Kim Leines dramatikerdebut beskriver højtråbende et grønlandsk mareridt

»Vi har sgu da ikke misbrugt jer,« nærmest skriger Thomas Knuths danske Søren til Karina Møllers grønlandske Aviaja. Udbruddet dækker både over hans eget forhold til den grønlandske kvinde og hele Danmarks forhold til Grønland.

Men uanset hvad danskeren gør, så gentager han fortidens fejltagelser. Han opfører sig som en koloniherre, mener Aviaja. Det lader til at være kernebudskabet i Kim Leines Blok 4, der sammen med Makka Kleists monolog Udsigt netop har haft danmarkspremiere på Teatret Svalegangen i Aarhus.

Teater FreezeProductions med instruktør Hanne Trap Friis i front har specialiseret sig i teater om Grønland. Om landet, kulturen, menneskene – og forholdet til Danmark. Senest fik vi i Danmark Den grønlandske mand (2018), som med sit fine indblik i en grønlandsk kultur præget af forskellighed og ambivalens sendte publikum gennem hele følelsesregistret fra latter til gråd.

Nu spiller teatret igen i Danmark med to helt korte forestillinger, hvor fællesnævneren synes at være fortællingen om, hvordan danskerne ødelægger Grønland.

Minder om et bedre liv

Det dobbelte program indledes med en kort film skabt af Mikael Jacobsen, der projiceres op på bagvæggen i en grynet kvalitet. Først er det billeder af smuk, grønlandsk natur, isbjerge, fjelde og glade mennesker i idylliske bygder eller på havet i kajakker.

Men scenen skifter brat til nutidens Nuuk med grå tristesse, beton og graffitti. En lang række af optagelserne ligner – og er formodenligt – fra 1960’erne, hvor betonbyggeriet Sletten blev opført i Nuuk. For det er netop livet i disse lejligheder, der er fællesnævneren for de to forestillinger om Grønland.

Da filmen slutter, træder Makka Kleist ind på scenen med monologen Udsigt, der er skrevet af hende selv. Hun sidder ved et enkelt træbord på et lille plateau midt i det sorte scenerum. På bordet er strikketøj, en kaffekop og en lyserød karklud, som hun igen og igen gnider over bordfladen.

»Sikke en udsigt jeg havde,« indleder hun sin fortælling, mens hendes finurlige, hemmelighedsfulde smil breder sig helt op til øjnene, der udsender ordløse beretninger om det, der var.

Ordet »dengang« dukker hele tiden op i hendes fortælling, der handler om et liv med både glæde og sorg i en lille grønlandsk bygd. Et liv, som blev brutalt afbrudt og ødelagt af »myndighederne« – af det bedrevidende, danske herredømme.

Det er en historie fuld af minder fortalt af en ældre men stærk kvinde, som formår at gøre fortællingen ægte og troværdig gennem sin mimik, sit kropssprog og sine små udbrud på grønlandsk.

Der er små sjove anekdoter om livet i bygden, om de mindst 16 hunde, hendes mand altid skulle have og om de lækre snacks af sæltarme, som børnene spiste. Men der er også alvorlige og samfundskritiske elementer, som når Kleist fortæller om huset, familien boede i, som var alt for dårligt isoleret og ikke var tilpasset klimaet.

Men »gaver fra gæsterne måtte man jo ikke sige nej til«, kommenterer hun spydigt om de danske myndigheder. Eller når hun beretter om de børn, parret mistede gennem årene – og ikke mindst de gravsteder, de måtte efterlade, da de blev tvangsflyttet til Nuuk.

Det er hård kost, men det hele fortælles med varme og glimt i øjet. Ikke for at negligere fortællingen, men nærmere for at understrege, at det grønlandske folk ikke lige sådan lader sig slå ud.

Splittelse og koloniherredømme

I Kim Leines fortælling om Blok 4 rejser den danske sygeplejerske Søren sammen med sin kone Marianne og deres børn til Nuuk, hvor Søren i to år skal arbejde på sygehuset. De tildeles en lejlighed i betonbyggeriet Sletten, som i Mariannes øjne er slum, mens Søren oplever, at det er »den inderste kerne af den grønlandske identitet«.

Splittelsen tydeliggøres fra første færd, hvor vi hører parret skrige ad hinanden på bagscenen, før de overhovedet træder frem for publikum. Og der er en del råberi i Blok 4. Også mere end det strengt nødvendige. Især Thomas Knuth råber næsten konstant, og så højt, at det faktisk bliver anstrengende at lytte til.

Det undrer, at Hanne Trap Friis dyrker en så ekstrem spillestil i sin instruktion, som om hun tvivler på, at teksten er stærk nok i sig selv.

Søren er et plaget menneske. Et splittet menneske. Splittet mellem sin kone og sin grønlandske elskerinde. Splittet mellem Danmark og Grønland. Og åbenbart også splittet mellem sin barndoms traumer og sin nutidige reaktion på samme. Det er mere eller mindre et grønlandsk mareridt, Kim Leine her beskriver i sin dramatikerdebut.

En historie, der gør det vanskeligt at skelne mellem styrke og fejhed, rigtigt og forkert. Men selvom Thomas Knuths Søren når til det totale sammenbrud til sidst, så når følelserne ikke ind under huden på publikum, som de gjorde i Den grønlandske mand.

Leines tekst, Hanne Trap Friis’ instruktion og især Knuths aggressive spillestil skaber en distance, der mere får mig til at føle en smule irritation frem for medfølelse med manden og de to kvinder omkring ham. Først da forestillingen afrundes med en gentagelse af filmen, mens Karina Møllers sang – uden musikalsk akkompagnement og på grønlandsk – klinger ud i lokalet, dukker en snert af inderlighed op igen.

Der er afgjort væsentlige budskaber i både Udsigt og Blok 4. Det er vigtigt, at vi som danskere bliver mindet om de fejl, vi har begået og fortsat begår i samspillet med Grønland. Og det er sikkert også en væsentlig fortælling for grønlænderne selv. Men hvor Udsigt fungerer fint som personlig historiefortælling, så ender Blok 4 som en noget mere rodet og ufokuseret fortælling – næsten som et symbol på forholdet mellem landene i sig selv.

’Udsigt’ – tekst og medvirkende: Makka Kleist. ’Blok 4’ – tekst: Kim Leine. Med: Helene Kvint, Karina Møller og Thomas Knuth. Film: Mikael Jacobsen. Instruktion: Hanne Trap Friis. Produceret af Teater FreezeProductions. Turné til 25. november.