet fjerner altså det potentiale til magt, der har været et definerende træk ved mandens situation. Han har muligvis ikke nogen magt (nu), men han kan få det. Med kvindernes krav på at have lige adgang til magten ryger de mange magtesløse mænd nu ned på en tredjeplads efter de magtfulde mænd OG kvinder. Hermed trues den maskuline magt, der har været reserveret til den biologiske mand.

Bogens første del er superspændende læsning, og Thorup illustrerer sine pointer med masser af eksempler, for eksempel citater fra organisationen Manderådet, der mener, at vi står midt i »den nationale kønslige borgerkrig om magten … [for feminisme] handler meget mere om magt end ligeværdighed … [en debat, der er] styret af kvinder … [der promoverer] den såkaldte vold imod kvinder … [der ikke er andet] end en rigtig god forretning«.

Det er uhyrlige citater, der gengives og analyseres af Thorup. Hans pointe er lysende klar: Antifeminister vil (eller kan) ikke se, at feminisme er et lighedsprojekt, hvor man sådan set blot forsøger at skabe lige vilkår for mænd og kvinder. For antifeministerne er feminismen et nærmest samfundsundergravende projekt, der fører til den totale kastration af manden. Et citeret læserbrev forklarer for eksempel, hvordan manden af naturen er skabt til »at jage, passe på kvinderne og være macho og aggressive … Faktum er, at mænd er anderledes end kvinder. Vi er fysisk stærkere, mere aggressive og har større trang til at dominere. Sådan er det bare«.

Problemet er bare, at der ikke er megen legitim magt i dag, der handler om fysisk styrke, aggression eller dominans – og at mange kvinder ikke (længere) finder den mandekarakteristik særlig attraktiv.

Bogens anden del stiller skarpt på sammenfaldet mellem antifeminisme og højreekstremisme. Det lyder ikke rart, og det er heller ikke behagelig læsning. Thorup præsenterer en række nøgleargumenter, som den reaktionære tænkning er rundet af. Ikke overraskende er argumenterne forbavsende konstante og kredser på forskellig vis om opgøret med oplysningstiden og tabet af ’gode gamle dage’, hvor bestemte værdier, principper og normer havde opbakning.

Igen er teksten forbavselig genkendelig, selv om den også overrasker især i forhold til Thorups udlægning af voldens betydning for den reaktionære tænkning. Thorup uddyber grundantagelser i den reaktionære tænkning om, at »verden er voldelig«, »livet er en borgerkrig«, »undertrykkelse er godt«, »vold er forbedringens yderste grænse« og »nutiden er svag, og dens modstandere er stærke«.

Pointen er, at i takt med at volden anskues som naturlig, uundgåelig og nødvendig, vokser argumentets styrke om, at verden ikke grundlæggende kan laves om, som feministerne ønsker.

Herefter følger naturligt et kapitel om chauvinismefællesskaber eksemplificeret med de mange mandefælleskaber, der dukker op i disse år. Præsentationen af mandeklubberne er underholdende læsning. Thorup citerer den amerikanske journalist David Futrelle, der har fulgt flere mandebevægelser, og som forklarer, at deres logik er »baseret på en bizar verdensideologi, hvor dem med mest magt i nutidens samfund er de sande ofre for undertrykkelse. Hvis du kan overbevise dig selv om, at mænd er de primære ofre for sexisme, så er det ikke svært at overbevise dig selv om, at hvide er de primære ofre for racisme«.

Dette kapitel er fyldt med mine røde understregninger, da der er så mange sjove citater, der viser, hvordan chauvinister tænker. Thorup kommer omkring gruppering, der bygger på en tilbagetrækningsstrategi (Men Going Their Own Way), det vil sige mandegrupper, der ser kvinder som farlige, da de for eksempel antages at komme med falske voldtægtsanklager. Disse mænd ser unge kvinder som nogen, der »rider på det, de kalder ’pik-karrusellen’, hvor de går fra mand til mand, indtil de bliver lidt ældre og leder efter en tabermand at kunne undertrykke og manipulere i et ægteskab«.

Man lærer om grupperinger, der ser sig selv som erobrere (for eksempel indentitære og alt-right), og hvor kvindens modstand blot skal takles som en øget indsats fra mandens side, da kvindens ’ja’ forudsættes fra starten: »hun skal bare ’hjælpes’ til at indse det«, som er de ord, Thorup bruger til at opsummere den variant af antifeminismen.

Vi introduceres også til den såkaldte incel-bevægelse, det vil sige mænd, der mod deres vilje lever i cølibat, fordi kvinder ikke kan få øje på, hvor dejlige og fantastiske de er. En oplagt og rimelig løsning kan for incels være simpelthen at gå i gang med at dræbe kvinderne. Thorup beskriver også sort, blå og grøn feminisme, hvor feminister bliver anklaget for enten at svigte deres muslimske medsøstres kamp (sort), at kvæle den frie, selvstændige kvindes valg til for eksempel at gå hjemme med børnene (blå), eller de anklages for at styre vores livsstil som følge af grønne feminister som Greta Thunbergs krav om at tage klimaforandringer alvorligt (grøn).

Bogens sidste del skuffer lidt. Kapitlerne om Jordan Petersons bog fra 2018 knytter ikke rigtig an til den øvrige tekst (noget af denne tekst er da også en genudgivelse, som Thorup gør opmærksom på). Da jeg gik i gang med Antifeminisme, var det imidlertid med stor glæde, at jeg så, at den sluttede med en kritik af Peterson med kapitler med navne som »kaoskvinden hersker«, »I terapi hos Jordan Peterson« etc.

