Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Midt i en krænkelsestid: Ikke alt hvad der gør ondt, er ondt

Teolog og præst Caspar Wenzel Tornøes mener i bog om det onde, at vi mennesker har mistet evnen til at lide
John McCain blev under Vietnamkrigen taget til fange og udsat for tortur. Det får Tornøe til at fundere over, at man tilsyneladende i dag er en helt, alene fordi man har lidt, og ikke fordi man har kæmpet. Han taler om den ’omsiggribende medlidenhedskult’.

John McCain blev under Vietnamkrigen taget til fange og udsat for tortur. Det får Tornøe til at fundere over, at man tilsyneladende i dag er en helt, alene fordi man har lidt, og ikke fordi man har kæmpet. Han taler om den ’omsiggribende medlidenhedskult’.

Cliff Owen

Kultur
30. oktober 2020

»Vi er fællesskabsmennesker … Vi formår både at lide og fortælle om vores lidelse,« skriver den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs i bogen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Hun taler i bogen om »lidelsen der retfærdiggør« og »smerten som en kunst«. Og ordene spidder mig på en måde – smerten som en kunst?

Måske fordi jeg nu i alt for lang tid har siddet med en anmeldelse af en helt anderledes bog, som handler om netop det. Et lille skrivebordsværk af teolog og præst Casper Wenzel Tornøe; en bog, der dufter af gedigent egetræsbord, og jeg ser for mig en præstegårdshave, hvor en graver kører rundt på en betragtelig plæneklipper og alt ånder fred.

Tornøes bog handler specifikt om lidelse. Hvorfor lider vi? hedder den. Og Tornøes pointe er kort fortalt, at vi har mistet evnen til at lide: »Vi har skabt en verden, hvor lidelsen ikke har nogen plads, og inden for hvilken den derfor ikke kan forstås«. Det siger sig selv, at den verden han taler til, er en anden end de russiske kvinders, som kæmpede under 2. verdenskrig. Det onde er i dag så at sige talt ud af verden, og derfor vælter det os totalt, hver gang vi rammes af ulykkelige omstændigheder.

Gud og det onde

Tornøes bog er skrevet som essay, »et frit essay« som han skriver »med lutter løse ender«. Og deri har han ret. Men det gør den også lidt interessant, for i hans frie bevægelighed roder han sig ud i en del og hele to velkendte slagmarker. Den ene slagmark, som er teologien, er nok forudsigelig – han er præst. Og så alligevel ikke helt. Siden slutningen af 1600-tallet har en bestemt diskurs handlet om det onde, dvs. det, der gør mennesker ondt – og Gud. Hvis Gud er almægtig, hvorfor findes så meget ondt i verden? På alle mulige og umulige måder har man forsøgt at retfærdiggøre Gud mod den anklage, som ulykker og ondskab er. Dvs. er når Gud præsenteres som almægtig. Det er det såkaldte theodicé-problem.

Med en vis ret kunne man så forvente, at den slags spekulationer har haft sin tid. Men sådan er det ikke helt. Fordi mennesket er meningssøgende, vil spørgsmålet om det onde aldrig gå af mode, hævdede sociologen Peter Berger tilbage i 1960’erne. Men fokus er ikke som det var førhen, lød det også. Nu er det ikke længere Gud, men mennesket, der stilles til ansvar.

Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen, som har skrevet om ondskabens filosofi siger det sådan: Nu handler det ikke om hvad er det onde? Men hvorfor gør vi det onde? Og man ser, hvordan begrebet om det onde igennem det 20. århundrede opløser sig i diverse forklaringsmodeller. Psykologiske, sociologiske, samfundsvidenskabelige mv. Der er altid en årsag til at noget sker; rigtig ondt er det derfor ikke.

Men så vender teologerne tilbage, også i Danmark. Med bogen Gud, hvorfor sover du? rettede den danske teolog Leif Andersen i 1987 igen blikket mod Gud i spørgsmålet om det onde. Det onde findes i menneskers liv, var hans pointe, og det må vi have lov at konfrontere Gud med.

