På Folketeatret er Robin Hood en teenager, der ikke ved, hvad han vil

Hvor er det befriende at opleve en familieforestilling, hvor det er humoren, der er forestillingens fremdrift. Sådan er det med Robin Hood på Folketeatret. Her står Jesper Riefenstahl og smiler med øjnene og fyrer tåbelige vittigheder af som munken Broder Tuck, der fortæller historien om den ubekymrede superhelt i Sherwood Skovene. Jesper Riefenstahl har varme i stemmen, og han får forklaret ungerne, at ’fredløse’ er det samme som ’hjemløse udskud’. Så ved vi det.

»Vi drømte om at ændre verden en lille smule,« fortæller han om sit slæng, så han får de voksne til at smile. Og så går det ellers løs med historien om manden, der tager fra de rige og giver til de fattige.

Almindelig teenager

Robin Hood selv præsenteres faktisk ikke som nogen superhelt i denne version af den amerikanske dramatiker Ken Ludwig. Næ, han er faktisk en helt almindelig teenager, der ikke helt ved, hvad han vil. Egentlig har han kun lyst til at feste og flirte – og til at joke. Replikkerne pingponger og smasher træfsikkert i Henrik Lykkegaards kække oversættelse, men teksten retter sig mest mod teenagerne og de voksne; jeg tror i hvert fald ikke, at de 6-årige forstår ord som ’katekismus’ og ’fordragelighed’.

Men pyt. Ungerne vil alligevel se vildt op til den unge skuespiller Christopher Læssø, der spiller Robin Hood. Han er munter og hurtig til bens – og ret sjov. Han kan stå og gabe og finde på farlige ideer, akkurat som hvis han hang ud sammen med vennerne på et gadehjørne på Nørrebro. Og det er skønt. Han er samtidig en antihelt, der kommer med uheldige kommentarer til pigerne, fordi han ikke har lært det med at flirte endnu. Men han viser sig at være temmelig lærenem, når det kommer til at kysse. Selv om mange af børnene råber ’bvadr’ og synes, at det er ret ulækkert …

Jesper Riefenstahl smiler med øjnene og fyrer tåbelige vittigheder af som munken Broder Tuck, der fortæller historien om den ubekymrede superhelt i Sherwood Skovene og får forklaret ungerne, at ’fredløse’ er det samme som ’hjemløse udskud’. »Vi drømte om at ændre verden en lille smule,« siger han.

Gudmund Thai

Kvinde i action

Kvinden, han kysser mest, er selvfølgelig Lady Marian. Den nyuddannede skuespiller Emilie Rasmussen gør Lady Marian til en kampklar kvinde. Hun er høj og slank og bevæger sig smidigt omkring som en danser, mens hendes brune krøller fordrejer hovedet på Robin Hood. I denne forestilling viser det sig faktisk, at Robin Hood ikke engang er særlig god til at skyde med bue og pil, simpelthen fordi han ikke gider øve sig. Men det gider Lady Marian godt – hun er jo en flittig pige …

Dette tvist giver et glimrende skub til kønskampen i fortællingen. Det er i hvert fald forfriskende, at heltinden ikke bare sidder i sin adelige loge og jubler mod sin superhelt, men at hun selv bliver en actionheltinde. Tak for det. Desuden er selv den onde forfører blevet pålagt at sige til kvinden: ’Jeg vil aldrig tvinge dig til noget, du ikke har lyst til’. Ingen hånd på låret her.

Det er i det hele taget skønt at opleve, hvordan Frede Gulbrandsens komiske iscenesættelse gennemsyrer alt i forestillingen. Scenografen Julie Forchhammer har opfundet en herlig gøglerscenografi med en stofrulle, hvor alt er malet med den skønneste tegneseriestreg, der i sig selv får både børn og voksne til at huje af grin. Her bliver det ædelmodige punkteret af det sjove. Og der er ingen digitale stunts. Alt er overdrevet og håndholdt. Når Robin Hood skyder med bue og pil, hører vi kun en overforstørret lyd af pilen, når den rammer plet – mens en håndsat pil popper ud af målskiven. Og så videre. Det er Robin Hood tilsat Monty Python.

Trut og sprut

Skuespilleren Morten Christensen har rollen som den onde Sherif af Nottingham. Han har skabt en forunderlig kujon ud af sin figur – selvoptaget, forfængelig og bange for alting. Han drejer sit ansigt i narcissistisk silhuet af lutter kynismeperfektion, så han ser bedst ud i sin overpyntede brynjedragt med pyntehat. Det er uimodståeligt.

Louis Bodnia Andersen gør Lille John til en grovmotorisk, men også voldsomt forelsket kæmpe, der gladelig springer fra stokkekamp på en træstamme til klatredyst i et fangetårn for at frelse Josefine Tvermoes’ frygtløse, indespærrede ungmø. Hun har nemlig med lystløgne og løs læbestift forsøgt at narre både Jon Langes guldliderlige Prins John og Mathias Sprogøe Flettings skruppelløse medløber Sir Guy of Gisborne. Imens trutter og sprutter gøglerorkestret med engelsk folklore, når Jullie Hjetland, Kirstine Lindemann og Hans Find Møller trasker rundt i groteske middelalderkostumer og spiller på fløjte og drejelire det bedste, de har lært.

Denne Robin Hood sejrer med sin ukuelige idealisme. Alt efter alder og perspektiv kan tilskueren selv lege videre med eventyrsymbolikken. For hvis Prins John anno 2020 er Donald Trump, er Lady Marian så Margrethe Vestager? Og er Guy of Gisborne i virkeligheden Casper Christensen, før han blev et nyt menneske? 

Uanset hvad er det betryggende, at Jesper Riefenstahl fortæller historien på turneen rundt i hele kongeriget og med kærligste glimt i øjet forklarer os moralen: ’at tage fra de rige og give til de fattige’. Den replik er garanteret med til at ændre verden en smule.

’Robin Hood’. Tekst: Ken Ludwig. Oversættelse: Henrik Lykkegaard. Iscenesættelse. Frede Gulbrandsen. Scenografi: Julie Forchhammer. Kampkoreografi: Klaus Hjuler. Målgruppe: Fra 6 år. Varighed: 2 timer 5 minutter. Folketeatret til 2. december 2020 samt turné 13. januar-18. marts 2021