Fem skæbner fletter sig sammen i Nikoline Werdelins romandebut, Hvordan man redder en lemming, og hver og én ville af dem være blevet en fantastisk episode i hendes eminente Politiken-stribe, Homo Metropolis, som gjorde hende kendt og elsket op gennem 1990’erne, 00’erne og 10’erne, med pauser undervejs. Men i romanform bliver de mange fortællespor og synsvinkler også lidt svære at hitte rede i, når hele fem personer maser sig på hos både forfatter og læser for at blive fortalt og forstået.
Nikoline Werdelin (f. 1960) har skrevet en på flere måder stærk og sikker debutroman, som ikke kun har et klimavenligt budskab, men også viser tegneseriekunstneren og dramatikerens eminente evne til at ramme samtiden på kornet.
Anslaget er ellers ikke af de lette: Romanens fem personer knyttes sammen af en krisebetinget depression, som gør dem selvmordstruede i varierende grad. Mest drastisk planlægger suffløsen Gunhild i detaljer sin exit efter sin lille datters død. Biologen Hans er sluppet af med sin irriterende kone, men trues med fyring fra universitetet, så han ikke længere kan forske i sine elskede lemminger. Nicolas er strandet i et dårligt ægteskab med en etårig datter, som han er bange for at miste. Inge, pensioneret læge, savner sin datter, som nægter at se hende. Mest optimistisk er den, der har mest konkret at slås med, den unge sosu Heidi.
De fem har forskellige aldre, men bebor det samme habitat, området omkring Frederiksberg Have. Tilsammen udgør de et biologisk udvalg af pattedyr truet på eksistensen, som biologen Hans kunne sige. Hans har i mange år været kendt som konversationsdræber, når han i selskaber underholdt med dyrs og planters masseuddøen og tørt forklarede skiftende borddamer: »Det eneste pattedyr, der begår kollektivt selvmord, er mennesket.«
Så er tonen slået an, og netop Hans’ længsel efter både ensomhed og kærlighed er det bærende tema i romanen, som desuden understøtter Hans’ klimabekymringer med beskrivelser af frederiksbergske orkaner, oversvømmelser og haglvejr, savnet af årstider samt lidelser for de dyr, Hans har set i felten.
Familier på prøve
Hvert af de 25 kapitler bærer som overskrift navnet på den person, der aktuelt har indefrasyn, og efterhånden krydses de fem personers veje på deres ture mellem Frederiksberg Allé og Mariendalsvej.
Hårdest ramt er Heidi, rundet af en underklasse af kriminelle og misbrugere og enlig mor til børnehavebarnet Samuel. For at spare op til sit drømmehus bor hun p.t. med Samuel på et værelse hos barndomskammeraten Niu, overvægtig kriminel bagmand, der som husleje kræver et dagligt blowjob.
På plejehjemmet, hvor hun arbejder, bor Hans’ gamle far sammen med andre demente. Ved de pårørendes julebesøg mødes Hans, Heidi og Samuel, og her udspilles også en af romanens mange barokke scener:
»’Jeg havde et barnebarn, der hed Lise!’ sagde den gamle dame, ’hun var noget så køn som barn, men med tiden blev hun en rigtig kælling!’/ Kvinden, der hed Lise, så opgivende på sin mand og sine børn./ ’Nåmen, så vil vi smutte igen. Mie har en julegave med, som hun selv har lavet. Mie?’/ En lille pige rakte den gamle dame en flad pakke./ ’Her, Olde. Det er en perleplade.’/’Hvabehar?’/’Det er en PERLEPLADE!’/ ’Det finder jeg mig ikke i!’ råbte Agnete.«
I romanen er familie ofte en prøvelse. Især de ældre af romanens personer har det stramt med familiære forventninger, men springer ufortøvet til, når fremmede skal reddes.
Den kantede Inge har for eksempel stødt sin datter og sit barnebarn fra sig: »Hun havde aldrig kommenteret Mette-Louises børneopdragelse. (…) Hun havde ganske vist foræret hende en bog til jul, der hed Sæt grænser, men det var en bog, alle moderne forældre burde læse.« Men det er også Inge, der redder en socialt udsat 11-årig først fra en trafikulykke, siden fra pigens skøre mor. Hans’ store, halvtomme lejlighed bliver redningen for den boligløse Heidi, og selv hans slumrende yngelplejeinstinkter kommer i spil.
Som debutroman er bogen på én gang imponerende og lidt skuffende. Imponerende, fordi Nikoline Werdelin kan umådelig meget. Hun kan skrive replikker og scener, der sidder i skabet og samtidig holde styr på en stor og sympatisk dagsorden, hvor Homo Sapiens og Metropolis – det er også os – kan erkende os selv som en del af livets store biokemi.
Men også skuffende, fordi Nikoline Werdelin med alle sine talenter, og Holbergmedalje m.m. (fortjent big time!), ikke har begrænset sin knopskydende fantasi til et mindre persongalleri.
Det kan så blive næste gang. Måske en film eller netflixserie? For god, det er hun.
Nikoline Werdelin: Hvordan man redder en lemming. Gyldendal. 416 sider. 300 kroner
