Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Lana Del Rey har gennemskuet os alle sammen. Det beviser hun i ny digtsamling

Den amerikanske sangskriver og sangerinde Lana Del Rey fremstiller sig selv som en pastiche over instagramfemininitet, men mener det samtidig dybt seriøst. Nu debuterer hun som digter, der spidder sig selv og tidsånden
Musikeren Lana Del Rey debuterer nu som digter med digtsamlingen ’Violet Bent Backwards Over the Grass’.

Musikeren Lana Del Rey debuterer nu som digter med digtsamlingen ’Violet Bent Backwards Over the Grass’.

Mia Mottelson

Kultur
16. oktober 2020

Hvis Lana Del Rey var et dyr, man videnskabeligt kunne dissekere, ville man ud af hendes krop få halvtreds procent organisk materiale, kød og blod – og halvtreds procent plastik, kopi og staffage.

Lana Del Rey er scenenavnet for den newyorkfødte musiker, sangskriver og nu digter Elisabeth Woolridge Grant (f. 1985), men bare fordi alter egoet med det royalt klingende navn er en karakter, er hun ikke mindre virkelig. Det er en præmis, man må acceptere for at nærme sig Lana Del Rey. Hun er både ked af det og i gang med at gøre grin med sig selv, når hun synger »Goddamn, man-child / you fucked me so good that I almost said ’I love you’« fra sidste års nyklassiker af et album, »Norman Fucking Rockwell«.

Hun er et sammenkog af myterne om den amerikanske vestkyst: Som en ulykkelig Marilyn Monroe synger hun om at være ulykkeligt forelsket og grundlæggende uelskelig. Hun kører i amerikanerbiler og dyrker de californiske motorvejes løfte om uendelig frihed. Hun sidestiller sig selv med Sylvia Plath, citerer Ernest Hemingway og Bob Dylan og genbruger ublu refræner som Lou Reeds »Take a walk on the wild side« på sit eget kæmpehit »Born to die«. Hun er stakkels og forkælet som Lolita i Nabokovs bog, som hun har opkaldt en sang efter – og udnytter i næste sekund det uskyldige image til egen fordel.

Voldelige øvelser

Nu er det ikke længere nok for hende at være et musikalsk ikon – for hun har netop udgivet digtsamlingen Violet bent backwards over the grass.

Lana del Rey: ’Violet bent backwards over the grass’.

I digtsamlingens første digt ankommer jeget til en fest fuld af mål og ideer om, hvordan hun skal tage sig ud, hvilke holdninger hun skal have, hvem hun bør konversere med. Men så ser hun den syvårige Violet stå i bro ude på græsplænen.

»But then I walked through the door
past the open concept
and saw Violet
bent backwards over the grass
7 years old with dandelions grasped
tightly in her hands
arched like a bridge in a fallen handstand
grinning wildly like a madman«.

Lige dele heks og ubekymret engel ryster den unge pige jeget, mens digtets rytme magnetisk føjer dem sammen. Violet, pigenavnet og blomsten og farven på blå mærker, rummer et ekko af ordet violent, voldelig. At bøje sig bagover er både den unge piges bogstavelige anstrengelse, men også et ordsprog for at vride sig ud af facon for at behage nogen.

Lana Del Rey har noget Frank O’Harask over sig, den jazzede amerikanske poet med forkærlighed for hverdagsøjeblikke, glimt af romantik og forfald i storbyen – og ligesom O’Hara balancerer Del Reys digte altid på en knivsæg mellem den konkrete scene, de beskriver, og en mere grundlæggende melankolsk livsanskuelse. Del Rey er afvænnet alkoholiker, og dødsdriften runger i hendes værker – trangen til at give op og te sig som Violet på plænen, lykkelig og skør.

Mareridtets by 

Hvor O’Hara er newyorkpoet, handler Del Reys digte og persona altid om Los Angeles, Californien. Byen, der som en maggiterning af Amerika lokker sine tilflyttere med stjernestatus og udskejelser, men lige så ofte lader de håbefulde dingle over afgrunden. Del Rey skriver sig ind i en LA-kanon for kritik og fascination, som blandt andet tæller essayisten Joan Didion, der køligt betragter spektaklet. Eller den nyligt genopdagede forfatter Eve Babitz, Hollywoodmuse og utroskabsdigter, der kastede sig i byens arme.

