Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kara Walker brugte stanken af råddent sukker til at skildre USA’s racehistorie

Få kunstnere skildrer de amerikanske racespændinger bedre end Kara Walker. Værket ’A Subtlety or The Marvelous Sugar Baby’ fra 2014 er et dystert-humoristisk, hjerteskærende og pænt fucked billede på slavetidens hjemsøgelser. Og desværre er det højaktuelt
I 2014 kunne man opleve Kara Walkers totalinstallation ’A Subtlety or the Marvelous Sugar Baby’ i den tidligere sukkerfrabrik Domino Sugar i Brooklyn, New York. På billedet ses hendes gigantiske sfinks lavet af hvidt sukker, som blev det materiale, hun byggede installationens sorte og hvide skulpturer af.

I 2014 kunne man opleve Kara Walkers totalinstallation ’A Subtlety or the Marvelous Sugar Baby’ i den tidligere sukkerfrabrik Domino Sugar i Brooklyn, New York. På billedet ses hendes gigantiske sfinks lavet af hvidt sukker, som blev det materiale, hun byggede installationens sorte og hvide skulpturer af.

Richard Drew/AP Photo/Ritzau Scanpix

Kultur
24. oktober 2020

Hvis jeg i 2014 var trådt ind i Domino Sugar-raffinaderiet i Brooklyn i New York for at opleve den amerikanske billedkunstner Kara Walkers totalinstallation A Subtlety or the Marvelous Sugar Baby, var jeg måske blevet mødt af en voldsom stank. Stanken af rådden sukker. Det sukker, der blev høstet af sorte slaver i plantagetiden. Det sukker, der dannede fundamentet for den amerikanske rigdom, og som for Kara Walker blev det materiale, hun byggede installationens sorte og hvide skulpturer af.

Jeg kan ikke genfortælle en lugt af død og dollar, men jeg kan forsøge at beskrive Walkers værk. Et værk, jeg aldrig selv har set, men hvis æstetik og hjemsøgende fortællinger om slavetidens gru længe har rumsteret i mig. Og som dukker op som en fiktiv stank i mine næsebor, når mordene på sorte personer i USA ruller over skærmene.

Klassisk bandana

Walker (f. 1969) er mest kendt for sine papirssilhuetter af sorte og hvide mennesker i voldelige, seksuelle, historiske scenarier. Men forestil dig så det her: Midt i en tidligere sukkerfabriks store lagerhal står en gigantisk sfinks. Hun er lavet af snehvidt sukker – altså bleget sukker, for naturligt sukker er brunt – som er modelleret uden over en kerne af polystyren.

Sfinksen har en klassisk bandana om håret, en bred og fyldig krop – hun ligner en stereotyp mammy – den sorte slavekvinde, der i de amerikanske sydstater arbejdede i den hvide families hjem, passede børnene og udførte alt det fysiske og følelsesmæssige usynlige arbejde. Tænk på Hattie i Borte med Blæsten. Men hvorfor er hun hvid? For at gøre hende smukkere, mere acceptabel for et hvidt publikum? For at lade hende rumme alle kvinders usynlige arbejde? For at pege på, hvordan smuds og gru bleges? Eller for at udstille blot endnu et led i sukkerets produktionskæde – altid udført af slaverne?

Rundt om sfinksen står tretten mindre skulpturer lavet af bolsjemasse. Små slavedrenge – nogle med flettede banankurve på ryggen. Det var dem, der begyndte at lugte et par uger inde i udstillingen. Walkers ultraprovokerende, eksotiserende greb: Skulpturerne er forstørrede kopier af såkaldte blackamoors, racistiske pyntestatuetter, en kolonial europæisk uhyrlighed.

Hvor sfinksen er hvid, er drengene mørkebrune. Jeg læser, at fem af skulpturerne smeltede i varmen og blev erstattet af harpiks og sirupglasur. På fotos ser jeg sorte pøle flyde fra drengenes fødder, sirupgyldne, klistrede ben. Deres halvt opløste kroppe får mit hjerte til at pumpe, og en twistet følelse af gru spreder sig i mig.

