Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Næsten 40 år inde i karrieren er grindcore-kongerne i Napalm Death forbløffende tændte

Englænderne danser fortsat på randen af kaos med en musik, der lyder som et voldeligt sammenstød, men som alligevel virker sært opløftende
I 2017 gav Napalm Death koncert i Amager Bio i København

I 2017 gav Napalm Death koncert i Amager Bio i København

Peter Troest

Kultur
29. oktober 2020

»It’s better to burn out, than to fade away«.

Det gamle Neil Young-citat indrammer en ’lev stærkt, dø ung’-forestilling, som synes indflettet i rockens mytologi. Da engelske Napalm Death først brød frem i 80’ernes Midlands, ville de fleste nok have spået, at det kaotiske band ville brænde op i en napalmsky efter få år.

Bandets halsbrækkende tempo og kompromisløse blanding af punk, hardcore og thrash-metal tilsat absurde ideer – som at lave numre, der varede få sekunder – var et brændstof, der satte nye standarder for ekstrem musik. Men det virkede næppe som opskrift på en lang og agtværdig karriere.

At de nu næsten 40 år inde i karrieren og 34 år efter den skelsættende debut Scum stadig klør på, er i sig selv imponerende. At de tilmed fremstår så relevante og så tændte, som de gør på bandets 16. album, er direkte forbløffende og tæt på at være uden sidestykke i ekstremmusikkens historie.

Trodsig energi

Vel har der i karrieren været store udskiftninger. Så mange at ingen af grundlæggerne er tilbage. Shane Embury, der også er den altoverskyggende komponist på det nye album, har dog været med siden 1987. Det faktum, at bandet har været arnested for musikere, som siden har været pionerer inden for alt fra grindcore og dødsmetal til industrial og dark ambient – som Carcass, Scorn og Godflesh – siger en del om deres historiske betydning.

Men på bemærkelsesværdig vis har de altså også selv holdt sig kørende i et hjørne af musikken, hvor de gamle pionerer ellers enten har det med at hvile på nostalgien eller kaste sig ud i retningsløse eksperimenter, hvis de da ikke netop for længst er udbrændte og har kastet håndklædet i ringen.

Napalm Death er ikke typerne, der kaster håndklædet i ringen. Deres trodsige og paradoksale energi synes indkapslet i den bombastiske titel på deres nye album: Throes of Joy in the Jaws of Defeatism. For med deres anarkistiske punkrødder er Napalm Death et band, der har det udgangspunkt, at samfundet grundlæggende er menneskefjendsk, men alligevel rummer sangene en sær optimisme, en tro på, at der kan bygges positive fællesskaber i randområderne af dette helvede.

Nuancer og variation

På samme måde er der noget sært opløftende over musikken, selv når den lyder som smertefulde spasmer eller et voldeligt frontalangreb. Og voldsomt går det stadig for sig hos Napalm Death. Man kan i nutidens landskab godt finde bands, der lyder vildere, men få kan matche legenderne på den lange bane. Gennem deres lange karriere har de nemlig forædlet en stil, der med udgangspunkt i hardcore og dødsmetal og med inspirationer i alt fra free jazz til noise, danser på randen af kaos og nedsmeltning, men alligevel levner plads til nuancer og variation.

Blandt de brutale grindcore-hymner med lynhurtige trommer og frådende growl er der også rum til både klassiske metalriffs, avantgardistiske dekonstruktioner, som på den koldt og industrielt klingende »Joie De Ne Pas Vivre«, og noget af det tætteste, Napalm Death kommer et pophit på »Amoral« med et decideret fængende omkvæd. Titelnummeret viser, hvor grindcore-skabet skal stå, inden den dystre afslutningssang »A Bellyful of Salt and Spleen« trækker os ned i et klæbrigt mørke med tydelig inspiration fra Swans. Der er ingen fare for, at Napalm Death falmer lige foreløbig!

Napalm Death: ’Throes of Joy in the Jaws of Defeatism’ (Century Media)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Lykke Jensen

Det er helt vildt, at det band kan blive ved med at levere.

Fucking fed plade