Jørgen Leth vil gerne indramme kaos

I et centralt spor i Jørgen Leths nye film I Walk rejser han og sønnen Asger Leth, der også laver film, til Mekongfloden. Fra Hanoi i Vietnam flyver de i et mindre fly hen over junglen og videre langs flodens løb, indtil de skifter til den båd, der tager dem det sidste stykke ud til et efter alt at dømme tilfældigt stykke cambodjansk jungle.

Jørgen Leth vil gerne se Mekongfloden, som har en nærmest mytologisk status i filmhistorien, idet den danner rammen om mesterværket Apocalypse Now (1979).

Far og søn finder det begge dybt tilfredsstillende bare at se på landskabet under sig og rundt om sig. Det er åbenlyst en evne, de sætter en ære i.

På vej til endedestinationen overnatter de på et hotel og står op i god tid før solopgang. Hvorfor de gør det, taler de om siddende på hver sin seng på en ikke helt spontan måde, til ære for kameraet:

»Vi skal se tågen over junglen,« siger Jørgen Leth.

Det har de aftalt, det er deres arbejde at se den tåge, tilføjer han. Jørgen Leth har tendens til at være deprimeret om morgenen, men han tager sin selvvalgte kunstneriske forpligtelse til at bruge sine øjne alvorligt.

»Jeg hader det, men jeg kan godt se meningen med det,« siger han med sin karakteristiske nasale stemme og omhyggelige diktion.

Resignation og selvdisciplin

Det er ikke fordi tågen eller optagelserne af den i sig selv spiller nogen særlig væsentlig rolle i I Walk, men den lille forholdsvis banale scene på hotelværelset er karakteristisk for den gennemgående spænding mellem resignation og selvdisciplin i filmen.

Det er blevet mere tungt og besværligt at være Jørgen Leth, som nu er 83 år gammel og gangbesværet, men han kæmper for at bevare sin bevægelsesfrihed og den værdighed, der er forbundet med den.

Filmen igennem går kameraet tæt på digteren, filminstruktøren og cykelkommentatorens leverplettede hud og sølvgrå hår. Scenerne udfyldes ikke nødvendigvis af en begivenhed, kameraet registrerer bare en mand og hans stilfærdige arbejde med at beherske sin krop og finde sig til rette i sine omgivelser.

Da Jørgen og Asger Leth når ud til endedestinationen ude i junglen, som Jørgen Leth beskriver som »komprimeret kaos«, hyrer de nogle lokale håndværkere og skovhuggere til at bygge en firkantet ramme, der skal monteres i selve junglen, så et lille udsnit af den ovenfra og set fra en af siderne fremstår indrammet.

Adrætte cambodjanske mænd klatrer op i junglens træer og monterer lange, brede rødmalede brædder i dem, sådan at Jørgen og Asger Leth får indrammet noget kaos. Dette land art-projekt virker dels som et besværgende ritual.

Da filmholdet ankommer til det indrammede sted i junglen, skal Jørgen Leth hjælpes op af båden og op ad en stejl skrænt, der er udgravet trappetrin i. Lige så omhyggeligt filmholdet er med at hjælpe den ældre gangbesværede mand med at forcere stigningen, lige så omhyggelige er de med at dokumentere handlingen, der antager karakter af performance, relativ kraftpræstation og ritual.

Den ene fod foran den anden

Alderen, der trykker, og kaosset, der trænger sig på og skal bringes i en form for orden gennem kunstneriske greb, er det gennemgående tema i I Walk, og det mest konkrete udtryk for alt det er Leths gangbesvær. Som en prolog for filmen ser man Leth liggende i en scanner, mens man hører hans stemme deklamere en tekst:

»Jeg ligger her. Kan ikke rejse mig. Benene virker ikke, som jeg vil have det. Der er ingen forbindelse. Kan ikke sige ‘gå‘. De siger, det er hovedet. Det er horrorfilm for børn. Jeg kunne ikke gå efter jordskælvet. Jeg må rejse tilbage. Finde sammenhæng. Finde orden.«

Filmen består af en masse spor og disparate episoder og situationer med Jørgen Leth i centrum. I begyndelsen af filmen genfortæller Leth på lydsiden sin egen oplevelse af jordskælvet i Haiti i 2010, hvor han indtil da boede. Døde og tilskadekomne haitianere ligger oven i hinanden og agerer baggrundstæppe for Jørgen Leths traume på en måde, der i hvert fald ikke afkræfter, at I Walk grundlæggende er et ret narcissistisk projekt. 

At det ikke længere er en selvfølge, men en viljesakt at sætte den ene fod foran den anden, er et meget konkret udtryk for alderdommen, og Jørgen Leth er god til at tage det og den alvorligt.

Oplevelsen af den sene alderdom er et værdigt emne for en dokumentarisk undersøgelse, også gerne af den fragmentariske, registrerende og til en vis grad tilfældighedsprægede slags, Jørgen Leth gennem et langt liv har excelleret i. Men efterhånden som flere og flere spor føjer sig til, begynder man at savne et afgrænsende princip.

Den oven for nævnte tur ud i junglen omkring Mekongfloden udgør en nogenlunde sammenhængende og fremadskridende fortælling – noget som Jørgen Leth ellers plejer at se stort på for i stedet at fokusere på selvstændige prægnante scenarier, der i al deres enkelhed kan fange interesse.

Det er ikke, fordi I Walk mangler flere sammenhængende handlingsspor, men det er de færreste af de scenarier, den er klippet sammen af, der i sig selv er specielt interessante.

Goddard-framing

I Walk handler dels om at genoptræne evnen til at gå, dels om at Jørgen Leth går en tur ned ad memory lane i sit liv som eksperimenterende dokumentarfilmskaber. Der er klip fra højdepunkter i hans karriere såsom Motion Picture (1970), hvori tennisspilleren Torben Ulrich spiller op ad en mur, og En forårsdag i helvede (1977), hvori Ole Ritter kører cykelløbet Paris-Roubaix.

Disse optagelser klippes sammen med nutidige optagelser af de nu gamle sportsstjerner i bevægelse – Torben Ulrich går langsomt forbi sin bogreol og læner sig op ad sin altan i det californiske hjem, mens Ole Ritter cykler en tur på en dansk landevej. Det er præcis lige så interessant at se på dem, som det er at se på alle andre gamle mennesker, der i løbet af livet har behersket deres krop væsentligt mere, end de gør nu. 

Næst efter undersøgelsen og udfordringen af instruktørens gangbesvær er det mest interessante ved filmen der, hvor den tangerer det pinlige. De gentagne gange, hvor Jørgen Leth på ublufærdig vis udstiller sin egen forfængelige ærgrelse over at have fået en lidt tyk mave for eksempel. Den nævner han en del gange.

En enkelt af gangene forsikrer Asger Leth, der står bag kameraet, sin far om, at den ikke er med på billedet, fordi han laver en »Goddard-framing«, hvor man kun ser ham fra den nøgne brystkasse og op. Det er dejligt, at de øjeblikke er med, fordi de punkterer lidt af den selvhøjtidelighed, der ligger på lur filmen igennem.

‘I Walk‘. Instrueret af Jørgen Leth efter idé af Asger Leth. Fotografi: Tómas Gislason og Jørgen Leth. Varighed: 90 minutter. Dansk. Vises i udvalgte biografer i landets større byer.