Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Magda Szabós mesterskab består i at filtrere og infiltrere det intime liv

Szabó skriver medrivende og uforfængeligt om at være prisgivet hinanden og historien, prisgivet rædsel og kærlighed
Magda Szabó skriver i ’Døren’ medrivende og uforfængeligt om at være prisgivet hinanden og historien, prisgivet rædsel og kærlighed, samtidig. Og Szabós romanklassiker fra 1987, som nu foreligger i Péter Eszterhás’ mesterlige oversættelse, bekræfter, at hun hører til blandt de ungarske, ja, europæiske hovednavne.

Magda Szabó skriver i ’Døren’ medrivende og uforfængeligt om at være prisgivet hinanden og historien, prisgivet rædsel og kærlighed, samtidig. Og Szabós romanklassiker fra 1987, som nu foreligger i Péter Eszterhás’ mesterlige oversættelse, bekræfter, at hun hører til blandt de ungarske, ja, europæiske hovednavne.

SZ Photo

Kultur
9. oktober 2020

Budapests sjette distrikt er gennemskåret af smalle, sortsværtede gader. I en af disse så jeg for nogle år siden en kiosklignende boghandel, på hvis bordeauxrøde markise navne som Péter Nádas, Imre Kertész, Ágota Kristóf lyste op i hvide, påtrykte versaler. Blandt disse var der ét navn, som påkaldte sig min opmærksomhed, et navn, jeg ikke rigtig kendte: Mágda Szabó (1917-2007). Hendes romanklassiker fra 1987, Døren, som nu foreligger i Péter Eszterhás’ mesterlige oversættelse, bekræfter butiksmarkisen. Her hører hun til, Szabó, blandt de ungarske, ja, europæiske hovednavne.

Døren er et dobbeltportræt af en aldrende hushjælper fra landet, Emerence, og romanens fortæller, Magda, en noget yngre, urban forfatterinde. Snart er de to venner, snart fjender, snart mor og datter, snart ligestillede, ofte det hele samtidig. Hen ad vejen opstår en særlig kærlighed, sådan kalder Magda det, mellem de to kvinder. Særlig og sær er den, kærligheden, og sært foruroligende. Som Magda forklarer, begynder Emerence at »elske« hende »uden forbehold, næsten andægtigt, som én, der har accepteret, at kærlighed er forpligtelse, i virkeligheden en farlig og risikabel passion«. At Døren ender tragisk, får vi allerede at vide i begyndelsen; vi fornemmer det fra scene til scene, ulmende.

Før Emerences entré fører Magda en tilbagetrukket tilværelse i Budapest – under kommunismen, nogle årtier efter krigen – sammen med sin forfattermand. Efter år med udgivelsesforbud må Magdas bøger igen udkomme – til applaus. Igen inviteres hun til kunstnersoireer, ambassadørmiddage og på udlandsrejser.

Men lykken vender, da Magdas mand bliver livstruende syg. Nogen må tage sig af husarbejdet, indser forfatterparret, og på anbefaling opsøger Magda Emerence, en ældre kvinde, vel, men en »valkyrie« omstrålet af en blussende glød, lyder det første indtryk. Modsat kutymen spørger Emerence efter forfatterparrets referencer. »Jeg vasker ikke alle og enhvers sengetøj,« som hun meddeler, inden hun dikterer sin løn og sine arbejdstider.

Bag den lukkede dør

Emerence både omstyrter og oppebærer forfatterparrets tilværelse. Hun skurrer, ommøblerer, kokkererer, holder gaden pæn og plejer nabolagets syge, dyr såvel som mennesker, alt sammen med manisk flid. I Magdas tankeverden bliver hun stadig mere tilstedeværende – ægtefællen mindre. Hvem er hun egentlig, denne ordknappe fremmede kone, som bor afsondret bag en altid lukket dør? spørger Magda. Hvorfor erupterer hun tit uden varsel – i moralsk fordømmelse, i vold, som når hun tæsker hunden Viola. Hvorfor intervenerer hun i hvad som helst? Er hun skør? Uanset hvad er Emerence en gåde, en velsignelse og en prøvelse. Hun er, bemærker Magda, »i stand til at vække de ædleste såvel som de mest tarvelige følelser i mig«.

På et overordnet plan kan Døren læses som en fortælling om misforholdet mellem det hvirvlende oplevelsesøjeblik og det overskuelige, skrivende tilbageblik. I øjeblikket fremstår Emerence som regel urimelig og galsindet. Og som regel viser det sig, i tilbageblik, at hun var barmhjertig og ædel. Det er et fast mønster. Et eksempel er historien om familien Grossmann, en jødisk familie, som Magda mistænker Emerence for at have udplyndret, mens de flygtede fra forfølgelse. Senere finder Magda ud af, at Emerence har reddet familiens yngste datter. De kostbarheder, Emerence gemmer, er gaver, hun gladeligt giver videre.

I tilbageblik, og med sideblik til fortællingerne om de svigt og tab, Emerences har gennemlevet, de rædsler, forstår Magda hushjælperens reserverethed og vrede. Lidt for godt, måske. Ofte er linjerne, der trækkes mellem en hændelse i fortiden og en reaktion i nutiden, mistænkeligt vandklare. Det kunne fortælles og forstås anderledes, fornemmer man. Som når Magda viser, hvordan de fortælleformer, hun gør brug af, ordner og tillemper det uformelige, levede liv på én måde. Også her er Emerence vrangvillig; hun vil ikke fortælles, indfanges, udgrundes.

Og tragedien? Den tager fart og form, da den gamle hushjælper rammes af sygdom – en blodprop, viser det sig at være. Det bliver en skæbnestund for Magda. Emerence vil ikke tage imod hjælp og isolerer sig bag sin dør. Hendes livstegn bliver stadig færre, stadig svagere. Hvad er det rigtige at gøre? Respektere Emerences suverænitet? Gribe ind?

Hvor velkomponeret og velfortalt Døren end er, hvor sanseligt strømmende sproget end er, består Magda Szabós mesterskab frem for alt i hendes evne til at filtrere og infiltrere det intime liv. Det individuelle, men især det fælles. Szabó skriver medrivende og uforfængeligt om at være prisgivet hinanden og historien, prisgivet rædsel og kærlighed, samtidig. Hun anfægter. Især til sidst, hvor vi spørger, om også vi svigter vores idealer for omsorg og kærlighed. Er vi forrædere, når vi bare synes, vi er fortravlede? Frygtsomme, når vi mener at være hensynsfulde?

Døren. Magda Szabó. Oversat af Péter Eszterhás. People’sPress 303 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her