I digtet »LA who am I to love you« antaster jeget byen som en forsmået elsker eller undersåt. Jeget tigger om anerkendelse fra den umælende by, der er lige dele kærlig mor og uopnåelig badboy:

»LA, I’m from nowhere who am I to love you
LA, I’v got nothing who am I to love you
when I’m feeling this way
and I’ve got nothing to offer
LA not quite the city that never sleeps
not quite the city that wakes
But the city that dreams for sure
if by dreams you mean nightmares.«

Tonen er romantisk og sørgelig og dybt kunstig. Lana Del Reys poesi er selvoptaget og usikker på sig selv, en mærkelig blanding og meget symptomatisk for Hollywoods tendens til at blæse egoer op og udhule dem samtidig.

Chick lidelse

Digtsamlingen ledsages af en lydbog, hvor Lana Del Rey reciterer fjorten af digtene på omtrent 40 minutter. Musikken er produceret af hendes faste samarbejdspartner Jack Antonoff, som tilføjer jazzklaver og hvid støj til hendes kuede stemme, der skratter mod mikrofonen. Det hele lyder af filmstjerner fra 1940-50’erne, og det matcher i øvrigt bogen, som er sat med skrivemaskineskrift og fyldt med overeksponerede, flimrende snapshots af palmer, biler, vandtanke og ørkenlandskaber.

Der er trykt kaffepletter på siderne, der er slettelak og rettelser, så samlingen fremstår overlagt ufuldendt – som Lana selv.

Hendes udtryk er af musikmediet MTV og The Guardian blevet kaldt for »Hollywood sadcore«, og glamour og tristesse er da også del Reys mest klassiske signatur. Som når hun skriver »Jasmine in the air / the burden of fame is real / never felt so clear« i et dekadent haiku. Det er tristesse forklædt som et luksusproblem, som chick lidelse.

Til tider virker hun hamrende irriterende, og det spiller hun ganske aktivt på. Hun lægger sig i slipstrømmen af en litterær tradition for at dyrke det selvoptagede. Jeg tænker især på Chris Kraus’ mesterværk I love Dick (1997) om den midaldrende Chris, der forelsker sig i machomanden Dick, som hverken har lagt op til noget særligt eller er interesseret i hendes overvældende interesse. I love Dick er Chris alt det, kvinder anklages for at være, og som mange bruger lang tid på at undertrykke – for meget, for hysterisk, for liderlig, for inderlig.

Lana Del Reys oeuvre er en ucensureret samling af første verdens problemer, der insisterer på at blive taget seriøst. Hun skriver et digt til en mand, som hun forsøger at glemme og rimer »out of my head« med »SoulCycle you to death« – SoulCycle er en amerikansk fitnesskæde, der tilbyder spinningtimer med mindfulness-øvelser indbygget. 

Hun spiller både oprigtig og forstillet, når hun i lydbogen reciterer linjen »People say that I’m rich and I am but not how they think« fra digtet »Happy« som en forkælet teenager. Skal vi forstå, at hun er rig både sjæleligt og materielt? Ballonen af selvretfærdighed pustes op og punkteres i et og samme nu. Det er ærligt og selvudslettende morsomt.

Digte uden ironi

Læser man Violet bent backwards over the grass, får digtenes selvbedrag lov til at klinge langsomt og døsigt i de rytmiske strofer, og det klæder dem ikke altid at skulle underordnes Del Reys stemmeføring.

For pludselig er der plads til uhyggelige digte om californiske skovbrænde, der knitrer alt for tæt på, der er rolige digte om glæde og erindring, og der er slibrigtsukrede digte om slik og honning.

Det eneste, der ikke findes i Lana Del Reys univers, er ironi. Ironi ville forudsætte, at man havde noget »normalt« og ikkeeksalteret at sammenligne med. Men hos Lana Del Rey er der ingen målestok, der er bare sameksistens af uforenelige størrelser. Det er det, der gør hende til sådan en formidabel skildrer af falskhed og ægthed i det moderne USA.

Lana del Rey: ’Violet bent backwards over the grass’. Simon & Schuster. 112 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Hvis Lana Del Rey var et dyr, man videnskabeligt kunne dissekere, ville man ud af hendes krop få halvtreds procent organisk materiale, kød og blod – og halvtreds procent plastik, kopi og staffage."

Ja, og derved adskiller Lana Del Rey sig fra flertallet, ved kun at bestå af 50% plastik, kopi og staffage.

Ninna Maria Slott Andersen, Ejvind Larsen og Peter Breum anbefalede denne kommentar