Siden har Jakob Wolff med bogen Jobs tårer rodet sig ud på samme dybe vand, hvor spørgsmålet om det onde og Gud – og en evt. forbindelse – gennemspilles på ny.

Og det samme sted besøger tidligere sygehuspræst i Vejle Preben Kok i bogen Skæld ud på Gud, nu genudgivet fra Informations forlag. I 2017 udkom Sørine Godtfredsens bog Fri os fra det onde. Og for nylig udkom så den bog, som er denne teksts anledning, Hvorfor lider vi? Det ondes problem i kulturkritisk perspektiv.

Det onde har mistet sit navn

Både for Godtfredsen og Tornøe er problemet ikke, at ondt findes. Men derimod at det onde, kunne man sige, har mistet sit navn. Godtfredsen tanke var, at en kultur, der fremstiller glansbilleder i længden vil slide os ned. »Der er en pris forbundet med at afskaffe den direkte tale om det onde og den selvransagelse det medfører,« som det hed. Hos Tornøe handler det ikke så meget om, at vi skal forstå, at vi også er onde. Han er mere optaget af vores evne eller manglende evne til at tackle det onde, når det rammer os. Og første skridt er at sætte ord på det, hvilket er det, han forsøger i bogens del I. I århundreder har teologer forsøgt at forsvare Gud imod det onde, og nu ser vi den ene bog efter den anden, der forsøger at tale det onde og livets mørke sider ind i teologiens begrebsverden igen.

Den anden slagmark som bogen boltrer sig på (bogens del II), er den drønhede debat om krænkelseskulturer. »Der foregår nu en nådesløs kamp om offerrollen, fordi medlidenhed er vejen til opmærksomhed, indflydelse og ressourcer,« som Tornøes skriver. Man aner af ordene, hvor han står i den debat.

Ikke helt forkert set er det, at den sag nok også har med kristendommen at gøre. Den er ikke kun vokset ud af feministisk teori og dennes sans for de overhørtes stemmer. Der hang også engang en mand på et kors. Og han hævdede, at dér hang han – for alle andres skyld. Det må man kalde offervilje. Og ikke mærkeligt, hvis den kultur, der blev til i kølvandet på den begivenhed, fik et ømt forhold til netop offerrollen.

Tornøe forsøger så her at skelne imellem dem, der ofrer sig for en sag, og så dem, der bare er ofre. Han citerer den amerikanske præsident Trump og hans udfald mod præsidentkandidat og tidligere krigsveteran John McCain. John McCain blev under Vietnamkrigen taget til fange og udsat for tortur. Og Trump kommer til at sige, at han foretrækker folk, som ikke er blevet taget til fange.

Det får Tornøe til at fundere over dette, at man tilsyneladende i dag er en helt, alene fordi man har lidt, og ikke fordi man har kæmpet. Han taler om den »omsiggribende medlidenhedskult« som udtryk for »kristendommens etiske fordærv«. Som en kult, der er gået bersærk i egne værdier. For så vidt udstiller bogen en besynderlig men også gennemdiskuteret problematik i den vestlige verden i disse år. Men den gør det på en lidt opsigtsvækkende måde ved at hævde, at det hele har at gøre med vores manglende evne til at bære lidelse, både i sproget og helt konkret.

Det er nok et lidt rodet bud, trods hans gode vilje til at komme med eksempler fra film og bøger, som alle kender. Men det er dog et bud på nogle sammenhænge – ind i den diskussion om egne værdier over for »de andre«, som på en måde fylder alt i denne tid. At også teologiske stemmer melder sig i den debat er forhåbentlig med til at nuancere den. Bogen vil lidt mange ting, men én tanke bliver dog stående tilbage. At nok skal vi sky det onde, men det er ikke alt, hvad der gør ondt, der er ondt. Måske findes faktisk en smertens kunst, som vi har glemt, men som vi kunne have godt af at genopdage.

Caspar Wenzel Tornøe: ’Hvorfor lider vi? – Det ondes problem i kulturkritisk perspektiv’. Eksistensen. 134 sider, 100 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her