Roskilde Festival er altid bedre i virkeligheden end på papir, skriver kulturjournalist Anna Ullman foruroligende i prologen til sin store jubilæumsbog og kærlighedserklæring, De sidste drømmere, og tilføjer: »Vi oplever den gennem sanserne.«
Så er læseren varslet, hvis hun eller han skulle føle trang til at kaste sig ud i en godt 300 sider lang læseoplevelse om Nordeuropas største festival. Heldigvis formår Anna Ullman – lige inden hun afleverer sin subtile advarsel – på sølle 18 linjer at beskrive festivalen både smukkere og mere effektivt, end jeg før har set nogen gøre det.
Og det er faktisk lidt af en bedrift. For hvis der er noget, der er gennemtærsket på skrift, så er det Roskilde Festival. Den første uge i juli stiller kongerigets aviser hver sommer kilometer af spalter til rådighed for anmeldere og journalister, og – som det fremgår af Ullmans kildeliste – eksisterer der allerede et enormt antal bøger om institutionen, som i år skulle have fejret sit 50-års jubilæum.
Første gang jeg hørte, at De sidste drømmere var undervejs, var det forår, og vi var i COVID-19-pandemiens spæde start. Jeg tænkte dengang, at jeg på Ullmans vegne håbede, at årets festival ville blive gennemført. Det blev den som bekendt ikke, men sjovt nok er timingen af udgivelsen alligevel god. For havde det ikke været for den åndssvage flagermus i Wuhan, ville der den her sommer have været #RF50, orange feeling og Taylor Swift alle vegne, og bogen ville helt sikkert have føltes som en dråbe i et i forvejen oversvømmet bassin.
Sådan er det ikke ligefrem i dag. Og er der noget, vores kollektive coronakrop savner, er det at kunne tage på Roskilde Festival – netop af alle de årsager, Anna Ullman oplister i de føromtalte 18 linjer. Bogen er vidunderlig eskapisme.
Ikke en skåltale
De sidste drømmere er opdelt i tre kapitler i en journalistisk genre, der kunne kaldes essayistisk historieundervisning. Et om politik, et om fællesskab og et om musik. Rundhåndet citerer forfatteren fra gamle interview, avisartikler, anmeldelser, bøger og forskningsartikler, og så har hun lavet en række nye interview med nye og gamle repræsentanter fra festivalen, uafhængige forskere, anmeldere og andet godtfolk.
Det hele er bundet sammen af Ullmans sikre pen og skrevet fra hendes perspektiv. Hun tænker på sit fortællested som det trinbræt, der udgør festivalens gæsters ankomststed, skriver hun: »Der, hvor man renvasket og civiliseret stiger af særtoget, efterlader normalsamfundet bag sig og både sanseovervældet og forventningsfuld står ansigt til ansigt med Camping Wests kaotiske barakby af prisbillige kuppeltelte og vakkelvorne pavilloner produceret i Fjernøsten og et flimmer af forbipasserende mennesker, mennesker overalt, der allerede har tillagt sig den lidt sjoskende gangart og det åbne ansigt, som festivaltilstanden giver én.«
Ullman er åben om sit politiske og ideologiske fortællested. Hun er venstreorienteret og barn af »moderate flipperforældre« opvokset i »den nedre middelklasse under kartoffelkuren og fattigfirserne«. Grundlæggende nærer hun sympati for festivalen og den modkultur, den har rødder i, men hun understreger, at bogen ikke er en skåltale, ikke et festskrift. Forfatteren er nemlig også kritisk over for 68’ernes selvfedme, medløberi og privilegieblindhed – ligesom den nuværende festivals vanskelige balanceakt mellem at politisere, at facilitere et rum til musik, kunst og aktivisme og at tjene penge.
Skæv ligestilling
Og – måske vigtigst – så er Anna Ullman feminist. Historien om Roskilde Festival er, som hun overbevisende argumenterer for, i altovervejende grad skrevet af mænd. Hvor absurd det er, har hun mange gode eksempler på – bidder fra sexistiske reportager og anmeldelser, hvor kvindelige deltagere og optrædende reduceres til knepbare kroppe, og ikke mindst fra programhæftets officielle omtale af Björk i 1994, der helt tydeligt er henvendt til en mandlig heteroseksuel koncertgænger. Her nævnes den islandske superstjernes genreskabende musik ikke med et ord, bortset fra at hun »performs with hymns to oral sex etc.«. Til gengæld fremgår det af teksten, at »the chances to meet a girlfriend at this concert is 99 percent«.
At historien om Roskilde Festival er blevet fortalt af indehavere af tissemænd, forsøger Anna Ullman at råde bod på – ikke mindst med bogens billedside, hvor der på de langt over 100 fotografier forekommer en lille overvægt af kvindelige motiver, og med et generelt fokus på køn og ligestilling. I den forbindelse er det lidt mærkeligt, at balancen i de kilder, hun selv har talt med, og som udgør bogens rygrad, ikke er mere lige. I alt tæller jeg fem kvinder og otte mænd.
Fremtiden
Anna Ullman har et skarpt blik for kulturanalysen og skriver ofte sandheden med få ord, som da hun præcist kalder festivalen »noget så paradoksalt som et institutionaliseret oprør«. Hendes personlige begejstring smitter, selv om den visse steder kammer over. »Festivalen er et af Danmarks absolut stærkeste varemærker, og den orange farve har en genkendelighedsværdi, som kun de babyblå containerskibe på verdenshavene kommer i nærheden af,« skriver hun et sted. Her kunne man forsigtigt argumentere for, at Carlsbergs grønne flasker eller Legos spraglede klodser trods alt nok er i en anden klasse, når det gælder stærke varemærker.
Og nu vi er ved skønhedspletterne. De sidste drømmere rummer for få anekdoter, og mange af dem, der trods alt er, har man hørt før. 1970’ernes kamp mellem flipperne og rockerne, flaskekastet mod Sex Pistols i 1996, Pete Dohertys dåsekast i 2009. Jeg savner flere fun facts og farverige insider-historier til at underholde med i smatten næste sommer (fingers crossed).
Det er dog detaljer, der ikke ødelægger helhedsindtrykket af en flot og kun nogle gange lidt tør historielektion. Fotosiden er dragende, Anna Ullman er en god kulturdiagnostiker, og hendes historiske materiale er velvalgt.
Det er sjovt at læse 50 års samfundsudvikling set gennem et orange prisme – 70’ernes utopister, 80’ernes dystopister, 90’ernes ironikere, 00’ernes forbrugere, post-finanskrisens nye aktivister. Og så er det befriende at læse mere om #MeToo, kønskamp og klassekritik end om den tragiske ulykke i 2000, rockisme og gamle dage. Det skaber et overordnet indtryk af, at bogen (eller forfatteren) er mere optaget af de næste end de seneste 50 år.
Anna Ullman: ’De sidste drømmere’. Gads Forlag. 304 ill. sider. 300 kr.
