Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ny stor fortælling fra Isabel Allende ’Håbets rejsende’ er lidt marionetagtig

Man imponeres af Isabel Allendes overblik og evne til at flette trådene ind i hinanden, samtidig med at historien i virkeligheden er ret usandsynlig. Men den er spændende nok til, at man hænger på og endda til sidst må knibe en tåre
Hvor personernes skæbne er uden for deres egen kontrol, bliver de til gengæld ført af en sikker og kontrolleret forfatterhånd.

Hvor personernes skæbne er uden for deres egen kontrol, bliver de til gengæld ført af en sikker og kontrolleret forfatterhånd.

Francisco Seco/Ritzau Scanpix

Kultur
30. oktober 2020

Med Håbets rejsende har Isabel Allende skruet en stor fortælling sammen styret af en alvidende fortæller, der med suverænt overblik flytter rundt på en pænt stor håndfuld personer, som mødes, kommer fra hinanden og mødes igen.

Beretningen strækker sig i tid fra slutningen af Den Spanske Borgerkrig til Pinochets Chile, fra indførelsen af det ene diktatur til afslutningen på det andet med Pinochets fald i 1991. Romanen slutter, hvor diktaturets tid er omme.

Vi kommer ind i historien i 1938, hvor den medicinstuderende Victor Dalmau redder en ung dreng med et stort hul i brystet ved at massere hans blottede hjerte. Det var holdt op med at slå, men Victor får det pumpet i gang igen. Drengen er fra ’sutteflaskeårgangen’, han er blevet indkaldt på det tidspunkt, hvor der ikke længere var voksne mænd tilbage til at kæmpe mod Franco. Vi får at vide, at drengen overlever, og at han senere får tatoveret Victors navn på ryggen – hvorefter han forsvinder ud af historien.

Stort persongalleri

Det er han til gengæld en af de eneste, der gør. De øvrige personer dukker op igen efter næsten alle at have været forsvundet. Hvorefter de indgår i nye konstellationer. Der er Victor Dalmaus mor, lærerinden Carme Dalmau. Hans far, Marcel Lluis Dalmau, der er musiklærer, og hans lillebror, den fandenivoldske Guillem Dalmau. Desuden baskeren Aitor Ibarra, en usårlig chauffør, der uforfærdet drøner rundt ved fronterne. Der er Roser Bruguera, en lille, fattig gedehyrdinde, som bliver fundet af professor i historie Santiago Guzmán, som tager hende til sig. Det viser sig, at hun er et stort musikalsk talent, og hun bliver undervist af Marcel Lluis Dalmau, i hvis hus hun bliver optaget, efter at den konservative Guzmán har slået hånden af hende, fordi hun slutter sig til republikanerne. Hun er Dalmaus dygtigste elev.

Isabel Allende: ’Håbets rejsende’.

Saxo
Victor Dalmau har i tre år været sygehjælper ved borgerkrigens forskellige frontafsnit og er ved romanens begyndelse endt i Catalonien. Ud over at være historiens gennemgående hovedperson er han i virkelighedens verden også Isabel Allendes kilde. Han hed Victor Pey, kæmpede i Den Spanske Borgerkrig og flygtede sammen med hundredtusinder af spaniere til Frankrig efter republikkens nederlag og derfra til Chile.

Desuden møder vi i begyndelsen Elisabeth Eidenbenz, en schweizisk sygeplejerske, som senere optræder som frelsende engel, da Victor og Roser er endt i koncentrationslejr i Frankrig. På dette tidspunkt er Roser gravid med lillebror Guillem, som imidlertid er faldet i slaget ved Ebro. Roser og Victor får en chance for at komme til Chile med skibet Winnipeg, som digteren Pablo Neruda har chartret, men på den betingelse, at de er gift. Så de bliver gift, til trods for at ingen af dem har lyst til det, men de kommer til at leve et langt og efterhånden også lykkeligt liv sammen i Chile. Roser bliver en berømt pianist, som til slut får sit eget orkester, Victor bliver en anerkendt læge.

Håbets rejsende præsenterer læseren for et væld af realistiske detaljer – om strabadserne på vej over Pyrenæerne, hvor franskmændene har lukket grænsen for de frygtindgydende røde horder. Om forholdene på flygtningeskibet Winnipeg osv., bredt, malende, realistisk.

Ingen dybe spor

Mere skal ikke røbes her, men referatet har føltes nødvendigt for blot at give et lille indblik i, hvordan den store og lange fortælling hænger sammen. Man imponeres af Allendes overblik og evne til at flette trådene ind i hinanden, samtidig med at historien i virkeligheden er ret usandsynlig. Men den er spændende nok til, at man hænger på og endda til sidst må knibe en tåre.

Men det er ikke en roman, der efterlader dybe spor, hvilket nok hænger sammen med, at personerne virker noget marionetagtige. Som brikker i Allendes indviklede puslespil snarere end som virkelige mennesker med en psykologi eller et sind, man kan leve sig ind i. De tildeles hver en dominerende egenskab, og man følger spændt deres skæbne, men det er skæbnen mere end dem selv, der fascinerer. Der føles lidt tomt underneden.

Nye rejser

Dog er jeg i splid med mig selv, om det er en svaghed ved Allendes skrift, eller om det tværtimod er helt bevidst fra hendes side. Til slut, efter alle skæbnens slag, lader hun Victor udtale følgende:

»Ved du hvad, Ingrid, de vigtigste begivenheder, dem der afgør ens skæbne, er næsten altid helt uden for ens egen kontrol.«

Det kunne stå som et motto for bogen, hvis ikke denne Ingrid havde fået det sidste ord. Ingrid er Victors ukendte datter, som uformodet dukker op hen mod slutningen, resultatet af et sidespring, der udgør endnu en af romanens mange slyngninger, og hun foreslår ham en fremtid, som han selv kan vælge.

Hvorefter historien klinger ud i temaet fra titlen: Håbets rejsende.

»Nye rejser, tænkte han. Rejser lige til det sidste.«

Rejsen som metafor bliver overordnet tilfældighedernes skæbnetunge spil, den bringer håb og dermed en slags mening ind i galskaben.

Og hvor personernes skæbne er uden for deres egen kontrol, bliver de til gengæld ført af en sikker og kontrolleret forfatterhånd.

Isabel Allende: ’Håbets rejsende’. Hr. Ferdinand. 352 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her