Ny stor fortælling fra Isabel Allende ’Håbets rejsende’ er lidt marionetagtig

Med Håbets rejsende har Isabel Allende skruet en stor fortælling sammen styret af en alvidende fortæller, der med suverænt overblik flytter rundt på en pænt stor håndfuld personer, som mødes, kommer fra hinanden og mødes igen.

Beretningen strækker sig i tid fra slutningen af Den Spanske Borgerkrig til Pinochets Chile, fra indførelsen af det ene diktatur til afslutningen på det andet med Pinochets fald i 1991. Romanen slutter, hvor diktaturets tid er omme.

Vi kommer ind i historien i 1938, hvor den medicinstuderende Victor Dalmau redder en ung dreng med et stort hul i brystet ved at massere hans blottede hjerte. Det var holdt op med at slå, men Victor får det pumpet i gang igen. Drengen er fra ’sutteflaskeårgangen’, han er blevet indkaldt på det tidspunkt, hvor der ikke længere var voksne mænd tilbage til at kæmpe mod Franco. Vi får at vide, at drengen overlever, og at han senere får tatoveret Victors navn på ryggen – hvorefter han forsvinder ud af historien.