Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ny dramatisk skildring af Augustoprøret blæser liv i historien, men sjusker med fakta

Sproget er veloplagt, og der er masser af drama i Simon Kratholm Ankjærgaards ’Augustoprøret 1943’. Der er bare også masser af fejl
Det er ikke første gang, at fotografiet af en politibil, der væltes af demonstranter i Odense under folkestrejken i august 1943, er på forsiden af en bog med titlen ’Augustoprøret 1943’.

Det er ikke første gang, at fotografiet af en politibil, der væltes af demonstranter i Odense under folkestrejken i august 1943, er på forsiden af en bog med titlen ’Augustoprøret 1943’.

Nationalmuseet

Kultur
30. oktober 2020

Selv om det ligner, er dette ikke en genudgivelse af besættelseshistorikeren Hans Kirchhoffs mesterværk fra 1979. Man kunne ellers godt få tanken, når nu både titel (Augustoprøret 1943) og forsideillustration er de samme.

Ganske vist er historiker og journalist Simon Kratholm Ankjærgaard ude i samme ærinde, nemlig at skildre den sabotagebølge og de generalstrejker i en række danske provinsbyer, der i august 1943 førte til et tysk ultimatum og regeringens efterfølgende selvpålagte suspension. Men formen er meget anderledes, og først og fremmest er der ikke nogen pointe, der skal hives hjem, ingen tese, der skal efterprøves. Tværtimod er der tale om en slags remake; en dramadokumentarisk beretning. Fortællingen er målet i sig selv.

Og der er masser af drama at hente i kilderne. Omdrejningspunktet er begivenhederne omkring sabotagen mod et tysk flådefartøj i Odense, sabotagebrandene på Esbjerg Havn, og i Aalborg, med begravelsen af den 23-årige Niels Erik Vangsted, som blev skudt under en våbenmodtagelse i Rold Skov.

Vi er helt nede på gadeplan, når vi følger begivenhedernes udvikling næsten minut for minut. Tyske repressalier blev fulgt af protester, protester blev til strejker, strejker til generalstrejker, og da oprøret truede med at brede sig til hovedstaden, greb besættelsesmagten ind med et ultimatum til den danske regering, som den umuligt kunne efterleve, blandt andet med krav om indførelse af dødsstraf for sabotage.

Regeringens svar var et klart nej – et nej, som efterhånden var efterstræbt af store dele af befolkningen, men som regeringen til det sidste forsøgte at forhindre. Der var nemlig altid en sidste bastion at forsvare, og ansvarlige politikere overlader ikke befolkningen til sin skæbne. Nejet udløste den tyske Operation Safari, som afvæbnede det danske militær og indførte en undtagelsestilstand, som gav ly til aktionen mod jøderne en måned senere. Samarbejdspolitikken var dog ikke brudt mere sammen, end at den kunne fortsætte, nu med departementscheferne i en ledende rolle.

Sproget er enkelt og tilstræbt veloplagt. Fortællingen fungerer grundlæggende godt, når vi er tæt på begivenhederne og oplever dem på individplan. Det er tydeligvis her, forfatteren trives.

Men bogen er ikke uden problemer.

Dramadokumentarisme er en forræderisk genre, og balancen er hårfin. Kommunisterne tilkendes ganske vist den ledende rolle, de havde i oprøret, men der er intet blik for, at de dygtigt udnyttede den radikalisering af industriarbejderne, der havde fundet sted som følge af lønnedgang og arbejdsløshed i besættelsens første år.

Der er meget irrelevant info. Er det for eksempel vigtigt, at lederen af den tyske forvaltning i protektoratet Böhmen-Mähren, Reinhard Heydrich, som er en absolut biperson i fortællingen, døde »på en varm torsdag« efter »flere dage med voldsomme smerter«?

Og der er desværre sjusket med præcision i fakta. Der er vrøvl med dateringen af attentatet på Heydrich, Nils Svenningsens tiltræden som direktør for Udenrigsministeriet og den første Antikominternpagt. Hverken Nederlandene eller Norge havde militært styre – og særligt det tyske besættelsesstyre i Norge hersker der forvirring om bogen igennem. Det er ikke P. Munch, man ser på side 70, men derimod undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Fotografiet af Hitler og hans stab på side 359 er ikke fra Ulveskansen. En del flere eksempler kunne nævnes.

Også i litteraturen er der huller. Det autoritative værk om Werner Best er ikke Niels-Birger Danielsens bog fra 2013, men derimod Ulrich Herberts monumentale biografi fra 1996 (som Danielsen ganske vist lånte flittigt fra). Og man kan ikke lade være med at undre sig over, at forfatteren lader sig nøje med P. Munchs andenhåndsreferater af regeringsmøderne, når han havde kunnet udnytte de meget grundige referater fra trafikminister Gunnar Larsen, som faktisk var til stede. Larsens dagbogsoptegnelser blev udgivet i 2015.

Sidst men ikke mindst er der den påstand, forfatteren slipper løs i forordet, at bogen skulle være »den første store, samlede fortælling i næsten 30 år om alt det, der førte til 28. og 29. august 1943«. Det er simpelt hen forkert: Der er faktisk udkommet flere store, samlede fremstillinger af sagen de seneste 15 år.

Det er stadig i Hans Kirchhoffs store undersøgelse af Augustoprøret fra 1979, vi finder svarene på de spørgsmål, Simon Ankjærgaard lægger i munden på en forvirret Werner Best i august 1943: Hvad var der dog sket i de fem måneder siden folketingsvalget, der tilsyneladende havde blåstemplet samarbejdspolitikken?

Ankjærgaards bog giver en dramatisk version af, hvad der var sket. Men ikke hvorfor.

Simon Kratholm Ankjærgaard, Augustoprøret 1943. Lindhardt & Ringhof, 432 sider, 400 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her