Da Kara Walker installerede sit værk i det tidligere raffinaderi, en fabrik, hvor man sidst i 1800-tallet producerede mere end halvdelen af USA’s sukker, var det med en bevidsthed om, at bygningen snart skulle rives ned, så gentrificeringen af Williamsburg kunne køre videre på fuld motor. Historierne om hårdt arbejde og stjålne liv ville forsvinde. Stedet i sig selv er hjemsøgt af sukkerets koloniale historie. Titlen, A Subtlety, betegner endnu en lille sukkerpyntefigur, historisk fremstillet til europæiske middagsborde. Sådan gennemsyrer ubehaget hele den vestlige kultur- og kunsthistorie.

Underkastet gudinde

Men sfinksen er bare ikke subtle (på dansk: subtil eller diskret). Hun tårner sig op. På et pressefoto når Kara Walker hende kun til brysterne. I skala er hun en gudinde. Men også en underkastet krop, der ligger for fødderne af sin herre, en bagvendt udgave af magtfuld og majestætisk. For majestætisk er slet ikke det rigtige ord. Sfinksens venstre hånd former et tegn, der både kan symbolisere held og lykke og fuck dig. Og går man bag om hende, bærer hun en enorm vulva, hvid og ren. En salgbar krop af sukkerkød, der blotter historien for os.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på I Am Queen Mary: Skulpturen af slaveoprørslederen Mary Thomas fra de tidligere dansk-vestindiske øer, der i 2018 blev rejst af billedkunstnerne Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle foran Vestindisk Pakhus i København. En rå, sort dronning, tronende i en kurvefletstol, majestætisk, værdig og med en tydelig symbolik. Egnet til et lille land, der kun lige har taget hul på sin egen blodige kolonitidshistorie.

Så er der en helt anden absurditet og forrykt humor på spil hos Walker. Jeg læser, at A Subtlety overvejende blev besøgt af et hvidt publikum, og at det vakte furore, at så mange af gæsterne tog selfies og poserede vulgært op ad sfinksens vulva.

Der blev arrangeret særomvisninger for sorte grupper, da mange ikke følte sig trygge i et rum, der så explicit udstillede en fantasi over racialiseret fornedrelse for en hvid majoritet. Adspurgt om sine tanker om netop dette svarede Walker, der selv er sort, at hun havde forudset det. Den raciale sociale dynamik var på den måde en del af værket.

Det er her, Walkers historiekonfronterende – og derfor perverterede, for historien uden filter vil altid se pervers ud – kunstneriske greb virkelig rammer mig. Walker punkterer de håbefulde forestillinger, vi har, om at slavetidens vold er fortid. Hun påkalder dens eksistens nu og her. Hun påkalder den amerikanske sjæls begær efter de voldelige racefortællinger, den identitet, der så mørkt ligger i kampene. Hendes kunst er taktil, hårdtslående, pervers, raffineret og hjerteskærende, et match til den dybt komplekse raciale historie i USA.

Serie

Amerikanske kunstværker

Fra Dorothea Langes fotografier af kriseramte landarbejdere i 1930'erne til Kara Walkers gigantiske installation af sukker og bolsjemasse A Subtlety fra 2014 har amerikanske kunstnere forholdt sig til det samfund og den historie, de er en del af. Informations kunstkritikere skriver her op til præsidentvalget om de vigtigste politiske kunstværker fra USA.

Seneste artikler

  • USA forstået gennem kunsten

    30. oktober 2020
    I kunsten afsløres symbolsk de dybe forskelle og stridspunkter, som stadig skaber store konflikter i USA’s befolkning – mellem land og by, mellem sorte og hvide, mellem rige og fattige
  • I 1978 orkede kunsthistoriens nøgne kvinde nærmest ikke mere

    27. oktober 2020
    Kvinden har lagt krop til hele den vestlige kunsthistorie. Måske derfor ser hun så udmattet ud i Hannah Wilkes ikoniske fotoværk ’What does this represent ... ? What do you represent ... ?’, skriver Maria Kjær Themsen i vores serie om afgørende amerikanske kunstværker
  • Amerikanske kunstværker: Kunstneren som hætteklædt Ku Klux Klan-mand

    21. oktober 2020
    Det kraftfulde budskab om menneskets indre ondskab og om social og racial retfærdighed i det amerikanske samfund lyser ud af Philip Gustons maleri ’The Studio’ fra 1969. Faktisk er det så upassende, at en udstilling med kunstnerens værker foreløbig er udsat til 2024
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her