Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ondaatjes roman ’Krigslys’ er mættet af stemninger fra en eventyrlig underverden

Michael Ondaatje har skrevet en vidunderlig roman om alt det gådefulde i livet og om at lade fortællinger vokse frem af det lidt, man ved med sikkerhed
Canadiske Michael Ondaatje (med både srilankansk og engelsk baggrund) er en mester i stemninger. Det har han tidligere vist i bookerprisvinderen ’Den engelske patient’.

Canadiske Michael Ondaatje (med både srilankansk og engelsk baggrund) er en mester i stemninger. Det har han tidligere vist i bookerprisvinderen ’Den engelske patient’.

Adam Elder/ Ritzau Scanpix

Kultur
23. oktober 2020

»I 1945 rejste vores forældre væk og overlod os til to mænd der muligvis var kriminelle.«

Første linje i Michael Ondaatjes seneste roman rummer den blanding af pedantisk nøjagtighed og vage formodninger, som gennemstrømmer hele romanen og skaber dens fascinerende stemning af tusmørke og sløret bevidsthed.

Tidspunktet står urokkeligt fast, det er ved afslutningen af Anden Verdenskrig og på tærsklen til efterkrigsårenes gråzoneverden, at de to børn, fortælleren Nathaniel og storesøsteren Rachel, bliver efterladt i familiens store hus i en gade i London. Men hvad vil det sige, at de to mænd »muligvis var kriminelle«? Hvad er ’væk’ for et mærkeligt ubestemt sted at tage hen? Og hvilke afgrunde af betydning ligger der ikke i det lille ord »overlod«?

Mester i stemninger

Canadiske Michael Ondaatje (med både srilankansk og engelsk baggrund) er en mester i stemninger. Det har han blandt andet vist i storsællerten og bookerprisvinderen Den engelske patient. Gåder, tilsløringer, plottets lange forhaling er i den forbindelse virksomme midler. I Krigslys oprulles da også i et uendelig langsomt tempo en kompleks historie, uden at romanen taber spænding undervejs. Men stemningen – tusmørkeatmosfæren og bevidsthedens snurrende bedøvelse – kommer først og fremmest fra rummene, som handlingens tråde trækkes gennem.

Det begynder med farens lænestol, som den ene af de to »muligvis« kriminelle sætter sig tungt i. Som en fjendtlig besættelse af hjemlighedens allerhelligste. Så følger musikken, der skyller larmende gennem stuerne. Så de indtrængende fremmede, som tilbringer aftenerne sammen i intens samtale, der når de to børn som undertoner af noget lyssky og dragende.

Senere følger fortættede beskrivelser af en eventyrlig underverden, et kælder- og tunnelsystem tilhørende spise- og forlystelsesstedet Criterion, der strækker sine lange fingre ind under Piccadilly Circus. Der er i tilknytning til samme kompleks køkkenet, hvor saftige historier og skæbnefortællinger hænger tykt i luften, et vaskeri, hvor Nathaniel en tid er beskæftiget med at fodre de grådige maskiner med snavsede duge. Og elevatorens lille trækasse, hvor han som elevatorfører fragter de underjordiske op og ned.

Mørkets gerninger

Jeg kan godt tillade mig at røbe, at Natsværmeren og Lynet, som de to gråzonepersonager hedder, nok er skumle, men først og fremmest er budbringere fra en større verden. Ikke en bedre og lysere verden, men en rigere.

Det fatter man, efterhånden som eventyret og stedernes mørke magi foldes ud. Nathaniel bliver senere smugler langs de engelske vandveje, endnu senere bliver han medansvarlig for en indviklet svindel ved de populære greyhoundløb. Det er mørkets gerninger, ikke kun i overført betydning; alt er i Ondaatjes tusmørkeverden også konkret og sanseligt. Også det erotiske forhold, som Nathaniel og en ung kvinde udlever om natten i et tomt hus, alene eller sammen med en flok vilde hunde.

Det fatale vendepunkt skal jeg ikke sige for meget om. Kun at det er den blodige tilsynekomst af en farlighed, som man som læser hele tiden har fornemmet fandtes rundt om hjørnet eller et trin længere nede ad eventyrets mørke trappetårn. Det er også en åbning mod endnu en underverden, ikke byens, men verdenskrigens mange hemmelige og uafgjorte konflikter.

Hvem var Lynet?

Det er fristende at fortolke løs på Ondaatjes roman. Den er med sit raffinerede æskesystem, mange billeder og lag en åben invitation til det. Men fristelsen til at lade være og i stedet lade den mættede stemning leve uforstyrret videre er endnu større.

Det flydende og ubestemte, det gådefulde ved mennesker og historiers uafsluttethed, kan jo alt sammen også ligge i stemningen, som romanen skaber, lige så meget som i tekstens mønstre og betydninger.

Så vi lader det være ved det.

Med til stemningen og rummets magi hører det arkiv, som vores fortæller, Nathaniel, på et tidspunkt får adgang til (passende nok på ikke helt lovlig vis). Med hjælp fra arkivets tophemmelige dokumenter kan han i romanens sidste del fjerne nogle af de slør, som i hans ungdom lå hen over det lange og indviklede eventyr. Og muligvis trylle nye slør frem.

Hvem var så i virkeligheden Natsværmeren med de mærkelige bekendtskaber og natlige gøremål? Hvem var Lynet? Og hvad var egentlig deres opgave, da børnenes forældre – angiveligt – rejste væk?

Ondaatjes vidunderlige roman er en roman om alt det gådefulde i livet og om at lade fortællinger vokse frem af det lidt, man ved med sikkerhed. Som Nathaniel konstaterer mod slutningen: Jeg »ved hvordan man stykker en historie sammen ud fra et sandkorn eller et brudstykke af en sandhed som man er faldet over«.

Det samme ved i den grad Michael Ondaatje.

Michael Ondaatje: ’Krigslys’. Oversat af Paul Klitnæs. Batzer & Co., 306 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her