Der er en højintens scene i Henrik Ruben Genz’ spillefilm Erna i krig. Erna Jensen, en enlig mor, der forklædt som mandlig soldat er fulgt med sin evnesvage søn ind i Første Verdenskrigs kampzone, giver sin hen til sine egne behov, til sit eget livslange undertrykte begær, i en krigsbunker. Det er filmens dramaturgiske og psykologiske klimaks.
Trine Dyrholm, der spiller Erna, giver den fuld skrue som nærmest kun Trine Dyrholm kan: Overgivelse, underkastelse, hjertets smerte og nedre glæde boltrer sig rundt i hendes ansigt, kameraet glider intenst rundt over hænder på sitrende kroppe, de dybe suk forplantes ud i biografsædet.
Det er isoleret set en medrivende scene, sådan er det jo når Trine Dyrholm gør sin ting, men det er også som om Dyrholm nærmest folder sig for maksimalt Dyrholm’sk ud. Og scenen er af samme grund lidt forvirrende. For hvilken slags film er Erna i krig egentlig? Det er en underligt humørsyg film, ubeslutsom i sin tone, et psykologisk studie i kvindeliv pakket ind i en mørkhumoristisk forvekslingskomik, der udstiller kvinden reduceret til krop i en gruopvækkende krig. Og så med en kæmpe dynge anakronistisk A-skuespillerromance oveni.
Genz og det afstumpede
Romanforlægget er skrevet af den lune og morbide sønderjyde Erling Jepsen, hans bøger har Ruben Genz filmatiseret to gange før, provinspolitikrimien Frygtelig Lykkelig i 2008 og den unge teaterkvindes farjagt i Undskyld jeg forstyrrer i 2011. Og Genz og Jepsen er et oplagt makkerpar. Det er med et let afmålt, sortkomisk spid, at Ruben Genz almindeligvis vil røre os. Han giver os menneskets hæslige og sårbare sider via sortkomik og menneskekarikaturer, med nik til Freud & Det Fortrængte, det følelsesmæssigt undertrykte og afstumpede, der ligger og dirrer faretruende og ødelæggende. Sådan er det også i hans mørke faderportræt Gud taler ud fra 2017 med Søren Malling som humørsyg djævel.
Og sådan er tonen og stemningen også et godt stykke ad vejen i Erna i Krig med dens afstumpede krig, afstumpede mænd og deres afstumpede syn på og behandling af kvinder – af Erna.
Alenemoren Erna Jensen fra Bramstrup er dansker i hjertet, men tysker ifølge landkortet, og derfor bliver hendes voksne, mentalt udfordrede søn Kalle (Sylvester Byder) beordret med i krig af landbetjenten Meier (Ulrich Thomsen), nu Feldwebel i Det Tyske Kejserrige. Erna er overbevist om, at dette bliver en dødsdom for Kalle, så hun overtager på den tyske kaserne en danskervenlig, deserterende soldats uniform og identitet – Julius Rasmussen – og lokker den kærlighedshungrende Meier til at beskytte sig på kasernen med giftermål som løfte. Han gør Erna – nu menig Julius Rasmussen – til soldat i sit Reserveregiment 86 sammen med Kalle, Julius’ onkel Anton (Anders W. Bertelsen) og en flok yngre knægte, og snart drager de alle til Vestfronten og en skyttegravskrig, der er nået udmattelsespunktet.
Det er jo et spøjst setup: Erna – Trine Dyrholm – med afskåret hår, forklædt, med nogen succes, som ung mandlig soldat. I filmens begyndelse dyrkes den sære komik – det hele er lidt fortegnet, hyggeligt naivt og virker til at bruge denne distance til karaktererne til at fremskrive et sødt portræt af et dunkende varmt moderhjerte.
Ulrich Thomsen spiller nuttet-kluntet rollen som enkemanden Feldwebel Meier, der forvalter sin magt som en hvalp og træffer beslutninger for at imponere Erna. Erna og den jævnaldrende smed Anton pingponger med kæk komik. Og nuttet er også Ernas forhold til sine lille, store Kalle og hans oneliners: »Den som er dum, og ved han er dum, han er klog,« siger han for at forsvare sig mod onde tunger. »Spekedulerer?« spørger han Erna, når hun om natten grubler over det hele. »Ja, Kalle, jeg spekulerer,« svarer hun.
Dystert, så romantisk
Men som de drager i faktisk krig bliver det hele mere dystert. Det stærkeste i filmen er dens ret rå langefinger til et kønssyn, der reducerer kvinden til krop. Erna udsættes for det ene klamme overgreb efter det andet. Der er ham, der vil tage magten over hende ved at vise hende sin stive penis, og senere tage magten over hende ved at tage hende med magt, der er ham, der misbruger sin magt til at fastholde hende i et desperat løfte om ægteskab, og så er der det generelle kønssyn i en krig, hvor voldtægt, fremlægges det, er en selvfølgelig pris for ethvert fruentimmer, der skulle overveje at rejse i tog.
Og så er vi omkring førnævnte klimaks igen. For det er også, som om filmen forsøger at gå til kamp mod dette hæslige og møj, møj gammeldaws kønssyn via smeden Anton og en masse moderne forløsninger. Manifesteret i Berthelsens blødt-maskuline skikkelse er han, føles det, blevet zappet direkte fra kronikspalterne i Politiken i 2020 og ned i en krigsbunker under kugleregn, hvorfra han indtager rollen som en klartsynet, progressiv mand, der ønsker kvindens frihed og foragter den sexistiske verden, både han og Erna lever i. Han tilfredsstiller så også hendes behov på vejen dertil. Og det bliver den psykologiske forløsning i filmen: det, der frisætter både Erna og sønnen Kalle, der må give slip på mor for at blive stor.
Hvad gør det Erna i krig til som film? Et romantisk Anders W. Berthelsen-drama fra 00’erne, et kvindeportræt a la Dyrholm, en morbid skildring af menneskets ynkelige mørkesider? Lidt af det hele, jo, men derfor heller ikke helt noget, man bliver klog på.
’Erna i krig’. Instruktion: Henrik Ruben Genz. Manuskript: Henrik Ruben Genz og Bo Hr. Hansen med forlæg i Erling Jepsens roman af samme navn. Fotograf: 110 min. (Kan ses i over hundrede coronasikre biografer over hele landet)