Peterson er i mine øjne – i lighed med Thorups sønderlemmende kritik – en ubegribeligt dårligt tænkende psykolog, som på overraskende vis har fået en kæmpe tilhørerskare hos især unge mænd. Problemet med kapitlerne om Peterson er dog, at 12 rules er en rimelig kedelig bog, og at Thorups bearbejdning af den bliver for akademisk og indforstået. Jeg havde gerne set, at Thorup i stedet havde hentet eksempler fra for eksempel journalist Cathy Newmans meget berømmede interview med Peterson på Chanel 4 News, der i skrivende stund er set af 22 millioner seere. I det interview er underholdningen helt i top, og eksempler herfra ville have passet meget bedre til Antifeminisme.

Den lidt lavere kvalitet i de sidste kapitler ændrer dog ikke for alvor min vurdering af Antifeminisme, der virkelig er en superinteressant og læseværdig bog, som med sikkerhed vil oplyse de nuværende diskussioner om #MeToo og andre varianter af ligestillingsdiskussionerne. Thorup har skrevet en velresearchet bog, der er både særdeles informativ, morsom og gruopvækkende.

Mikkel Thorup: Antifeminisme: Kvindehad i lighedens tidsalder. Antipyrine. 208 sider. 200 kroner

Nanna Mik-Meyer er professor i sociologi og prodekan for forskning ved Copenhagen Business School (CBS).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorledes mener forfatteren at Peterson er en ubegribeligt dårligt tænkende psykolog? Dårligt tænkende som at han tænker dårlige (tabu) tanker, eller dårlig på anden vis? Har selv med stor interesse fulgt bl.a Petersons bibelserie, og jeg synes bestemt ikke han kan klandres for dårlig tænkning (hvad det så end betyder) på nogen måder.
Det ville nok klæde skribenten her at uddybe dette postulat mere, da det virker voldsomt blot at fyre sådan noget af uden konkrete eksempler.

Jeg er selv ikke enig i alle Petersons konklusioner om "the radical left" og kulturmarxisme - men tænker at det nok er et nordamerikansk synspunkt som kommer frem, som vi som europæere sikkert har en anden tilgang til.

Endelig synes jeg heller ikke 12 rules... er en kedelig bog - tværtimod. Den er humoristisk, med gode konkrete eksempler og personlige anekdoter, i et tilgængeligt sprog uden på nogen måde at tale ned til læseren, men fordrer at denne har en ret bred referanceramme, og, er jeg sikker på, har inspireret mange (ikke blot unge mænd, som stråmanden tit er blandt Petersons kritikere) til videre læsning. Jeg er faktisk vældigt imponeret over Petersons viden ikke bare i psykologiens verden, men litteratur, biologi, religion og historie, og hans evne til at emancipere eget feldt.

Og hvorfor i alverden skulle Cathy Newmans interview være interessant for noget som helst andet, end præcis den nævnte underholdningsværdi og som case study i hvorledes priviligerede middelklassekvinder (m/k) forsøger at manipulere og fordreje anderledes tænkendes ord og tanker så de passer ind i deres egen primitive sort-hvide verdensforståelse...

ulrik mortensen, Gert Friis Christiansen, Søren Ferling og Kenneth Graakjær anbefalede denne kommentar

Der er selvfølgelig den anden mulighed, at Peterson blot bruges som click-bait i bog og artikel, jvf foto, og jeg hoppede i med begge ben

Ture Nilson der er tale om moralsk dom, ikke nødvendigvis en saglig. Problemet er, at nogle forfattere sættes i en bås, hvorved de ikke kan læses på anden måde. Anmelderen i Information ved godt, hvad hun finder rigtigt og forkert, der er iken nysgeriighed i hendes anmelse, alt er forudsigeligt.

Gert Friis Christiansen, Søren Ferling, Kenneth Graakjær og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar

@Gert, ja jeg tænkte nok det nærmere var sådan noget vi var ude i. Og det må skribenten såmænd også godt, men det ville alligevel klæde hende, jeg vil faktisk mene at det er strengt nødvendigt når man er doktor i filosofi, at underbygge sine betragtninger og postulater med konkrete eksempler, ud over "han er dum" prædikatet.

Kenneth Graakjær

Indtil den dag kommer hvor mænd troværdigt kan udtale sig om hvad feminisme er, er det ikke et lighedsprojekt, men et parts-indlæg. Det er decideret uklædeligt af feminister at påstå at de er egalitære.

Og interviewet med Cathy Newman kan da højst bruges til at vise hvordan en forfærdelig journalist gør sit arbejde. Med følelserne uden på tøjet og en tydelig dagsorden om at fordreje hvad sin gæst udtaler sig om.

Gert Friis Christiansen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

Det virker ærligt talt lidt verdensfjernt at sætter Petersen op som antifeminismens ikon. Feminist kan man ikke kalde ham, men er det ham, der voldtager, myrder, orkestrerer storskala-menneskehandel og spyer misogyni ud i en lind strøm på de sociale medier? Jeg kunne godt komme op med værre eksempler på den adfærd end ham.

Ture Nilsson og Gert Friis Christiansen anbefalede denne kommentar

Jeg har ikke beskæftiget mig meget med Jordan Petterson. For han virker noget indskrænket og lidt banal. Og det er måske årsagen til hans succes?
Så mange mænd har haft glæde af kvindernes frigørelse. Men der er en stor fodslæbende gruppe. Og set herfra, så hjælper Petterson dem til at blive i den begrænsning.

Hvordan hjælper han med det, Karen?